Forkerte spørgsmål giver forkerte svar

STAFET: Debatten om biomasse bør ikke handle om, hvorvidt træpiller som helhed er bæredygtige eller ej. Debatten bør handle om, hvordan vi kan opstille kriterier, der gør os i stand til at skelne mellem de træpiller, der er bæredygtige, og de, der ikke er bæredygtige, mener direktør i DONG Energy, Anders Eldrup.

Af Anders Eldrup
Adm. direktør, DONG Energy

Reducerer træpiller CO2-udslippet, eller gør de ikke. Det spørgsmål stiller CONCITO i en ny rapport. Men spørgsmålet er forkert stillet. I hvor høj grad træpiller er bæredygtige afhænger af en konkret vurdering af, hvordan de er produceret, bearbejdet og transporteret. Det gælder for træpiller, og det gælder for andre former for biomasse. Efter rapportens offentliggørelse har en række fremtrædende danske forskere da også kritiseret rapporten for blandt andet at bruge et worst case-scenarie og derfra generalisere til alt brug af træ til energi.

Fleksibel og effektiv grøn energi
Mellem 2006 og 2010 har DONG Energy reduceret sit kulforbrug med cirka 40 procent. Men noget skal erstatte kullet, så Danmark fortsat kan have nytte af højeffektiv el- og varmeproduktion, der kan supplere den mere ustabile vindenergi. Det kan såkaldt fast biomasse, specielt træpiller.

Nogle former for træpiller kan være produceret på en måde, så de ikke reducerer CO2-udslippet i forhold til fossile brændsler, og så de skader biodiversiteten. Det handler derfor om at opstille standarder for bæredygtighed, vurdere lokale biomasseressourcer i et konkret livscyklusperspektiv og handle med de leverandører af træpiller, som kan dokumentere, at deres biomasse er bæredygtig.

DONG Energy's træpiller kommer i dag hovedsageligt fra europæiske lande, hvor der er lovgivning, som sikrer opretholdelsen af den eksisterende skovmasse. Det gør det muligt at kontrollere, at de lagre af CO2, som biomassen udgør, samlet set opretholdes, og at biodiversiteten beskyttes. Efterhånden som efterspørgslen på biomasse i Europa stiger, forventer DONG Energy at øge importen af træpiller fra lande uden for Europa for at kunne give danskerne mere grøn el og varme.

Stil krav
I dag findes der ingen generelle retningslinjer for bæredygtig fast biomasse. Indtil der kommer sådanne retningslinjer, har DONG Energy sammen med andre europæiske energiselskaber udarbejdet otte bæredygtighedskriterier for anvendelsen af træpiller. Træpiller til brug i el- og varmeproduktion skal

  • reducere udledningen af drivhusgasser markant sammenlignet med fossile brændsler

  • undgå reduktion af eksisterende naturlige kulstoflagre

  • beskytte biodiversiteten

  • bevare eller forbedre jordkvaliteten

  • bevare eller forbedre vandkvaliteten

  • bevare eller forbedre luftkvaliteten

  • ikke true produktion af mad og vand og lokal brug af biomasse, hvis den er vigtig for lokal samfundets eksistens

  • bidrage til forbedret levestandard, samt medarbejderes og lokalsamfundets velfærd

DONG Energy er sammen med sine partnere i gang med at vurdere, hvordan vi kan føre principperne ud i livet og sikre en transparent vurdering af vores leverandører af træpiller. Det er DONG Energy's vurdering, at der på globalt plan er et stort potentiale for produktion af bæredygtig biomasse.

Fælles europæiske retningslinjer
CONCITO rejser en relevant problematik, men stiller desværre det forkerte spørgsmål og når derfor frem til et misvisende svar. Det interessante spørgsmål er ikke, om biomasse som helhed er bæredygtigt eller ej, men hvilke konkrete biomasseressourcer der er bæredygtige, og hvilke der ikke er.

For at besvare det spørgsmål er der brug for konkrete bæredygtighedskriterier. I fraværet af fælles retningslinjer har DONG Energy selv formuleret et sæt kriterier, og vi støtter op om den analyse af bæredygtig anvendelse af biomasse, som regeringen har annonceret. Næste skridt bør være at sikre, at EU landene formulerer fælles europæiske bæredygtighedskriterier.

Læs mere om DONG Energy's initiativ for bæredygtig biomasse her. Linket henviser til GDF-Suez' hjemmeside, der i opstartsfasen af initiativet lægger hjemmeside til initiativet, der går under navnet "Industrial Wood Pellet Buyers".

Forrige artikel Realisme i klimadebatten, tak! Realisme i klimadebatten, tak! Næste artikel Også urørt naturskov lagrer CO2