Universiteterne bekymrer sig for meget

Af Mariane Dissing
Underdirektør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening

Det har længe været FA’s holdning, at de historiske betingede skel i det danske uddannelsessystem skal blødes op. Fremtidens arbejdsmarked vil kræve øget omstillingsparathed og øget fleksibilitet fra den enkelte. Det forudsætter et sammenhængende uddannelsessystem, der understøtter mobication - mobilitet gennem uddannelse.

Danmark er et lille land, hvis konkurrenceevne er baseret på at have en veluddannet og omstillingsparat arbejdsstyrke. Derfor er det også af altafgørende betydning, at de enkelte individer i arbejdsstyrken har mulighed for at skifte spor, når karrieren eller arbejdsløshed måtte kræve det. Den enkelte skal kunne springe fra uddannelse til arbejdsmarked og ind i uddannelsessystemet igen, når nye udfordringer eller arbejdsløshed kræver opkvalificering. Og det skal kunne ske uden unødige suppleringskurser.

Uddannelsessystemet skal inkludere – ikke ekskludere
Når universiteterne med Jens Oddershede i spidsen kræver, at universiteterne har eneret på at definere, hvad den enkelte måtte have behov for at supplere med, er det et udtryk for vanetænkning.

I stedet for at ekskludere en stor gruppe af mennesker fra deres kandidatuddannelser, bør universiteterne i stedet inkludere dem uden at sænke niveauet i eksamenerne. Universiteterne bør adgang til studerende med tilstrækkelige studiekompetencer fra relaterede uddannelser på bachelorniveau. Hvis den studerende finder det vanskeligt at følge med, har vedkommende jo stadig mulighed for at supplere sine kompetencer efterfølgende.

Argumentet for at kræve faglig supplering af studerede fra andre uddannelser end universitetets egne er, at studerende fra andre uddannelser vil sænke det faglige niveau. Hertil bør man spørge sig selv – hvor meget skade kan en professionsbachelor i auditorierne under en forelæsning eller som medlem af en studiegruppe på landets højeste læreranstalter forvolde?

Det er klart, at alle studerende skal udprøves ens og derfor underlægges de samme kvalitetskrav – men hvorfor ikke i det mindste give dem chancen for at fejle?

Erfaringerne tyder desværre på, at centralisering kan være nødvendig
Det har længe været FA’s ønske, at der etableres et centralt kompetencenævn, der skal sikre en ensartet og uvildig anerkendelse af uddannelser på tværs af de danske uddannelsesinstitutioner.

Som uddannelsesministeren peger på, er det besynderligt, at det er nemmere for en professionsbachelor i finans at komme ind på Cambridge end i Odense. Ydermere viser Uddannelsesministeriets sammenhængsredegørelse, at mobiliteten mellem udenlandske og danske uddannelsesinstitutioner er bedre end mobiliteten blandt danske uddannelsesinstitutioner.

Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har haft stor succes med at indsamle og anerkende udenlandske uddannelser, mens danske institutioners uddannelser ikke på tilsvarende vis kan anerkendes af et uvildigt organ.

Kort sagt er problemet, at den decentrale placering af beslutningskompetencen i sager om merit og realkompetencevurderinger fører til uensartet og ugennemsigtig sagsbehandling.

Fremgangsmåden i Danmark mellem danske uddannelser giver unødigt meget sagsbehandling. Det er en omkostning og gene for alle parter, herunder også institutterne selv, og det er ikke befordrende for den enkeltes retssikkerhedsfølelse, at man behandles forskelligt, afhængigt af hvilken institution man taler med.

Det vil man kunne komme ud over med etableringen af et centralt kompetencenævn, der kan ensarte og tydeliggøre rammerne for merit og tildelingen af adgang til overbygningsuddannelserne.

Bedre overgange kan være løsningen på 25 procent-målsætningen
Med regeringens målsætning om, at 25 procent af en årgang skal have en kandidatgrad, har universiteterne fået en udfordring. Udfordringen er dog ikke større, end at den kan hjælpes godt på vej af bedre overgange.

Ved at øge indtaget af professionsbachelorer på kandidatuddannelserne, kan de øge antallet af kandidatstuderende uden at skulle øge antallet af bachelorer. Dermed vil de også kunne mindske risikoen for frafald betydeligt, da en stor del af frafaldet i dag faktisk sker på bacheloruddannelserne.

Fremtidens arbejdsmarked er specialiseret og differentieret
Endeligt er det ikke så skidt, at vi får kandidater med nye kombinationer af baggrunde end de traditionelle, der er bygget på kendt fundament.

Blandt de oplagte eksempler er professionsbachelorer i finans, der med en kombination af studieparathed og praktisk erfaring fra den finansielle sektor vil kunne blive et interessant aktiv med en akademisk overbygning fra enten erhvervsøkonomi eller it-uddannelser.

Ligeledes kan man sagtens forestille sig, at nogle folkeskolelærere kunne få styrket fagligheden ved at videreuddanne sig på kandidatniveau. Og endelig kan man forstille sig, at socialrådgiveren, der får ledelsesansvar, kunne styrkes med en kandidatoverbygning i arbejdsret.

Det er ikke så farligt – måske skulle vi prøve det!

debat@altinget.dk