Fossilfri el og opvarmning i 2035 kræver prioriteringer

DEBATSTAFET: En omstilling af el- og varmesektoren er teknisk mulig og kan gå hurtigt. Men der skal tages vanskelige beslutninger undervejs, lyder budskabet fra direktøren i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Af Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Om 23 år skal el og opvarmning være fossilfri i Danmark. Fra da er det definitivt slut med kul, olie og naturgas til at holde varmen eller sikre lyset i stikkontakten. Det ligger fast, efter at politikerne for nyligt indgik den energipolitiske aftale, som flytter Danmark langt, langt frem på kortet over innovative energilande.

Vi har fået en opgave, som både kan og skal give sig udslag i en række spændende, grønne og energieffektive løsninger til gavn for klimaet, erhvervslivet og for forbrugerne.

Men på disse 23 år skal vi omstille vores eget energisystem radikalt. Med store investeringer til følge.

Farvel til naturgas
Vi skal eksempelvis vinke farvel til en af hjørnestenene i energisystemet, nemlig den dansk-producerede naturgas.

Naturgas har vist sig som en pålidelig og effektiv energikilde, som både har givet individuel opvarmning, kollektiv opvarmning og el.

Ca. 300.000 husstande får i dag deres varme fra individuelle naturgasfyr, og ca. 250 danske fjernvarmeværker har naturgas som brændsel på deres motoranlæg.
Men disse steder skal der gøres noget andet, for udløbsdatoen er sat til 31. december 2034.

De senere år har der allerede været gang i en masse konverteringsprojekter fra individuel naturgas til fjernvarme. Det er ikke sket uden konfrontationer mellem fjernvarmeselskaber og naturgasselskaber.

I byområder, og især byområder, hvor der i forvejen er fjernvarme, er der ingen tvivl om, at husene skal kobles på fjernvarme. Konfrontationerne mellem fjernvarmeselskaber og naturgasselskaber behøver vi jo egentlig slet ikke. For vi kunne jo afklare på forhånd, hvordan tingene skal foregå. Der er allerede en lang række konverteringer, som er foregået stille og roligt og i enighed.

I hvilken hast skal omstillingerne ske?
Det spørgsmål bliver vi nødt til at have afklaret. Folk skal jo ikke tvinges ud i ekstrainvesteringer i at forny udtjente naturgasfyr, når de få år senere skal kobles på grøn fjernvarme.

Ligesom vi også skal gøre op med os selv, hvornår de decentrale fjernvarmeværker skal gøre noget andet end at bruge naturgas. I dag er de reelt bundet til naturgassen og kan ikke uden videre gå over til biomasse eller anden vedvarende energi.

En måde at måde at sikre en samfundsmæssig fornuftig tilbagerulning af naturgassen er, at vi vælger at prioritere.

Varme er i bund og grund en simpel energitjeneste, som man kan få på alle tænkelige måder. Derfor er der ingen grund til, at folk udnytter naturgassen på den dårligst tænkelige måde ved kun at få varme ud af deres individuelle naturgasfyr. Som minimum bør vi få både el og varme ud af brændslet, så vi ikke skal bruge anden brændsel på at producere strømmen andetsteds.

Biogassens gennembrud
Energiforliget rummer også kimen til biogassens gennembrud. Biogas minder på mange måder om naturgas, når det først er produceret. Det kan med forholdsvis små greb puttes ind på det eksisterende naturgasnet, eller det kan ledes direkte over til et decentralt fjernvarmeværk.

Man kunne selvfølgelig sige, at så var løsningen enkel: Omstil al brug af naturgas i el og opvarmning til biogas.

Men det vil være urealistisk, for så mange køer er der trods alt heller ikke i Danmark.

Vi må gennemtænke fremtidens omstilling af naturgas til VE. Vi må prioritere. Det giver den bedste, billigste og samfundsmæssigt mest hensigtsmæssige løsning. Til gavn for miljøet, for erhvervslivet - og ikke mindst for forbrugerne.
 

Forrige artikel De grønne besparelsers sorte får De grønne besparelsers sorte får Næste artikel Ventetiden er slut – nu skal vi i sving Ventetiden er slut – nu skal vi i sving