Intern måling viser ny tilbagegang for S i København

Selvom Sophie Hæstorp har sikret sig genvalg som Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget i 2025, skaber en ny måling tvivl om mulighederne for et godt resultat ved det kommende valg. 

Hvis der var kommunalvalg i morgen, ville Socialdemokratiet få et værre resultat end ved katastrofevalget i 2021.  

Det viser en ny intern måling, som Socialdemokratiet i København har fået foretaget, og som Altinget har fået refereret fra en række kilder.  

Målingen viser, at Socialdemokratiet står til at gå to til tre procentpoint tilbage sammenlignet med kommunalvalget for to og et halvt år siden.

Dengang fik Socialdemokratiet 17,2 procent og blev overhalet af Enhedslisten.  

Den nye måling viser, at overborgmesterpartiet nu også står til at blive overhalet af SF. 

Meningsmålingen er ifølge Altingets oplysninger blevet drøftet på denne uges S-gruppemøde på Rådhuset. 

{{toplink}}

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) ønsker ikke at kommentere målingen, men partiet henviser i stedet til den politiske ordfører på rådhuset, Laura Rosenvinge.

Hun vil hverken be- eller afkræfte den interne måling.

"Vi kommenterer hverken fra interne møder eller anden- og tredjehåndsrygter. Men Socialdemokratiet er i arbejdstøjet på Københavns Rådhus," skriver hun i en sms.

Netop valgt som spidskandidat

Flere kilder bekræfter dog overfor Altinget, at dele af den interne måling er blevet præsenteret for Socialdemokratiets gruppe på et møde tirsdag.  

Socialdemokratiets teknik- og miljøordfører på rådhuset, Marcus Vesterager, vil ikke kommentere konkret på målingen.  

"Vi drøftede selvfølgelig den politiske situation. Det gør vi på alle gruppemøder, og det skete også i tirsdags. Men indholdet holder vi for os selv," siger Marcus Vesterager.   

Meningsmålingen kommer i kølvandet på, at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen netop er blevet valgt som Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget i 2025.

Det skete på det årlige delegeretmøde i Socialdemokratiet i København, der blev afholdt 6. april.

{{toplink}}

Endte uden for aftale 

Valgperioden startede ellers skidt for overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Foruden det dårligste valgresultatet nogensinde for Socialdemokratiet, blev det gamle arbejderparti også overhalet af Enhedslisten, som det største på Københavns rådhus.

Ved Sophie Hæstorp Andersens første forhandlinger om kommunens budget efter valget endte Socialdemokratiet sammen med SF helt usædvanligt uden for den endelige aftale.

Ved budgetforhandlingerne i efteråret 2023 bragte overborgmesteren dog Socialdemokratiet tilbage i en indflydelsesrig position.

Her indgik hun sammen med rådhusets borgerlige partier og Radikale en budgetaftale udenom Enhedslisten og Alternativet.

Denne kreds af partier har desuden givet hinanden håndslag på, at de vil gå sammen igen om en ny aftale, når budgetaftalen for 2025 skal forhandles efter sommerferien.

"Det seneste år har vi sammen med et bredt flertal landet tre store økonomiske aftaler, der sikrer en ansvarlig retning for byens udvikling. Senest har vi i et tæt samarbejde med christianitterne og staten gravet Pusher Street op for at komme den organiserede bandekriminalitet til livs. Vi vil fortsætte med at knokle for københavnerne," skriver Laura Rosenvinge.  

Ved kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet 17,2 procent af stemmerne, Enhedslisten blev størst med 24,6 procent, mens SF fik 11 procent. 

Næste kommunalvalg afholdes 18. november 2025.

{{toplink}}

Forrige artikel "Børsen må og skal genopføres": Læs alle reaktionerne på Børsen-brand Næste artikel Sidste år brugte København igen flere millioner på alkoholbehandling. Men socialborgmester ved ikke, hvad hun får for størstedelen af pengene Sidste år brugte København igen flere millioner på alkoholbehandling. Men socialborgmester ved ikke, hvad hun får for størstedelen af pengene