Cepos: Drop de politiske mål for forbrændingskapaciteten

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos

Det er nok de færreste, der forestiller sig en verden, hvor kommunale monopoler stod for at håndtere forsyningen med alle de varer, vi bringer inden for dørene.

Det er ikke alene unødvendigt. Kun et omfattende marked med konkurrence kan levere de goder, vi forbruger.

Men når det handler om at bortskaffe de overflødige restprodukter igen – affaldet – så er det i høj grad kommunale monopoler, der tager sig af det.

Det gør de ovenikøbet inden for en regulatorisk ramme, som lader meget tilbage at ønske. Resultatet er, at denne del af dansk økonomi ikke fungerer så effektivt, som den kunne.

Sektoren skal liberaliseres
De eneste hensyn, der kan begrunde politisk indblanding i affaldshåndtering, er, at folk ikke skal kunne skille sig af med affaldet på en måde, som kaster omkostningerne over på andre. At borgerne populært sagt ikke dumper skraldet i rendestenen eller den lokale å.

Engang kunne myndighederne måske kun sikre det ved at fjerne affaldet. Men det er langt fra situationen i dag.

For det første er det fuldt tilstrækkeligt at pålægge borgere og virksomheder at være tilmeldt en miljøsikker affaldsbortskaffelse, men lade det være op til dem selv at afgøre hvilken.

For det andet er en voksende del af affaldet en værdifuld ressource, ikke et restprodukt med en negativ pris. Selv om eksternalitetsafgifter og bortskaffelse trækker fra, så er ressourcerne i sig selv værdifulde.

Cepos har fremlagt et forslag til, hvordan vi kan liberalisere affaldssektoren. Det kan realisere en betydelig samfundsøkonomisk gevinst på 700 millioner kroner.

I den dyreste tredjedel af kommunerne betaler husstandene mindst 1.000 kroner mere i affaldsgebyr end i de mest effektive kommuner (selv når der korrigeres for forskelle som kommunestørrelse og tømningshyppighed).

Dobbeltinteresse er ineffektivt
Decentraliseringen gennem kommunalt selvstyre er en styrke ved det danske samfund, men det hæmmes af, at kommunerne optræder både i rollen som opgavestillere og producenter. Producentinteressen støder ofte sammen med hensynet til borgerne. Det ser man ikke mindst på forsyningsområdet.

På affaldsområdet har det ført til ineffektivitet, manglende konkurrence og overinvesteringer i affaldsforbrændingskapacitet. Affaldsforbrændingens fortrinsstilling i fjernvarmen forvrider og hæmmer incitamentet til genanvendelse.

Og ved sommerens politiske aftale om at øge genanvendelsen står kommunale interesser igen i vejen, om end der også er en række klare fremskridt i form af økonomisk baseret regulering, selskabsgørelse af den kommunale affaldshåndtering og øget konkurrence.

Afgifter skal være drivende
Når det gælder affaldsforbrændingskapaciteten, er det imidlertid besluttet, at den skal nedbringes til et politisk fastsat loft, og at KL skal komme med en plan for det inden 1. februar 2021. Ellers er der aftalt en slagplan for, hvordan kapaciteten nedbringes med voksende miljøkrav og eventuelt en afgift.

En omkostningseffektiv klima- og miljøpolitik indebærer, at politikerne koncentrer sig om at prissætte eksternaliteterne rigtigt. Det lever aftalen trods forbedringerne ikke op til.

Navnlig hvis vi skal realiserede de voldsomt ambitiøse klimamål i klimaloven, er det nødvendigt at satse benhårdt på omkostningseffektivitet. På affaldsområdet bør det således være især CO2-afgiften, men også miljøafgifterne i øvrigt, som bør drive omstillingen.

Kapaciteten bør derimod være bestemt af konkurrencen, og hvad der er rentabelt for det enkelte værk inden for rammerne af afgifterne. Det bør fortsat være muligt at importere affald til at udnytte ledig kapacitet, ligesom muligheden for at eksportere affald på længere sigt kan være en ventil for at håndtere en underkapacitet.

Som sagt har Folketinget foreløbig lagt bolden hos KL, men hvis og når den vender tilbage, bør fokus være på prissætningen af eksternaliteter, ikke på kvantitative mål for kapacitet eller delmål for klima.

debat@altinget.dk