Energistrategi 2050. Med to store udfordringer

DEBAT: Hvis vedvarende energi skal udgøre en større del af Danmarks samlede energiforbrug, er det nødvendigt at reformere afgiftssystemet, skriver Jørgen Lundsgaard (K).

Af Jørgen Lundsgaard (K)
Energiordfører

Første store udfordring for regering og opposition, hvem det end måtte være, bliver at  indgå et forlig som forbrugerne, energiindustrien og forsyningsindustrien tror på. Og det skal være et forlig, som har den nødvendige tidshorisont. Et forlig som forsvarsforliget etc.

Nødvendige investeringer
Så vil forbrugerne, energiindustrien og forsyningsindustrien også være parate til at foretage de investeringer, som er nødvendige. Og så sikrer vi os, at Danmark som første land med en politik som gør os uafhængig af fossilenergi også får fordelene af at være "Først på Markedet".

Det vil sige, at dansk forskning og udvikling, energiindustrien og forsyningsindustrien får udfordringen og dermed muligheden for at udvikle og demonstrere og sælge løsninger først på et stabilt og motiveret hjemmemarked.

Mere vedvarende energi
Men energistrategien medfører også en anden stor udfordring: Med en plan, hvor vedvarende energis andel af Danmarks samlede energiforbrug hæves fra de nuværende 19 procent til over 33 procent i 2020, og vindkraft samtidig skal dække over 40 procent af elforbruget, bliver el den altdominerende energistreng i dansk energiforsyning.

Også i varmeforsyningen, fordi elværkernes spildvarme ikke bliver til rådighed, og villaejernes oliefyr forsvinder.

Vinden blæser ikke som energiforbruget
Men vinden blæser ikke som elforbruget. Så lastudjævning bliver det store problem. Hvordan gemmer vi energien, så vi undgår endnu større prisudsving end nu?

Energinet DK og andre har allerede erkendt udfordringen og peget på mulige løsninger ved hjælp af det såkaldte "Smart Grid", som blandt andet består af samkøring af elsystemet med det nordiske og europæiske elnet.

Men før denne løsning bliver funktionel, kræver det meget "tykkere" kabler til omverdenen og kontakt fra Afrika til Nordkap og over 3-5 tidszoner. Det bliver et gedigent stykke internationalt arbejde, som tager tid.

Afgiftsreform nødvendig
En anden del af "Smart Grid" er at tilpasse danskernes forbrug efter vinden. Og det kan man et stykke hen ad vejen gøre ved at indføre intelligente elmålere med differentierede priser. Så kan forbrugerne for eksempel køre med varmepumperne etc., når el er billig, og bruge fra varmelager, når el er dyr.

Men det kræver, at forbrugerne har en virkelig differentieret elpris. Og det har man ikke med den nuværende afgiftsstruktur, som er en punktafgift, hvor den altdominerende del af elprisen er afgift. Det er derfor nødvendigt med en afgiftsreform med en enklere og progressiv afgift.

En sidste del af "Smart Grid" er elbiler, som hidtil til trods for afgiftsfritagelse har haft svært ved at slå igennem på grund af begrænset rækkevidde og lang ladetid. Men tykke udlandskabler, elbiler og varmepumper kan ikke alene indpasse vindkraften.

Gasnet er løsning
Hvad kan vi gøre? Vi kan bruge syntetisk grøn gas og gasnettet.
Syntetisk, grøn gas fremstilles via brint og elektrolyse af billig vindmøllestrøm - og af forskellige typer biomasse via forgasning. Også opgraderet biogas kan fødes ind i et grønt gassystem.

Her ligger det helt store lager- og lastudjævningspotentiale. Det kan, ved brug af de eksisterende gaslagre i Danmark, lagre helt op til 11.000 GWh, hvis der er tale om methan og omkring 3.000-4.000 GWh, hvis man vælger at lagre brint fra elektrolysen direkte (brint har en lavere energitæthed pr. volumenenhed end methan).

Billig gas
Og gassen er svær at konkurrere med: Investeringsprisen i disse lagre er 1 krone pr. kWh methan (kun selve lagerdelen), mens varmelageret tilsvarende koster 3-7 kroner pr. kWh varme. Og så kan vi med brændselsceller lave el af gassen igen, når den er dyr. Det er en enestående mulighed for dansk teknologi, som netop har kompetencer på disse områder. Men her kræves også en reform af afgiftssystemet.

Men via Energistrategi 2050 er vi parat til at tage udfordringen op. Og gøre Danmark til verdens Demonstratorium for grøn energi.

Forrige artikel Udskiftning af naturgas med fjernvarme er en del af klimaløsningen Udskiftning af naturgas med fjernvarme er en del af klimaløsningen Næste artikel Når bilindustrien vinder, så taber innovationen og væksten Når bilindustrien vinder, så taber innovationen og væksten