Investeringer betaler sig

Af Anne Grete Holmsgaard
Formand for Energifonden

Det ville have været dejligt, hvis regeringens energiudspil havde ført til en egentlig energipolitisk debat koncentreret om spørgsmål som: Hvordan kommer vi ud af vores alt for store forbrug af fossile brændsler på den mest intelligente måde? Hvordan sikrer vi os, at alle led i kæden fra forbruger til virksomheder og kommuner er topmotiverede til at bidrage til den nødvendige omstilling? Hvordan understøtter vi, at vi får mest ud af den viden og de erfaringer, vi allerede har i virksomheder, kommuner og på universiteter, så vi også får innovation, job og eksport ud af energipolitikken?

Indtil videre er det desværre ikke rigtig sket - i hvert fald ikke på Christiansborg. I stedet har vi fået en noget frugtesløs debat om tal uden indhold.

Forfejlet debat medfører misforståede konsekvenser
Den type ikke-debat fører med stor sikkerhed til to ting: At de fleste ryster på hovedet, for er vi ikke blevet belært igen og igen om, at det netop haster med at få gjort noget, inden vi havner i endnu mere monsterregn, smeltende is mod nord og tørke mod syd? Og er det ikke det, vi lige nu holder flotte taler om i Durban på COP 17? Den anden konsekvens af ikke-debatten er, at svage sjæle fristes til at tænke: Jamen, det er da også for galt, at vi nu igen skal betale mere.

Sagen er imidlertid, at der samlet set er tale om større gevinster end udgifter, og at der - nok vigtigst af alt - er tale om en investeringsstrategi, der både skal sikre, at vi tager klimaudfordringen alvorligt og samtidig skaber nye job (der er jo mildt sagt nok, der siver ud af landet), innovation og eksport.

Det er da for kortsigtet, hvis vi ikke placerer os stærkt på de ekspanderende grønne markeder - eller for den sags skyld bare sikrer, at der er et ordentligt hjemmemarked. For hvem er det lige, der får lyst til at bruge danske teknologier eller dansk know how, hvis vi ikke selv investerer i dem med fynd og klem? For selv om det går langsom i Durban - alt for langsomt - står verden ikke stille. Andre lande er i gang med at investere.

Det gælder ikke bare i Kina, Sydkorea, Brasilien og de andre udviklingsøkonomier. Også vores nærmeste nabo, Tyskland, skal i gang med en storstilet omstilling oven på beslutningen om at udfase A-kraft inden 2022. Her skal vi da stå og lyse som et eksempel på, hvordan man kan foretage skiftet lidt hurtigere og lidt dygtigere end de andre. Vi skal da ligge i front og ikke putte os et eller andet sted nede i midterfeltet.

Beskeden regning og nødvendige investeringer
Og ja, det koster at skifte fra fossile brændsler til kombinationen af energibesparelser og vedvarende energi, men regningen er faktisk yderst beskeden. Lad mig illustrere det med et par tal. I det, regeringen har fremlagt, kommer vi til at betale lidt mere over elregningen til de såkaldte pso-udgifter, men den samlede betaling holder sig faktisk et stykke under det, vi betalte i 2002 og 2004 (før effekten af de aflyste havmølleparker). Er det virkelig en katastrofe? Selvfølgelig ikke.

Og et andet tal. De samlede investeringer, der trækkes over elregningen og statskassen er opgjort til 5,6 milliarder kr. i 2020. Reelt dækker det tal over 3,5 milliarder i tilskud til investeringer og 2,1 mia. kr. i tabte afgifter, fordi vi kommer til at bruge færre fossile brændsler. At de 2,1 mia. kr. skal hentes ind et andet sted, er der ingen mystik i. Og det har der faktisk være bred politisk enighed om i næsten et år. Så, kære tidligere kolleger, kom ned fra træerne og vis os en vej, vi kan være stolte af.

debat@altinget.dk