DONG, Goldman Sachs og falske CO2-regnskaber

DEBAT: Det danske eksempel på realisering af "den grønne omstilling" kan blive et eksempel på forfalskning af CO2-regnskabet. En forfalskning, der kan lykkes, så længe man kan bilde folk ind, at skovene optager CO2 fra træpiller, men ikke CO2 fra kul, skriver Klaus Illum.

af Klaus Illum,
Ph.d. og indehaver af ECO Consult

Der tegner sig et netværk af sammenfaldende økonomiske interesser, når Finansministeriet nu vil forlove DONG med de af Goldman Sachs kontrollerede skattely-selskaber, samtidig med at DONG i sine kraftvarmeværker vil udskifte kul og naturgas med træpiller leveret af bl.a. den store amerikanske skov-koncern ENVIVA, som Goldman Sachs også har finansielle interesser i.

Da afbrænding af træpiller siges at være "CO2-neutral", mister staten indtægter fra CO2-afgifter på kul og naturgas, mens DONG får en økonomisk fordel, som bidrager til forøgelsen af DONG-aktiernes værdi. Udskiftningen af kul og naturgas med træpiller fra ENVIVA er således fordelagtig for Goldman Sachs, men et dræn i den danske statskasse.

Goldman Sachs vil derfor sammen med DONG's ledere, som har udsigt til million-gevinster ved en stigning i DONG-aktiernes værdi, gøre alt for at forhindre en CO2-afgift på træpiller - selvom det er en forfalskning at regne træpiller som et CO2-neutralt brændsel.

At en aktivitet eller proces er "CO2-neutral" betyder, at den (over en årrække) ikke medfører nogen ændring af atmosfærens CO2-indhold, i forhold til hvad det ville have været uden denne aktivitet eller proces.

Forfalskning af CO2-regnskabet
Hvis brug af træpiller var CO2-neutralt, skulle den mængde CO2, der udledes til atmosfæren ved træfældning, tørring, forarbejdning, transport og afbrænding, således modsvares af en lige så stor forøgelse af klodens CO2-optag fra atmosfæren - i skovene eller hvor som helst (med fradrag af den formindskelse af det "naturlige" udslip ved forrådnelse af dødt træ, der sker i det omfang, træpiller fremstilles af dødt træ).

Tilvejebringelse og afbrænding af store mængder træpiller medfører imidlertid ikke nogen forøgelse af CO2-optaget fra atmosfæren, men tværtimod en formindskelse af skovenes CO2-optag i en årrække efter træfældningen. Brugen af træpiller forøger således atmosfærens CO2-indhold lige så meget som brugen af kul, men det er bedre at bruge kul, så man undgår træfældning.

Således kan det danske eksempel på realisering af "den grønne omstilling" blive et eksempel på forfalskning af CO2-regnskabet. En forfalskning, der kan lykkes, så længe man kan bilde folk ind, at skovene optager CO2 fra træpiller, men ikke CO2 fra kul.

Forrige artikel EU havde skyld i DONG-salget til Goldman Sachs EU havde skyld i DONG-salget til Goldman Sachs Næste artikel Forbyd skifergassen i hele EU Forbyd skifergassen i hele EU