Regeringen nøler med klimatilpasningsarbejde

DEBAT: Det vil i den kommende tid kræve store investeringer at klimatilpasse de kommunale veje, men kommunerne får ingen hjælp fra regeringen, mener Ib Doktor fra KTC's vejgruppe.

Af Ib Doktor
Formand for KTC-faggruppen Veje, Trafik og Trafiksikkerhed
Vej- og parkchef, Fredericia Kommune

Vejret ændrer sig i Danmark. Fremtidsvurderingerne siger, at vintrene bliver vådere og somrene mere tørre. Regnvejr bliver til ekstrem regn, den såkaldte monsterregn. Vi ser problemerne allerede nu flere steder i landet. Grundvandet vil stige, og der er brug for sammenhængende løsninger.

Veje kan ikke tåle vand. Derfor stiller et ændret klima større krav til vejenes beskaffenhed. Veje, broer og dæmninger undermineres, og det stigende grundvandsspejl giver opdrift, så vejenes 'fundament ' bliver svækket. Når vejene indeholder mere fugtighed, mindskes bæreevnen, og der opstår huller i belægningerne. Det vil i de kommende årtier kræve endog meget store investeringer i at klima - og fremtidssikre det kommunale vejnet, som andrager ca. 70.000 km. offentlige veje.

KTC-faggruppen for Veje, Trafik og Trafiksikkerhed (VTT) peger derfor på, at manglen på fælles overordnede strategier, indsatser og budgetter til klimatilpasning i kommunerne risikerer at føre til en markant fordyrelse af den danske klimatilpasning, fordi den ikke tænkes ind i al nuværende planlægning. VTT ser således et markant behov for at stat og kommuner snarest udarbejder en fælles klimatilpasningsstrategi med klare mål, regler og finansiering.

En ad hoc-strategi
Hvad har regeringen så gjort for at imødegå udfordringerne fra klimaændringerne? Stort set ingenting! De har valgt en ad hoc-strategi for klimatilpasning. En strategi, der lugter meget af at undgå et økonomisk medansvar for klimatilpasningerne og måske også for at lukke øjnene for de milliardstore udgifter, klimatilpasningerne stiller det danske samfund overfor. Hvis man lukker øjnene længe nok, forsvinder udgifterne sikkert, synes de ministerielle strategier at være. Det er bare ikke godt nok!

Kommunerne har fulgt ad hoc-strategien, og alligevel oplever vi, at de ansvarlige ministre kritiserer kommunerne for indsatserne. Kritikken skal kommunerne høre til trods for, at regeringen faktisk har ødelagt kommunernes muligheder for at planlægge og prioritere indsatserne ved klimaudfordringerne bl.a. gennem krav om adskillelse mellem kommuner og vandselskaber.

Konsekvensen heraf har for mange kommuner været, at ekspertisen på kloakområdet, der før lå i kommunernes tekniske forvaltninger, nu er overført til de nye vandselskaber.

I erkendelse af trafik - og transportsektorens store samfundsmæssige betydning, hvorved vejenes tilstand og vedligeholdelse spiller en central rolle, har KL i pjecen 'Kommunernes Klimaudspil 2009' givet et bud på, hvordan kommunerne og staten sammen kan løfte klimaudfordringerne både teknisk og økonomisk.

I KTC er vi meget forundrede over regeringens valenhed på dette vigtige område.

Forrige artikel Vindkraft som samfundsøkonomisk klimastrategi Vindkraft som samfundsøkonomisk klimastrategi Næste artikel Sparer vi energibesparelser væk?
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.