DF: Fokus bør rettes mod boligernes energiforbrug

DEBAT: Der bliver allerede bygget nye boliger med lavt energiforbrug, men den eksisterende bygningsmasse bør også optimeres, mener Dansk Folkepartis Mikkel Dencker. Det kræver dog både rådgivning og hjælp til finansiering til de private boligejere, hvis det skal lykkes.

Af Mikkel Dencker (DF)
Energi- og klimaordfører

Når Danmark i de kommende 14 år skal leve op til EU's krav om reduktion af CO2-udledningen, er det ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti foretrækker, at det sker ved, at vi sparer på energien i stedet for at subsidiere os til mere grøn produktion.

Der er god samfundsøkonomi i at holde op med overflødigt overforbrug, også når det gælder energi. Langt bedre samfundsøkonomi end at udbetale subsidier til særligt udvalgte produktionsformer. Det var jeg allerede inde på i mit første indlæg.

Fokus på boligerne
I Dansk Folkeparti vil vi pege på, at en nedbringelse af energiforbruget i vores boliger er et centralt sted at sætte ind. Vi er allerede rigtig gode til at bygge nye bygninger, så de har et meget lavt energiforbrug, så lad os udnytte denne viden til også at optimere den eksisterende bygningsmasse.

Her ligger der nemlig et stort potentiale. En stor del af bygningsmassen er nemlig opført ud fra standarder, som ikke tåler sammenligning med nutidig praksis for isolering og energiudnyttelse, og er for en stor dels vedkommende heller ikke energirenoveret inden for nyere tid.

Derfor ligger et kæmpe potentiale her, som både kan komme bygningsejeren, samfundsøkonomien samt CO2-målopfyldelsen til glæde.

For de professionelle bygningsejeres vedkommende er vi allerede nået et godt stykke af vejen: Private virksomheder og den offentlige sektor har, for en stor dels vedkommende, en god viden om, hvordan man skal energioptimere sine bygninger og samtidig også sikre god adgang til rådgivning og den nødvendige kapital til at foretage investeringen.

Uoverskueligt for de private
Men tilbage står den private boligejer, for hvem en energirenovering kan være ganske uoverskuelig. For langt de fleste boligejere har ikke den faglige indsigt i, hvad der kan betale sig at investere i, og måske heller ikke viden om, hvor man kan få adgang til rådgivning på området.

Ligeså kan det for mange knibe med at finansiere en energirenovering af boligen, især hvis man bor i et område af landet, hvor realkreditinstitutterne er tilbageholdende med at låne penge ud.

Kan vi få skabt og udbredt det rette koncept, hvor boligejeren kan tilbydes uvildig rådgivning om energirenovering og økonomien i denne, koblet sammen med adgang til finansiering, tror jeg, vi kan komme rigtig langt ad denne vej.

Det er et koncept med mange fordele: dels får boligejeren en bedre husholdningsøkonomi og en mere attraktiv bolig, når den skal sælges, men energirenoveringer skaber også beskæftigelse i håndværksfagene, som jo til tider er hårdt ramt af konjunkturernes nedture. Og sidst, men ikke mindst hjælper det med opfyldelsen af EU's krav om reduktion af CO2-udledningen fra boliger.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Lad os få energieffektivisering på dagsorden Dansk Byggeri: Lad os få energieffektivisering på dagsorden Næste artikel EL: Kære landbrug – kom nu ind i (klima)kampen EL: Kære landbrug – kom nu ind i (klima)kampen