Dansk Biobrændsel: Debatten om biomasse er reduceret til for og imod

En af landets store forsyningsvirksomheder ligger i Nordjylland. Her brændes hvert år flere hundrede tusinde tons kul af i energiforsyningen. Det samme sker på mindre elværker og virksomheder landet over.

Kul er ellers blevet udfaset til fordel for især biobrændsel og vindenergi gennem en årrække. Og selvom de i Nordjylland og resten af landet er mere end klar til at skifte kullene ud, sker det næppe foreløbigt. Årsagen er sandsynligvis polemikken om biobrændsel.

Debatten om biobrændsel er i dag reduceret til for og imod. En stor misforståelse med enorme konsekvenser for klimaet.

Tudetosset hvis restprodukter skal gå til spilde
Biobrændsel har vidt forskellig bæredygtighed. Fra ucertificeret brændsel, der kommer fra skovbrug, som hverken tager hensyn til skovfortrængning, CO2-binding eller biodiversitet i den ene ende af spektret, til skovdrift i bedste klasse, hvor nettoresultatet i CO2-binding reelt er bedre end neutralt.

Og så er der rent affaldstræ fra produktionen af for eksempel byggematerialer og møbler. Altså træ, som ikke kan bruges til andet, men som er fældet og skåret. Dette træ kan hverken skabe biodiversitet i skovbunden, eller bevare sine evner til at binde kulstof.

Alternativet til afbrænding er, at træet rådner og dermed afgiver samme C02-mængde. Blot kræver det affaldshåndtering, uden at vi får energi retur. Det virker tudetosset, hvis restprodukter fra for eksempel en møbelfabrik skal gå til spilde. Affaldstræ udgør størstedelen af dansk biobrændsel.

Opgøret med ukritisk kategorisering af biobrændsel som bæredygtig har været for længe undervejs. Selv med de kommende krav til brændslet, er der stadig plads til forbedringer på klimaaftrykket. Alligevel slår selv nutidens standard for biomasse kulafbrænding med mange længder i spurten mod bæredygtighed.

Betryg virksomheder og industri i investeringer
Uden biobrændsel ville Danmark være sakket langt bagud i den grønne omstilling.

Når vi ved dette, kan det undre, at nogle øjensynligt stædigt fastholder kul. Årsagen er naturligvis økonomi. Kul er billigt, men endnu væsentligere er det, at anlægsinvesteringerne er afskrevet for længst.

I dag kan vi ikke efterkomme efterspørgslen og sørge for forsyningssikkerhed med for eksempel vindenergi. Selv med enorm udbygning af infrastruktur vil der gå årtier, inden vi helt kan droppe alle typer kedelfyr. Derfor skal vores fyr naturligvis være så bæredygtige som muligt.

Danmark må derfor sørge for rammer der kan betrygge forsyningsvirksomheder og industri i investeringer, som trækker væk fra kulfyring her og nu. Dertil kan man gradvist stramme krav til biomassen, så man opnår den mest bæredygtige profil.

På den måde kan vi skifte til noget bedre nu og høste frugterne i årene frem, indtil vi kan levere noget endnu bedre. Enten i form af alternativer, eller via så skrappe krav at vi kun benytter brændsel, som fra vugge til grav skaber et klimaresultat, der som minimum er neutralt.

Det perfekte risikerer at forhindre det bedre
Som vi så med NoX-afgiften for 10 år siden, kæmper energikrævende industrier for at bevare konkurrenceevnen til udenlandske alternativer.

Afgiften havde store konsekvenser. Nogle virksomheder lukkede, andre skiftede kullene ud, men mange fyrer stadig med kul. Derfor har industrien stort set ikke reduceret kulforbruget siden. Industrierne har ligesom forsyningssektoren behov for forsikring om, at skridt i bæredygtig retning hænger sammen økonomisk.

Biobrændsel er en trædesten i den grønne omstilling. Hvor længe vi skal træde på den, handler om evnen til at levere alternativer og om evnen til at gøre trædestenen gradvist bedre.

Når giganter som Ørsted lover at droppe kul i 2025, skyldes det blandt andet certificeret biobrændsel. Skal vi af med de 1.350.000 tons kulforbrug, skal vi have nogle trygge rammevilkår der tilgodeser de klimagevinster, som ”trædestenen” kan skaffe her og nu.

Kravet om det perfekte, risikerer at forhindre det bedre.

debat@altinget.dk