Alternativet: Det skal kunne betale sig at cykle

Vi bør arbejde for, at 30 procent af al transportarbejdet i 2030 foregår på cykel. Derfor har vi brug for en visionær cykelpolitik, som kan stå i centrum for en national mobilitetspolitik, skriver Christina Olumeko (ALT).

Siden 2014 har et stigende antal danskere fravalgt cyklen. Det skyldes, at Danmark i mange år ikke har arbejdet strategisk med cyklisme. 

Infrastrukturplan 2035 er desværre ikke en undtagelse. I aftalen afsætter vi kun tre milliarder kroner ud af 161 milliarder kroner til cyklisme. Samtidig er aftalen blottet for konkrete mål for cyklisme. I stedet er aftalen mest af alt penge til at bygge cykelstier hist og her. 

Men vi skal tænke langt større. Det enkle spørgsmål er, hvad gør det attraktivt at skifte fra sæde til sadel - og hvad er vores mål?

Alternativet mener, at vi bør arbejde for, at 30 procent af al transportarbejdet i 2030 foregår på cykel. Vi kommer derhen med en kombination af mange forskellige tiltag.

Derfor skal vi udarbejde en samlet plan, hvor de enkelte elementer understøtter hinanden. Cyklisme gavner nemlig både klimaet, folkesundheden og miljøet, så vi skal i gang i en fart. Her er nogle af de vigtigste elementer, som en cykelpolitik bør indeholde.

Indfør et fradrag for cyklister 

Vi skal starte med de økonomiske incitamenter.

For hver kilometer, der cykles, opnår samfundet en gevinst på cirka otte kroner.

Men det kan i dag ikke mærkes på pengepungen for den enkelte cyklist.

Det betyder, at cyklen - sammenlignet med privatbilen - ofte vil virke som et dårligt alternativ, selvom det helt modsatte er tilfældet.

Derfor skal vi indføre et befordringsfradrag særligt rettet mod cyklister. 

Vi foreslår, at fradraget gælder for pendlere, der cykler mellem to og 24 kilometer på arbejde. Hvis fradraget er to kroner per kilometer vil halvanden million danskere, svarende til halvdelen af arbejdsstyrken, kunne få fradrag for 16 kilometer per dag for 2,5 milliarder kroner.

Befordringsfradraget til cykler er penge, som kan tjene sig ind igen i form af øget sundhed, mindre trængsel og CO2-reduktioner, færre nye motorveje og motorvejsudvidelser.

Fradraget skal implementeres ved en statslig app på mobiltelefonen.

Bilen skal være et dyrere valg

Vi kommer dog ikke uden om bilen i rummet.

Der er nemlig ikke tvivl om, at privatbilen skal være dyrere, hvis vi skal lokke flere bilister ud af bilerne og op på jernhesten.

Biler er nemlig stærkt vanedannende, og samtidig er privatbilen underbeskattet, når man tager højde for bilens forurening, CO2-udledning, trængsel og de efterfølgende trafikulykker.

En seriøs cykelstrategi skal derfor ikke bare fokusere på cyklisme.

Den skal også tage højde for sammenhængen mellem cyklisme og bilisme. Det kræver, at bilen bliver dyrere at køre i form af både højere dieselafgift og roadpricing.

{{toplink}}

At få flere til at cykle handler i høj grad også om at skabe fremkommelighed, sikkerhed og tryghed.

Alle tre faktorer kræver en stærk cykelinfrastruktur.

Staten skal derfor overtage planlægningen af supercykelstierne fra kommunerne. Supercykelstier skal ganske enkelt have samme status, som motorveje i dag har.

Ved at lægge supercykelstier ind under staten kan vi forenkle planlægningen, og staten kan sikre den fremdrift, som kommunerne ikke har kunnet. 

Det skal være nemmere og billigere at tage cyklen med i toget

Privatbilen er i dag associeret med status og komfortabel livsstil. Det er ikke på samme måde tilfældet med cyklen.

Det skal være lækkert og nemt at cykle, og det kræver, at vi skruer på en lang række håndtag.

Vi skal blandt andet gøre det nemmere at kombinere cykler og togrejser. Derfor skal vi efter hollandsk forbillede lave perron-nær cykelparkering, som er i konstruktion og med vagter til at beskytte cyklerne fra hærværk og tyveri.

{{toplink}}

Samtidig skal der ved hver station være delecykler, som kan købes over togbilletten, og i togene skal vi indføre vertikal cykelanbringelse, som vil øge cykelkapaciteten i togene med en faktor på tre til fem.

Den vertikale cykelanbringelse bør være i en mekanisk udgave, så man kan få cyklen på plads let og hurtigt.

Herudover skal det være billigere at have cyklen med i metro, regional- og fjerntog, mens det fortsat skal være gratis i S-tog.  

Danmark har brug for flere cyklister, og danske cyklister har brug for bedre forhold. En seriøs cykelpolitik skal kunne begge dele. Lad os komme i gang.

{{toplink}}

Forrige artikel Skoleleder: Integrer cyklen i skolen og giv børn friheden til at transportere sig selv Skoleleder: Integrer cyklen i skolen og giv børn friheden til at transportere sig selv Næste artikel SF: Lad cyklen blive venner med bus og tog SF: Lad cyklen blive venner med bus og tog