COP20 i Lima – et vigtigt skridt på vejen til en global klimaaftale i Paris
DEBAT: På trods af en række positive forhandlinger om en kommende klimaaftale i Paris er der visse knaster, der skal ryddes af vejen. Blandt andet er forholdet mellem i- og ulande utidssvarende. Det skriver klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).
Af Rasmus Helveg Petersen (R)
Klima-, energi- og bygningsminister
Da jeg i august var i Grønland, kunne jeg både høre og mærke indlandsisen knage ildevarslende under mine fødder. Og da jeg i oktober stod i København med IPCC-rapporten i hænderne, blev den samme alvor dokumenteret sort på hvidt: Vi kan ikke vente længere med at handle, hvis vi skal forhindre temperaturerne i at stige yderligere. Nu er jeg hjemvendt fra Peru, hvor COP20 netop har fundet sted – en COP, som har sat retning for en global klimaaftale i Paris næste år.
Det var svære spørgsmål, der skulle løses i Lima. Men trods lange forhandlinger blev vi enige om, hvad landenes bidrag under den nye aftale bør omfatte. Vi nåede også til enighed om processen frem mod Paris og en første skitse til elementerne i en aftale i Paris. Det giver os et grundlag for det videre arbejde. Derudover får vi sat fokus på at nedbringe de globale udledninger, også før 2020, hvor den nye aftale træder i kraft.
Et af de spørgsmål, vi til gengæld ikke fik løst i Lima, er, hvordan der skal tages højde for landenes forskellige udvikling, når de fremover skal reducere deres udledninger. Klimakonventionen fra 1992 har nemlig en skarp opdeling mellem kravene til henholdsvis i- og ulande.
Opdeling af i- og ulande er utidssvarende
Men opdelingen er ikke tidssvarende. Eksempelvis er lande som Singapore og Qatar kategoriseret som ”ulande”. Det er de, selv om de har langt højere BNP end en række EU-lande. I det hele taget vil den globale vækst i energiforbrug og udledninger ofte finde sted i de større vækstøkonomier frem for i de traditionelle ilande. Derfor skal en ny aftale også afspejle den virkelighed.
COP20 var kulminationen på et år med nye og positive takter i forhold til klimadagsorden. USA og Kina har kastet sig positivt ind i kampen og annonceret nye klimamål. Og i EU har vi forpligtet os til en 40 procents reduktion af drivhusgasserne i EU i 2030 (sammenlignet med 1990). I Danmark har vi et mål om en 40 procents reduktion allerede i 2020, og regeringen arbejder for et fossilfrit dansk samfund i 2050.
Lima var den sidste store mellemstation på vejen til COP21 i Paris, hvor en global klimaaftale efter planen skal vedtages i december 2015. Vejen bliver næppe uden bump, og forhandlingerne viste, at de største politiske slagsmål skal tages i Paris.
Investering i fremtiden
I Danmark har vi flere eksempler på gode synergier mellem grøn omstilling og økonomisk vækst. Vi har fokuseret på den grønne omstillings muligheder fremfor kun at se udfordringer. Den tilgang har jeg bragt videre til mine kolleger ved COP20, og jeg vil fortsætte med det samme fokus frem til COP21.
Der venter som sagt mange forhandlinger forude, hvis vi skal i mål. Og det vil næsten altid være pengene, der bliver brugt som argument for ikke at løfte ambitionerne. Udgifterne er for store, lyder det. Men argumentet holder ikke. Grøn omstilling er en investering i fremtiden.
Derfor er der behov for mere end forhandlinger på vejen frem mod Paris. Der er brug for handling – og det er noget af det, vi i Danmark sætter i gang med de bilaterale energisamarbejder, vi har med Kina, Mexico, Sydafrika og Vietnam; samarbejder jeg tidligere har nævnt her på Altinget. Vi må insistere på at udvise grønt lederskab i tiden, der kommer. Det er nemlig rigtigt, at det kan blive dyrt. Men det er vel at mærke, hvis vi lader være …
Vandkande til vækst eller udvandet vækstplan?
Det er ikke nok at slukke på stikkontakten
