ARC: CO2-fangst kan være en realitet i 2025

DEBAT: Med de rette rammevilkår vil Amager Ressourcecenter allerede i 2025 kunne opsamle 95 procent af CO2'en. Det vil spare klimaet for mange millioner tons CO2, skriver Jacob H. Simonsen.

Af Jacob H. Simonsen
Direktør for Amager Ressourcecenter

Danmark har en ambitiøs målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030 for at håndtere vores generations største udfordring – klimaudfordringen.

Det er positivt, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale ved Folketingets åbning annoncerede, at regeringen vil afsætte et nyt grønt råderum på to milliarder kroner årligt frem til 2025 for at skabe vished om de grønne investeringer.

Der er ingen tvivl om, at det kommer til at kræve indsatser på alle hylder for at komme i mål med Danmarks ambitiøse klimamålsætninger. Vi skal arbejde bredspektret og samtidig se på, hvilke indsatser der vil være mest attraktive miljøøkonomisk og har størst potentiale for at levere på den grønne dagsorden.

CO2-fangst kan skabe resultater allerede fra 2025
Regeringen bør hurtigt komme med en plan for, hvordan midlerne fra det nye grønne råderum skal fordeles.

Som direktør for Danmarks reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg ARC peger jeg på CO2-fangst som en afgørende dansk klimaprioritet. Det står jeg ikke alene med.

Aktører som for eksempel FN’s klimapanel, Europa-Kommissionen, Det Internationale Energiagentur, Klimarådet og CONCITO peger alle på, at CO2-fangst er et helt nødvendigt og økonomisk attraktivt virkemiddel til at nå i mål med Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader.

Når vi ser på vores klimaregnskab, er det tydeligt, at CO2-fangst er det område, hvor vi som affaldsselskab har det absolut største potentiale for at levere markante CO2-reduktioner.

Hos ARC håndterer vi borgernes og virksomhedernes restaffald. De gode materialer sender vi til genbrug eller genanvendelse, og vi skaber el og varme af restaffaldet. Vi ønsker at fremme genanvendelsen mest muligt, og det er derfor også rettidig omhu at forholde sig til, hvor meget forbrændingskapacitet vi skal have i Danmark på den lange bane.

Ved forbrændingen bliver der udledt CO2 til atmosfæren, men med CO2-fangst kan ARC med de rette rammevilkår allerede i 2025 fange op til 95 procent af CO2’en og skåne atmosfæren for yderligere klimabelastning. Ved at sætte målrettet ind på ARC, som er en af punktkilderne i energisystemet, kan vi spare klimaet for cirka 500.000 tons CO2 per år – det bliver til 15 millioner tons CO2 over anlæggets levetid.

Vi forventer en pris, som vil være noget lavere end den samfundsøkonomiske pris for CO2-udledning, som er beregnet af Klimarådet i 2020 til 1.500 kr./ton CO2.

Kickstart Danmarks næste grønne eksporteventyr
CO2-fangst på ARC er afhængig af innovationsstøtte på grund af de mange udviklingselementer, som er knyttet til opførelsen af anlægget og udviklingen af den fulde værdikæde, hvor aktører skal stå klar til at håndtere CO2’en. Det kan ske ved lagring i undergrunden i Nordsøen eller alternativt ved anvendelse af CO2’en til andre formål som Power-to-X.

Jeg vil opfordre regeringen til at fortsætte de positive takter fra sidste uges udspil til en grøn forskningsstrategi, hvor der øremærkes midler til fire områder, herunder forskning i CO2-fangst. Næste naturlige skridt er at kickstarte arbejdet med CO2-fangst, som kan skabe store CO2-reduktioner allerede i 2025, mens hockeystaven stadig er helt flad.

Hvis vi griber arbejdet rigtigt an, kan det blive starten på et nyt dansk eksporteventyr, grøn vækst og ikke mindst skabe danske jobs. Håndtering af det restaffald, der ikke kan genanvendes, vil være en vedvarende udfordring både herhjemme og i udlandet som Indien og Kina. CO2-fangst kan således blive et aktiv i forhold til at skabe markante CO2-reduktioner og i forhold til at åbne for en fremtidig grøn systemeksport. 

Hos ARC er vi klar til at bidrage med vores del til den grønne omstilling.

Forrige artikel DTU-direktør: Erhvervsliv og forskere skal samarbejde om grøn omstilling DTU-direktør: Erhvervsliv og forskere skal samarbejde om grøn omstilling Næste artikel Aktører til politikerne: Lav et langsigtet og ambitiøst CO2-fortrængningskrav. Så får vi gang i Power-to-X Aktører til politikerne: Lav et langsigtet og ambitiøst CO2-fortrængningskrav. Så får vi gang i Power-to-X