Grønne organisationer: PSO-kompensationer skal begrænses

DEBAT: Kun virkeligt nødlidende danske virksomheder skal have PSO-kompensation, skriver Det Økologiske Råd og WWF Verdensnaturfonden i et fælles debatindlæg.

Af Søren Dyck-Madsen og Hanne Jersild
Hhv. energimedarbejder i Det Økologiske Råd og seniorrådgiver for klima og energi i WWF Verdensnaturfonden

Tallene for den danske eksport af grøn energiteknologi er lige kommet. De viser, at eksporten voksede med hele 17,6 procent fra 2012 til 2013.

På årsmødet i DI Energi 30. april 2014 blev disse tal fremlagt med glæde og stolthed.

Og resultatet blev underbygget med konstateringer af, at sådanne stigninger i eksporten af grøn teknologi bunder i den stærke danske tradition for brede energiforlig, som sikrer retning og investeringssikkerhed i år fremad.

Jørgen Mads Clausen udtalte som formand for bestyrelsen i DI Energi, at der ikke må skabes usikkerhed om Energiforliget fra 2012, da det er overordentlig vigtigt for hele branchen, at der er et sikkert fundament for investeringer i energisystem og energiteknologi helt frem til 2020.

Synspunktet stod klokkeklart i talen på årsmødet fra klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, som lovede, at energiforliget står fast, men at der naturligvis kan være ting, som skal debatteres undervejs i et otte års forløb.

Begrænset kompensation for højere PSO
Jørgen Mads Clausen fremhævede endvidere, at omkostningerne ved den grønne omstilling af det danske energisystem er noget højere for øjeblikket end forudset ved indgåelsen af Energiforliget.

Og at dette giver problemer især for virksomheder med et højt el-forbrug, som kan have brug for en kompensation.

Rasmus Helveg Petersen fortalte, at han har indkaldt forligsparterne til møde, hvor man vil se på løsninger for den lille gruppe virksomheder, som faktisk har problemer med en stigende PSO. Denne gruppe omfatter under 10 procent af PSO-betalingen.

Det Økologiske Råd og WWF er enige i, at der kan være el-intensive virksomheder, hvor der skal gøres en indsats for at kompensere for stigende omkostninger til PSO.

For at fastholde dansk konkurrenceevne og for at kunne fortsætte den omkostningseffektive omstilling af den danske energisektor gennem energibesparelser og omlægning til vedvarende energi.

Men kompensationen for højere PSO skal begrænses mest muligt og kun ske til de virkeligt nødlidende danske virksomheder.

Vi er som grønne organisationer enige med både Jørgen Mads Clausen og Rasmus Helveg Petersen om, at det er helt afgørende for klimaindsatsen, dansk økonomi og energieksport, at man fastholder Energiforliget og dermed fortsætter den succesrige danske tradition for brede stabile og forudsigelige energirammer.

Forrige artikel Hvor gør energiafgifterne mest skade? Hvor gør energiafgifterne mest skade? Næste artikel Vindindustrien: Ingen kan være tjent med usikkerhed Vindindustrien: Ingen kan være tjent med usikkerhed