Produktion af fødevarer skal nytænkes

DEBAT: Fødevarer produceres med kunstgødning, men i fremtiden vil det blive besværligt at finde god kunstgødning. Der er behov for, at vi nytænker, hvordan vi producerer fødevarer, skriver projektchef i Billund Vand, Bjarne Bro, der har et løsningsforslag.

Af Bjarne Bro
Projektchef i Billund Vand A/S

Konventionelt produceres der fødevarer effektivt ved anvendelse af kunstgødning. Denne driftsform kommer under pres, fordi adgang til god kunstgødning bliver vanskeligere fremover på grund af prisstigninger og faldende renhed i den opgravede fosfor og kali.

Det økologiske landbrug er under pres, da der her er meget begrænset brug af gødning i medfør af de gældende regelsæt for det økologiske landbrug.

Næringsstofmangel som antydet ovenfor resulterer i dårligere høstudbytter i plantebruget i både mængde og kvalitet.

Det er derfor på tide at nytænke fødevareproduktion, så verden kan blive forsynet med fødevarer produceret i tilstrækkelig kvalitet og mængde under hensyn til det omgivende miljø.

Bæredygtighed i fødevareproduktion
I forvejen producerer dansk landbrug under de højeste standarder i verden. Det kan blive i førertrøjen ved at tage et nyt skridt mod bæredygtighed, der samtidig giver en bedre økonomi ved at indtænke bedre ressourceudnyttelse.

Billund BioRefinery kan være en del af svaret på fremtidens måde at producere fødevarer på.

Det er et nyt projekt, der knytter by og land sammen gennem et avanceret biogasanlæg, der udnytter ressourcerne i organisk affald og producerer strøm og varme til byen og gødning til landbruget.

Alle affaldstyper er af lokal oprindelse, som slam fra kommunalt renset spildevand, kildesorteret dagrenovation, industriaffald, gylle, fastmøg og afdøde dyr i landbruget, der indgår i en integreret proces med kontinuert termisk hydrolyse og bioforgasning. Biogasresten, som er organisk gødning, føres tilbage til landbruget som næring til den næste høst.

Det bidrager til øget produktion af fødevarer ved udnyttelse af næringsstoffer og energi i spildevand og affald.

Fra lineært til cirkulært
Den nuværende produktion kan beskrives som en værdikæde af produkter i en lineær fødevareforædling, der efter konsumering ender som affald, der som regel smides væk.

I Billund BioRefinery smides der ikke andet væk end de dele, der kontaminerer de rene affaldsstrømme. Værdikæden ændres fra lineær til cirkulær, både ressourcemæssigt og økonomisk.

Det betyder, at næringsstofferne og energien kører i ring og bliver beriget af solens kraft i form af ny energi til at hive næringsstoffer ud af jorden. Energien bruges til at drive kredsløbet, og der er endda et meget væsentligt energioverskud, der kan trækkes ud til fjernvarme til huse og stalde.

Den økonomiske værdikæde ændres ved, at landmænd, der indgår i dette kredsløb, i stedet for at købe gødning fra udlandet, som transporteres over store afstande, får gødning stillet til rådighed fra en lokal ressource, måske finansieret af byens takstsystem for rensning af spildevand.

Dette er et forslag til et nødvendigt skridt mod større bæredygtighed, som bør indgå i drøftelserne om fremtidens landbrug.

Forrige artikel Rammerne fremmer ikke målet med beredskabsreformen Rammerne fremmer ikke målet med beredskabsreformen Næste artikel FBBB efterlyser politisk ledelse og vision FBBB efterlyser politisk ledelse og vision