LA-kandidat: Emiraterne har realiseret Dan Jørgensens hockeystav med atomkraft

Det sidste årti har UAE bevist, at kernekraft er et effektivt middel til dekarbonisering. Vi skal i EU stoppe vores sabotage-politik overfor kernekraft og give alle emissionsfrie teknologier rimelige markedsvilkår, skriver EU-kandidat Thorbjørn Jacobsen.

Når de Forenede Arabiske Emirater (UAE) er vært ved COP28 i Dubai, kan de fremvise en hockeystav af dekarbonisering, som Danmarks delegerede kun kan drømme om.

På bare 12 år har de bygget kernekraft-kapacitet svarende til det samlede danske elforbrug. Derfor håber jeg, at de danske deltagere vil tage ved lære af den succeshistorie, som araberne stolt vil fremvise til konferencen.

Ligesom Danmark har UAE en historie som olie-eksporterende nation, og de har også indset, at fremtiden er fossilfri. I 2008 besluttede de at undersøge mulighederne med kernekraft.

De gik i dialog med internationale myndigheder og begyndte at opbygge et vidensniveau helt fra bunden – og man kontaktede koreanske Kepco med henblik på at bygge værker med kendt teknologi.

Værket skulle være top-moderne og lavet efter alle sikkerhedsforskrifter. Dette arbejde er løbende tilset af det internationale energiagentur, og alt er lavet efter internationale standarder.

{{toplink}}

Uafhængigt af vejret

UAE tog første spadestik til kernekraftværket Barakah i 2012, og har hvert år siden 2021 startet kommerciel produktion på en ny reaktor.

Når fjerde reaktor snart kører vil værket kunne producere over 40 TWh strøm om året, mere end hele Danmarks samlede elforbrug på 35 TWh.

Alt sammen fra ét eneste værk, som de næste cirka 60 år kan forsyne UAE med ren grøn strøm uafhængigt af vejret.

Jeg forstår godt ministerens frustration, når det tager 12 år at få en enkelt havvindmøllepark op at køre herhjemme.

Især fordi man skal bygge mindst 30 havmølleparker på størrelse med Kriegers Flak – Danmarks største – for at lave samme strøm som Barakah-værkets fire reaktorer.

Dertil kommer milliardinvesteringer i transmission og lagring af den fluktuerende strøm, samt osende kraftværker til backup, når det ikke blæser.

{{toplink}}

Dan Jørgensens hockeystav

Det sidste årti har UAE bevist, at kernekraft er et effektivt middel til dekarbonisering, præcis ligesom Sverige og Frankrig viste for 40 år siden.

Sverige gentager øvelsen for igen at blive en førende atomkraft-nation, og Danmark bliver et ”grønt efterfølger-land”, når vi om få år kan drage nytte af vores naboers erfaringer.

Vi står i dag samme sted, som UAE stod i 2008. Hvor araberne valgte at handle, stiller danske politikere sig fortsat i vejen for kernekraft herhjemme som i udlandet. Derved forsinker danske politikere den grønne omstilling.

Vi skal stoppe vores sabotage-politik overfor kernekraft i EU øjeblikkeligt og give rimelige markedsvilkår for, at alle emmissionsfrie teknologier kan konkurrere frit.

Det vil sikre, at vores børnebørn kan indånde frisk, partikelfri luft og give bedre plads til landbrug og natur.

Jeg håber at COP28 vil blive en øjenåbner for atom-skeptiske danske politikere. UAE er lykkedes med at levere Dan Jørgensens berømte hockeystav, og mon ikke de også nok skal nå 'Net Zero 2050' som planlagt?

Når jeg kommer til Bruxelles, vil jeg kæmpe for, at kernekraft får samme vilkår i EU for hurtig sagsbehandling og fordelagtig finansiering som andre emissionsfrie teknologier.

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk Standard: Tiden er inde til, at PtX-branchens velvilje mødes af politisk initiativ Dansk Standard: Tiden er inde til, at PtX-branchens velvilje mødes af politisk initiativ Næste artikel Vandselskab: Miljøministeren nøler med at redde grundvandet – derfor må vi selv opkøbe landbrugsjorden Vandselskab: Miljøministeren nøler med at redde grundvandet – derfor må vi selv opkøbe landbrugsjorden