Klimaekspert før COP19: Målet om to graders stigning er en illusion
KRITIK: Det er en illusion at tro, at der er global enighed om at begrænse temperaturstigningen til to grader. Så længe der ikke er enighed om, hvem der skal gøre hvad, er målet en fiktion, skriver Jørgen Henningsen.
Af Jørgen Henningsen
På mandag mødes alverdens klimaforhandlere for 19. gang (!) for at prøve at bringe os nærmere en global klimaaftale. Mødet vil, med næsten sikkerhed, føje sig ind i den efterhånden lange række af møder mellem klimakonventions-parterne, der reelt ikke har bragt os et skridt videre mod det mål, som alle lader, som om de er enige om.
Mange af deltagerne, herunder også NGO'erne, vil bekræfte hinanden i, hvor vigtigt det er, at der er næsten global enighed om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning til 2 grader.
Det er en illusion. Så længe der ikke er enighed om, hvem der skal gøre hvad for at nå målet, er målet en fiktion. I virkeligheden en fiktion, der er farligere end intet mål, i og med at fiktionen stiller sig i vejen for at gøre noget reelt ved problemet.
FN's klimakonvention er en mulig løsning
Ideen om en juridisk bindende, global aftale i 2015 om, hvordan målet skal nås, er en tilsvarende fiktion. Selv om ideen om en fortsættelse af Kyoto-protokollen eller noget tilsvarende endelig er ved at tabe terræn, er der stadig en åbenlys mangel på realistiske bud på, hvad der kan sættes i stedet.
Det er en skam. Hvis man kan blive enige om, at en aftale i FN-regi er et "must", at en aftale uden samtidig deltagelse af USA og Kina er værdiløs, samt at chancen for at få en global aftale ratificeret i den amerikanske kongres er stort set lig nul, så er antallet af mulige løsninger stærkt begrænset.
Men der er mindst én: opfyldelse af de alt for længe ignorerede (juridisk bindende) forpligtelser (artikel 4) i FN's klimakonvention (UNFCCC) fra 1992.
UNFCCC lægger hovevægten på parternes forpligtelse til at gennemføre de nødvendige politiske tiltag for at sikre klodens klima. Ikke mindst EU og de grønne organisationer så det som en sejr, da man fem år senere i Kyoto fik suppleret disse forpligtelser med kvantitative reduktionsmål for perioden 2008-12.
Desværre tabte alle derefter interessen for forpligtelserne i UNFCCC. "Desværre", fordi det i dag er åbenlyst, at vi ville være kommet betydeligt længere i klimapolitikken, hvis vi havde fastholdt UNFCCC-forpligtelserne.
Dette skyldes bl.a. at Kyoto-protokollens mulighed for handel med forpligtelserne mellem parterne reelt gjorde det hele til en kollektiv forpligtelse, der var alt for let at opfylde; og efter at USA i 2001 meldte sig ud, blev det hele reelt en farce. Ruslands varme luft oversteg langt, hvad de øvrige parter havde brug for til at opfylde deres forpligtelser, uden at røre en finger.
Ingen aftale er bedre end en halvdårlig aftale
Hvad kan man så lære af det? For det første, at ingen aftale er bedre end en halvdårlig aftale. Det første tvinger parterne tilbage til forhandlingsbordet, det sidste risikerer at "frikende" parterne mange år fremover, som vi har set med Kyoto-protokollen.
For det andet, at det er de konkrete politikker, der kan levere. Det har EU, delvis ufrivilligt, demonstreret. Det er fælles krav om mere vedvarende energi, bedre effektivitet af køleskabe, vaskemaskiner osv, skrappere krav til bilernes brændstofforbrug samt nationale tiltag til bedre boligisolering eller fremme af varmepumper, der har leveret EU's CO2-reduktioner. Netop hvad UNFCCC lægger op til.
Alt tyder på, at det reelt er for sent at undgå en grundstødning (læs: maks. to graders temperaturstigning) i klimapolitikken. Men det er en dårlig undskyldning for at fortsætte kursen, som en anden Oslo-båd, direkte mod Kullens klipper.
Danmark må presse EU til at øge klima-ambitionerne
Big data skal vendes til dansk succes
