Forsker: Danmark skal dagsordenssætte tre interesser for at gøre EU’s sikkerhedspolitik konkurrencedygtig

Mens USA’s nye præsident understreger, at USA er tilbage og igen vil arbejde sammen med sine europæiske venner og allierede, er der i Europa fortsat bekymring om USA’s fremtidige retning.

Samtidig er der (som altid franske) ønsker om et forsvars- og sikkerhedspolitisk stærkere og mere uafhængigt EU. Det kunne tyde ilde for det transatlantiske forhold. En amerikansk præsident på frierfødder, der bliver afvist med fornyet forsvarspolitisk konkurrence fra EU, er traditionelle ingredienser i transatlantiske kriser. 

Der er imidlertid gode chancer for, at det modsatte bliver tilfældet. Resultatet kan blive en ny transatlantisk aftale og et styrket forsvars- og sikkerhedspolitisk EU. Helt overordnet går det håndslag ud på, at USA skal blive i Europa, og Europa skal med til Asien. Og det skal nok gå af tre grunde: For det første er Kina også en fundamental udfordring for Europa, for det andet er Europa stadig økonomisk og politisk afgørende for USA, og for det tredje er Europa militært helt afhængig af USA. 

Et eksempel, på at Europa er på vej med USA til Asien, er, at flere europæiske lande – heriblandt Frankrig – har sendt flådefartøjer til det Sydkinesiske hav for at markere retten til fri sejlads, en høj amerikansk prioritet over for Kina. Men det er ikke nok. Så spørgsmålet er, hvordan den transatlantiske aftale vil falde på plads?  

Mit argument er, at eksterne pres vil føre til et styrket forsvars- og sikkerhedspolitisk Europa – herunder et styrket EU. Et eksternt pres fra Europas venner i USA, et modsatrettet men ligeså stærkt pres fra Europas fjender i Kina og Rusland og endelig et pres fra negative udviklingstendenser i Europas afrikanske og mellemøstlige nærområde vil tilsammen understrege behovet for et styrket og mere samlet forsvars- og sikkerhedspolitisk Europa. 

EU skal fortsat prioritere udbygningen af forsvarsindustrien  
Det stærkere Europa bliver svært at realisere uden også et styrket EU. Her skal en væsentlig pointe være, at i global stormagtskonkurrence handler strategiske udfordringer ikke kun om traditionelle temaer som antallet af tunge brigader i Europa eller byrdedelingen mellem USA og Europa i Sahel. 

Hvis EU skal bidrage til, at Europa kan være en amerikansk global medspiller i en konkurrence med først og fremmest Kina, bør EU brede sit forsvars- og sikkerhedspolitiske blik ud og fokusere endnu mere på tre gensidigt afhængige temaer, som alle befinder sig i spændingsfeltet mellem forsvars, industri, erhvervs- og forskningspolitik. 

For det første bør EU forsætte med at prioritere sit arbejde med at udbygge den europæiske forsvarsindustri. Det er der gode argumenter for, der knytter sig til forsyningssikkerhed. Men vigtigere handler det også om forrentningen af forsvarsinvesteringer. Med et pres for at investere øgede ressourcer, stiger også presset for at de ressourcer leder til europæiske arbejdspladser og firmaskatter. USA må derfor acceptere et europæisk forsvarsindustrielt ’return on investment’, fremfor at øgede europæiske investeringer ender i amerikanske våbenfirmaers kasser. 

For det andet er der også fra et forsvars- og sikkerhedspolitisk perspektiv et behov for en styrket EU-indsats knyttet til cybersikkerhed og bredere sikring af stadig flere digitale infrastrukturer. Her spiller borgerrettigheder, markedsadgang og sikkerhedspolitik sammen og skaber et komplekst felt, hvor EU er klart den aktør, der har flest redskaber i sin værktøjskasse. 

Endelig, for det tredje, står det klart at stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina i vidt omfang er en teknologikonkurrence om at være bedst og først til nye teknologier som AI, kvantecomputere og så videre. Hvis Europa ikke skal ende med kun at aftage andres teknologiske udviklinger (og den magt der ligger i det) kræver det både stærke investeringer og reguleringer, som kun EU kan realisere. 

Militær, strategisk og teknologisk gennemslagskraft afhænger af hvordan de tre bredere sikkerhedspolitiske temaer falder på plads – i Europa og på tværs af Atlanten. 

Hvor Europa vil være konventionelt militært dybt afhængig af USA i fremtiden, så er også USA afhængig af europæisk udvikling på de bredere temaer, for at USA og Europa tilsammen kan konkurrere globalt. 

Ingen af dem falder under det danske forsvarsforbehold. Så Danmark både kan og skal dagsordensætte sine interesser i EU på de her områder. Det kan medvirke til at dreje EU’s sikkerhedspolitiske udvikling væk fra de områder, der er dækket af forsvarsforbeholdet, styrke det tætte transatlantiske bånd, som dansk udenrigspolitik bygger på, og gøre EU sikkerhedspolitisk konkurrencedygtig. 

debat@altinget.dk