Hvor gør energiafgifterne mest skade?

Energiafgifterne i Danmark er høje. I gennemsnit blev energi beskattet med 78 procent mere herhjemme end i EU som helhed i 2011.

Energiforbruget i dansk erhvervsliv er desuden ekstremt uens fordelt. De fem procent mest energiintensive virksomheder tegner sig for hele 40 procent af det samlede forbrug.

Det er forståeligt de store energiforbrugere, som føler konsekvenserne af de høje afgifter mest. Og som kraftigst forlanger byrden sat ned.

Derfor er det også dem, der nyder den største politiske lydhørhed.

Energiintensiv industri tegner sig ikke for nogen stor del af den samlede produktion eller beskæftigelse.

Men hvis de indskrænker produktionen eller flytter til udlandet, kommer afskedigelserne i større koncentrerede klumper. Endda ofte i "udkants-Danmark".

Differentierede afgifter giver større omkostninger
Men når man anlægger en samfundsøkonomisk betragtning, afhænger skadevirkningen af afgifterne ikke af virksomhedens samlede energiregning, men af afgiftssatsens størrelse.

Og skadevirkningen - det såkaldte forvridningstab - vokser tilmed eksplosivt i takt med afgiftssatsen. Som hovedregel vil en fordobling af en afgiftssats medføre en firedobling af forvridningstabet.

Det gælder også, selv om den samlede energiregning for en virksomhed eller forbruger kun spiller en lille rolle i de pågældendes samlede økonomi.

I økonomi er det incitamenterne og beslutningerne på marginalerne, der tæller. Derfor er der et samfundsøkonomisk tab ved energiafgifter, også på de ikke-energiintensive virksomheder.

For et revisionskontor eller en boghandel drejer tabet i produktion og i umiddelbar beskæftigelse sig om få kroner og få minutter. Pointen er imidlertid, at når de samfundsøkonomiske tab lægges sammen, er summen af mange små kilder lige så stor som summen af få, men store.

Målt per krone i betalt afgift er byrden den samme for store som for små.

Derfor er det samfundsøkonomisk en dårlig idé at differentiere afgifterne på energi, så de mindst energiintensive betaler de højeste satser. Den samlede omkostning for samfundet bliver nemlig større, og ofte markant større, end hvis alle har samme afgiftssats.

Den politiske logik
Men her støder den økonomiske og den politiske logik så sammen.

Politisk har det været mere fremkommeligt at pumpe de danske energiafgifter højt op, når det samtidig har været muligt at lempe for de mest energiintensive.

Politikerne er sluppet for store klumper af afskedigelser i "udkants-Danmark" og dæmpet anklagerne fra store virksomheder i medier.

Afskedigelserne er i stedet i højere grad kommet som små skiver hos revisoren, boghandleren - og ikke mindst forbrugeren.

Det har økonomisk set medført meget højere forvridningstab, men langt mindre brok.

I dag er det sådan, at afgiften på f.eks. el er 0,4 øre/kWh for procesvirksomheder, 41,2 øre/kWh til opvarmning og 83,3 øre/kWh for husholdningernes almindelige elforbrug. Afgiftsforskellene er også betragtelige på tværs af energityper.

Generel lempelse af energiafgifterne
Et økonomisk argument for differentieringen til ugunst for de ikke-energiintensive er dog den såkaldte lækagerisiko.

Det har sin oprindelse i en tid, hvor Danmark indførte høje afgifter, uden at omverdenen havde mål og forpligtelser om at nedbringe CO2-udslippet. Lækagen bestod i, at de energitunge virksomheder flyttede sig og deres udledninger til udlandet - og så var man globalt set lige vidt.

Men dels er også omverdenen nu omfattet af reduktionsmål. Og dels er der reelt lækage ved afgifter på alle typer af energiforbrug - om ikke andet så gennem priserne.

Lægger vi afgifter på bilkørsel, vil det kun i begrænset omfang sende danske bilister til udlandet for at køre. Men den danske afgift reducerer den danske efterspørgsel efter benzin, hvilket har en marginal effekt på benzinprisen i andre lande, hvor bilisterne derfor vil køre mere.

Lækage er et generelt problem for et land, der går længere, end man er forpligtet til. Det er ikke begrænset til de meget mobile og energiintensive dele af industrien.

I sidste ende handler det lækageproblem, politikerne forsøger at løse, om lækage af stemmer. Det kan man måske ikke fortænke dem i. Men samfundsøkonomisk er det en underskudsforretning.

Derfor er det vigtigt, at en lempelse af energiafgifterne ved den forestående vækstpakke bliver generel, og at afgiftsstrukturen ikke bliver yderligere fordrejet.

debat@altinget.dk