Her er Forsvarsministeriets favorit til at kulegrave våbensagen

Forsvarsministeriet indstiller Bruun & Hjejle til at undersøge våbensagen, skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en mail til partierne bag undersøgelsen.

Advokatfirmaet Bruun & Hjejle skal undersøge den såkaldte våbensag.

Og det bliver advokaterne Ole Spiermann og Lasse Mikkelsen, der skal stå i spidsen for den kulegravning.

Sådan lyder indstillingen fra Forsvarsministeriet til de partier, som står bag en politisk aftale om at finde et advokatfirma til blandt andet at undersøge, hvad der skete, da Folketinget blev vildledt i en sag om et våbenindkøb for 1,74 milliarder kroner. 

Ole Spiermann har tidligere været medlem af Minkkommissionen og både Tibetkommissionen I og II.

I en mail sendt til forsvarsordførerne i aftalekredsen torsdag morgen giver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) partierne frist til fredag klokken 12 til at komme med indvendinger mod valget af Bruun & Hjejle.   

Hvis der ingen indvendinger kommer, vil ministeriet indgå aftale med advokatfirmaet, så undersøgelsen kan starte hurtigst muligt derefter, fremgår det af mailen, som Altinget er i besiddelse af.  

Ministeriet anbefaler ifølge mailen Bruun & Hjejle, fordi advokatfirmaet har afgivet "et markant billigere" tilbud, end hvad konkurrenterne hos Gorrissen Federspiel mente, undersøgelsen skulle koste. 

Mens Bruun & Hjejle har givet et tilbud på at lave undersøgelsen for 1,8 millioner kroner, lød Gorrissen Federspiels tilbud nemlig på 2,9 millioner kroner. 

"Forsvarsministeriet har vurderet, at begge tilbud lever op til de krav, som er stillet. Ministeriet vurderer endvidere, at der ikke er faglige aspekter, som taler for eller imod de to tilbud," skriver Troels Lund Poulsen i mailen. 

{{toplink}}

Advokat fra Minkkommissionen i spidsen

Våbensagen handler blandt andet om, at Folketinget blev vildledt, da regeringen i januar i år al hast bad Folketingets Finansudvalg godkende indkøb af artilleri og raketkastere for 1,74 milliarder kroner hos den israelske våbenproducent Elbit Systems. 

Altinget kunne nemlig tilbage i maj afsløre, at Folketinget havde fået oplyst en forkert deadline for tilbuddene fra israelske Elbit Systems, så det så ud til at haste mere, end det reelt gjorde. 

Altinget har blandt andet også afsløret, at Forsvarets våbenindkøbere reelt ikke havde spurgt andre leverandører end israelerne. 

Og i august måtte den nu tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, Morten Bæk, træde tilbage på grund af sagen. 

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i oktober at igangsætte en uvildig advokatundersøgelse af hele forløbet, hvorefter Forsvarsministeriet inviterede fire advokatvirksomheder til at afgive tilbud på at lave undersøgelsen. To af virksomhederne meddelte imidlertid, at de ikke havde mulighed for at afgive tilbud på advokatundersøgelsen. Det drejede sig om Bech-Bruun og Kromann Reumert. 

{{toplink}}
 
Bech-Bruun var advokater for den israelske våbenproducent Elbit Systems i forbindelse med den strid med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som er blevet en central del af våbensagen, og som også skal undersøges.  

Det handler om den strid, som blev bilagt med et forlig forhandlet på plads direkte mellem Elbit Systems og FMI, samtidig med at parterne forhandlede aftalen på plads om indkøbet af israelske våben for 1,74 milliarder kroner.  

Bruun & Hjejle stiller med et hold på i alt syv personer til at lave undersøgelsen, hvor Ole Spiermann vil være ledende partner. Han har blandt andet været en del af en arbejdsgruppe under Advokatrådet, som i 2022 afsluttede arbejdet med en ny vejledning om advokatundersøgelser. 

Undersøgelsen af våbensagen skal efter planen skal være færdig senest 1. april.

{{toplink}}

, ,

Forrige artikel Hver anden dansker er imod danske våbenindkøb i Israel Hver anden dansker er imod danske våbenindkøb i Israel Næste artikel Politisk redaktør: Som udgangspunkt er der ikke længere sammenhold i oppositionen Politisk redaktør: Som udgangspunkt er der ikke længere sammenhold i oppositionen