Efter ”dyster” klimarapport: SF savner dansk strategi forud for klimatopmøde

Hidtil uset klimahandling er nødvendigt, hvis Parisaftalens 1,5 graders målsætning skal nås. SF vil fremrykke dansk klimamål og have regeringens strategi og politik for efterårets store klimatopmøde frem i lyset.

Alarmklokkerne bør bimle og bamle, lød det fra klimaminister Dan Jørgensen oven på den nye, store statusrapport fra FN’s klimapanel.

Den socialdemokratiske klimaminister lægger dog ikke op til, at Danmark skal øge sine ambitioner på klimaområdet, men at kræfterne skal lægges i at få andre af verdens lande med på at følge det danske eksempel.

Hvad der ligger i det, skal han nu forklare på et samråd indkaldt af SF.

Regeringens støtteparti vil nemlig kende den danske strategi og politik for det klimatopmøde til november i Glasgow, der kommer til at stå på ryggen af den nye klimarapport.

”Den nye statusrapport giver et dystert overblik over de klimakatastrofer, vi har i vente med den kurs, verden lægger for dagen i dag. Derfor er det helt centralt for efterårets klimatopmøde, at verdens lande forpligter sig til langt flere CO2-reduktioner,” siger SF’s klimaordfører Signe Munk.

Strategi og politik frem i lyset
Klimatopmødet skal overordnet forsøge at holde liv i målet fra Parisaftalen om, at de globale temperaturstigninger ikke stiger mere end 1,5 grader i år 2100 sammenlignet med før-industriel tid.

Ifølge forskningen har vi i allerbedste fald retning mod 1,6 grader før 2050, og når vi for langt over halvanden grads stigning, så risikerer man, at de globale klimaforandringer og konsekvenser kommer ud af kontrol og bliver umulige at bremse.

I Glasgow er det håbet, at 1,5 graders målet holdes i live ved at indmelde nye nationale klimaplaner, lave aftaler om klimafinansiering til verdens fattige lande og nye regler for handel med klimakreditter og kvotesystemer.

”De emner, Dan Jørgensen som den danske udsending, kommer til at tage op, ønsker vi som et klimabekymret parti i Folketinget at have indsigt i og påvirke. Jeg er bekymret for, at hvis vi ikke spørger, så får vi ikke noget at vide,” siger Signe Munk om, hvorfor ministeren er indkaldt i samråd.

Der skal sadles om - hurtigt 
Danmark forhandler primært gennem EU på klimatopmødet, men danske alliancer med andre lande og aktører skal være med til at trække topmødet i en ambitiøs retning. Og skal topmødet være en succes ifølge SF’eren, så vil store udledere som Kina, Indien og USA ende ud med mere ambitiøse reduktionsmål.

”Det er afgørende, at vi får ministeren på banen nu. Klimaforhandlingerne foregår ikke kun, når verdens spidser samles i Glasgow, de foregår i lang tid op til. For eksempel med at fastlægge EU’s forhandlingsposition. Danmark kan selvfølgelig ikke spille en afgørende rolle inden for alle emner, så derfor er det vigtigt, at vi får prioriteret og vi får dannet alliancer, inden vi står på klimatopmødet,” siger Signe Munk.

Den nye klimarapport slår fast, at det er nødvendigt med hidtil uset klimahandling, hvis Parisaftalens 1,5 graders målsætning skal nås. Er 1,5 graders målsætningen overhovedet realistisk?

”Det kræver, at der sadles om og det går hurtigt. Og det står jo i klar modsætning til den klimahandling, verden leverer lige nu,” siger Signe Munk og fortsætter:

”For at holde os under 1,5 grader, så kræver det ikke bare mål om klimaneutralitet om 30 eller 40 år. Det kræver vidtgående handling på den korte bane. Så vil der være mulighed for at overholde 1,5 graders eller 2 graders målsætningen, men det vil kræve indgribende politisk handling. Det er netop det, klimatopmødet i Glasgow skal bruges til at presse på for.”

Vil fremrykke dansk klimamål 
Gør Danmark selv nok for at leve op til 1,5 graders målsætningen?

”Det gør vi ikke med den handling, der er lagt for dagen nu. Men vi har lavet en god klimalov, hvor vi siger klart og tydeligt, at den politiske forpligtelse er at levere efter 1,5 graders målet og har sat et mål om 70 procent reduktion i 2030. Vi har også fået et godt 2025-mål, som er vigtigt set i lyset af det her påtrængende behov for at reducere drivhusgasudledningerne hurtigt. Men der er stadig en helt afgørende opgave i konkret at komme i mål på det," siger hun og peger på, at SF mener det blandt andet skal ske med en klimaplan for landbruget, en høj ensartet pris på CO2, væk med kul i opvarmning inden 2025 og flere klimatiltag i transportsektoren.

Er det tilstrækkeligt, at Danmark har et mål om at være klimaneutral i 2050, hvis vi skal leve op til 1,5 graders målsætningen?

”Nej, det er det ikke. SF’s politik er, at et rigt foregangsland som Danmark skal være klimaneutralt i 2040. Og det kommer vi til at arbejde for at finde et flertal for,” Signe Munk.

Klimatopmødet COP26 i Glasgow starter 1. november og varer frem til 12. november.

Forrige artikel Dan Jørgensen: Klimarapporten indeholder en stor og alvorlig nyhed Dan Jørgensen: Klimarapporten indeholder en stor og alvorlig nyhed Næste artikel Støttepartier og ngo’er efterlyser større klimahjælp oven på ny FN-rapport: ”Vi kan se frem til millioner af klimaflygtninge” Støttepartier og ngo’er efterlyser større klimahjælp oven på ny FN-rapport: ”Vi kan se frem til millioner af klimaflygtninge”