Rammerne fremmer ikke målet med beredskabsreformen

Af Rikke Søgaard Berth
Advokat og partner i Horten

En sammenlægningsbølge er på vej.

De 87 kommunale beredskaber skal inden 1. januar 2016 være samlet til max 20 tværkommunale beredskaber. Det har KL og regeringen fastlagt i økonomiaftalen for 2015.

Strukturudvalget og KL har forudsat, at de nye beredskaber organiseres som § 60-fællesskaber. Det giver anledning til en række spørgsmål om styring og organisering.

For det første er der i dag i beredskabsloven er helt særegen regulering af styringen i § 60-beredskaber. For det andet kan man også overveje, om § 60-fællesskabet i det hele taget er den mest egnede organiseringsform.

Hvis brikkerne skal falde på plads inden 1. januar 2016, bør lovgiver snarest sikre lovgivningsmæssige rammer, der giver de kommende beredskaber egnede rammer til at gennemføre effektiviseringen på bedste vis.

Rammerne i beredskabsloven
Beredskabsloven giver kommunerne mulighed for at samordne deres beredskaber i § 60-fællesskaber, typisk interessentskaber (I/S'er). Et § 60-fællesskab kan ikke være et aktieselskab eller andet kapitalselskab.

Oftest ledes et I/S af en bestyrelse, hvor ejerne er repræsenteret. Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede, strategiske ledelse, mens den daglige drift af I/S'et typisk overlades til en direktør.

Men der gælder særlige regler i beredskabsloven. De fælles beredskaber ledes ikke af bestyrelse, men i stedet af en beredskabskommission. Og kommissionen skal ifølge loven ikke blot have repræsentanter for ejerkommunerne, men også repræsentanter for den eller de politikredse, beredskabet dækker.

Det er uklart, hvilket ansvar beredskabskommissionerne får efter sammenlægningerne. Derudover er det en noget atypisk regulering, at en ekstern aktør, her politiet, skal sidde med i et forum, der træffer beslutninger af direkte økonomisk betydning for ejerne.

Reformen vil ændre ledelsesstrukturen
Samarbejdet mellem det kommunale beredskab og politiet er vigtigt for at løse beredskabsopgaverne på et højt niveau. Men det er næppe givet, at det sikres bedst ved at have politiet siddende i en beredskabskommission.

Ud over politiet er der også en række andre aktører, som har viden og erfaringer, som det er relevant at inddrage. Man kan derfor forestille sig en ændring af beredskabsloven, der sikrer to ting:

En normalisering af ledelsesstrukturen, så de fælles beredskaber ledes på samme måde som andre § 60-fællesskaber, dvs. med en bestyrelse. Det kan evt. kombineres med, at kommunerne skal være repræsenteret af borgmesteren i denne bestyrelse. Denne normalisering vil betyde, at der ikke skal være beredskabskommissioner.

Det andet led kan være, at det enkelte fælles beredskab skal etablere en slags beredskabsfagligt forum. Her kan den nødvendige koordinering med politiet og andre relevante aktører forankres. Udover politiet kan aktører på infrastrukturområdet (kollektiv transport, energi- og forsyningsvirksomheder mv.), lokale risikovirksomheder, frivillige, Falck m.fl. deltage i de beredskabsfaglige fora, der også kan give bestyrelsen faglig rådgivning.

Ryst posen – igen
Beredskabsreformen har til formål at effektivisere de kommunale beredskaber ved at skabe større enheder og opnå en række synergieffekter og besparelser.

Andre kommunale opgaver er blevet udskilt i fx aktieselskaber eller partnerselskaber, bl.a. for at skabe det fornødne forretningsmæssige fokus på opgaveløsningen. Det gælder fx i forsyningssektoren, hvor det har vist sig at være en egnet model at have "almindelige" bestyrelser, som vælges af ejerne.

Reformer er omfattende processer, og der går typisk mange år, før det er muligt at sige, om en reform var et skridt i den rigtige eller forkerte retning.

Det betyder, at der går en rum tid, før chancen for at nytænke beredskabsområdet kommer igen. Så når muligheden ligger lige for, er det så ikke værd at ryste posen en ekstra gang og sikre de bedste forudsætninger for reformens succes.

debat@altinget.dk