Brancheorganisation: Vi kan ikke undvære olie og gas

DEBAT: Vi vil i de kommende år efterspørge langt mere energi, end produktionen af såvel olie som vind kan dække. Derfor skal vi producere egne ressourcer, skriver administrerende direktør i Olie Gas Danmark, Martin Næsby.

Af Martin Næsby
Adm. direktør, Olie Gas Danmark

Det er ikke et ”enten eller”, når det handler om fordelingen mellem vedvarende og fossile energikilder. Den danske olie- og gasindustri står ikke i vejen for den grønne omstilling, og mit synspunkt er, at vi skal se det som et ”både og”.

Under omstillingen til mere vedvarende energi skal vi som nation gå efter at indvinde så meget olie og gas fra Nordsøen, som det er rentabelt at indvinde for virksomhederne i den danske olieindustri og for det danske samfund. Der er et stort potentiale i Nordsøen, og det vil på mange måder være en kæmpe gevinst for landet, at vi producerer det.

Stort behov for olie og gas
For det første fordi Danmark og den øvrige verden i en lang årrække fremover har brug for olie og gas. IEA anslår en stigning på 11 procent frem mod 2040 – Energistyrelsen anslår, at det danske olie og gasforbrug vil være stort set konstant de næste ti år.

Årsagerne er først og fremmest, at flere og flere efterspørger energi, og at man fortsat har en udfordring i forhold til hele transportsektoren og i forhold til lagring af vedvarende energi.

Derfor vil den verden, vi kender i dag, hvor transport af mennesker og varer over store og små afstande er grundlaget for vores velstand, ikke være mulig uden olie og gas.

Et dansk ophør af produktion i Nordsøen vil ikke betyde, at vi holder op med at rejse med fly, køre i bil eller efterspørge importerede forbrugsgoder. Danmark er som det eneste land i EU selvforsynende med olie og gas, men uden produktion fra Nordsøen vil vi være nødsaget til at skulle importere fra udlandet.

Det betyder, at vi igen bliver kritisk afhængige og følsomme over for verdensmarkedets udbud. En hel generation husker oliekrisen i 1973 og de bilfri søndage, hvor sårbarheden ved, at man som samfund er afhængig af energi udefra, blev skåret ud i granit.

Samtidig vil vi ikke have nogen indflydelse på, under hvilke forhold den olie og gas, vi importerer, er produceret under – hvor vi i Danmark producerer olien under ordnede forhold for medarbejderne og under høje miljøkrav.

Økonomisk værdi i samfundet
Foruden den energimæssige forsyningssikkerhed skaber den danske olie- og gasindustri stor økonomisk værdi i samfundet. Udover milliardindtægterne fra kulbrinte- og selskabsskat, har industrien skabt omkring 35.000 arbejdspladser i Danmark. Næsten halvdelen af de arbejdspladser er placeret i Region Syd, og i Esbjerg er hvert 10. job et olierelateret job.

Et ophør af Nordsøproduktionen er derfor ingen gevinst for nogen. Vi skal selvfølgelig hele tiden blive mere energieffektive, køre længere på literen og forbruge olie og gas forsvarligt i fremtidens energimix, men vi vil i de kommende år efterspørge langt mere energi, end produktionen af såvel olie som vind kan dække.

Derfor skal vi producere egne ressourcer og få den gevinst, vi kan høste af det.

Forrige artikel Greenpeace: Jagten efter ny olie og gas må stoppe Greenpeace: Jagten efter ny olie og gas må stoppe Næste artikel De Frie Energiselskaber: Der skal kastes lys over elmonopolernes pengeforbrug De Frie Energiselskaber: Der skal kastes lys over elmonopolernes pengeforbrug