Når bilindustrien vinder, så taber innovationen og væksten

DEBAT: Nøglen til økonomisk vækst i EU er innovation og omstilling. Desværre er EU's politikere dårlige til at udnytte mulighederne for at skabe vækst, skriver Britta Thomsen (S).

Af Britta Thomsen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I perioden op til det fejlslagne klimatopmøde i december 2009 i København var den grønne bevidsthed hos såvel borgere som politikere i top. Bekæmpelse af klimaforandringerne stod højt på den politiske dagsorden. Men i forlængelse af fiaskoen i Bella Center og i takt med, at konsekvenserne af den verdensomspændende økonomiske krise gik op for alle, flyttede fokus sig fra klima til økonomiske reformer og nye vækststrategier.

Desværre er der ikke mange politikere, der har kunnet se den ellers åbenlyse kobling mellem bekæmpelse af klimaforandringer og skabelse af ny vækst. Nøglen til økonomisk vækst og nye arbejdspladser i EU er nemlig innovation og omstilling.

EU udnytter ikke muligheder
Et dugfrisk eksempel på, at EU slet ikke udnytter de muligheder, vi har for at blive first-mover, når det gælder om at skabe nye arbejdspladser gennem innovation, der bekæmper klimaforandringerne, er det politiske slag om grænser for CO2-udledningen for nye varebiler.

På trods af at EU-Kommissionen fremlagde et relativt ambitiøst udspil om, at varebiler fra 2020 kun måtte udlede 135 gram CO2 pr. kilometer, så lykkedes det desværre et flertal i henholdsvis Ministerrådet og Europa-Parlamentet at lave en aftale om varebilerne, som tillader udledninger på op til 147 gram CO2 pr. km.

Sats på fremtidens løsninger
Bilindustrien havde naturligvis udsat alle betydningsfulde aktører for massiv lobbyisme for at sikre sig, at grænseværdierne ikke blev for ambitiøse - og det lykkedes altså. Men det er en skam, for bilindustriens kortsigtede interesser er ikke EU's langsigtede interesse.

Hvis vi skal kunne konkurrere med vækstøkonomierne i Asien, så skal vi satse på fremtidens løsninger, hvilket blandt andet er klimavenligere biler. Dermed ville vi kunne skabe den nyeste viden og de nyeste løsninger, der ville kunne eksporteres til hele verden.

Fremtiden byder på chancer
Desværre missede EU chancen for at sætte innovation i højsædet i aftalen om varebilerne. Men fremtiden byder på andre muligheder, og de skal gribes, for ellers bliver det svært på længere sigt at opretholde vores velstands- og velfærdsniveau i Europa.

Tommelfingerreglen for fremtiden lyder nemlig: De, der først får omstillet erhvervs- og industripolitikken til en klimavenlig fremtid, er også de, der står bedst rustet i den globale konkurrence.

Forrige artikel Energistrategi 2050. Med to store udfordringer Energistrategi 2050. Med to store udfordringer Næste artikel Sønderborg satser på geotermi og biogasanlæg