Unge forskere: Høj risikovillighed i forskningsfinansieringen er nødvendigt

Af medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab
Se alle afsenderne på debatindlægget i dokumentationsboks til højre

Dansk forskning står utrolig stærkt.

Som humlebien, der i allegorien ikke kan flyve, burde dansk forskning slet ikke kunne stå så stærkt, når man kigger på målbare parametre alene.

For os er det åbenlyst, hvorfor dansk forskning er flyvende.

Forklaringen ligger i kvaliteten af de forskere, der arbejder i Danmark, og det ydre samfund, der giver rum og tid og merit til forskning drevet af nysgerrighed.

Fra tidlig barndom hyldes nysgerrighed og kreativitet, hvilket naturligt skaber grobund for dygtige forskere.

Men når det bliver stadig mere ressourcekrævende at bedrive forskning, og når universiteternes basismidler til forskning mindskes, er der en fare for, at vi kvæler den naturlige nysgerrighed og det drive, der gør, at dansk forskning klarer sig langt bedre, end det burde være muligt.

Sådan skaber vi grobund for nybrud
Som det er blevet belyst i en række indlæg i Altinget, hæmmer rammerne og incitamentsstrukturerne i den danske forskningsverden risikovilligheden blandt forskere.

Det er ikke længere sjovt at tage chancer, da det kan have store negative karrieremæssige konsekvenser. Det ser vi som et stort problem.

Danmark bør satse mere på risikovillig forskning, både for at skabe forskningsmæssige nybrud og for at bibeholde vores stærke internationale position.

I dette debatindlæg kommer vi derfor med en række forslag til, hvordan vi ændrer vilkårene, så der bliver bedre grobund for den langsigtede, risikovillige forskning.

1. Alle danske forskere er dygtige, men kun en af fem modtager støtte. Derfor bør midlerne fordeles i mindre portioner til et bredere udsnit af forskerne
De eksisterende forskningsmidler bør spredes ud på flere forskere. En undersøgelse fra tænketanken DEA og Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) har vist, at 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler er koncentreret på 20 procent af forskerne.

Undersøgelsen viser også, at omkring en procent af forskerne modtog over 20 procent af den samlede bevillingssum.

Manglen på forskningsmidler generelt kombineret med en koncentration af forskningsmidler på få hænder, udmøntet i store bevillinger, er en farlig cocktail.

Chancen for nybrud og out of the box-tænkning øges, hvis man spreder bevillingerne ud mellem flere forskere, som derved ville få mulighed for at angribe en problemstilling fra forskellige vinkler.

Den nuværende satsning på en smal forskningselite medfører, at disse stjerneforskere bruger en stor del af deres mentale kapacitet på ledelse og administration af store centerbevillinger, og spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt?

Ville vi ikke hellere have, at vores bedste hjerner blev brugt til at tænke på forskning frem for ledelse?

En spredning af forskningsmidlerne på flere små og mellemstore bevillinger vil derfor føre til større risikovillighed end den nuværende finansieringsstrategi.

Hvis man spørger forskerne, foretrækker de også denne type bevillinger. Det viste en undersøgelse, vi i 2018 foretog sammen med tænketanken DEA og Danmarks Frie Forskningsfond (DFF).

Små og mellemstore bevillinger med længere tidshorisonter fordrer risikovillighed både hos ansøgere og hos bedømmere.

Forskningen skal sættes fri ved ikke at låse den til årlige såkaldte milestones og progress reports og en forventning om publikationer allerede efter to-tre år.

2. Basismidler kan støtte nytænkning og risikovillighed
Et relateret forslag, som vi tidligere har drøftet i Altinget, er at få sikret de ydre rammer for universiteterne, så forskere tør tage chancen og satse på risikable projekter.

Det vil styrke universitetsforskningen, hvis den enkelte forsker modtager basismidler, da dette vil gøre forskerne villige til at tage chancer i deres forskning.

I disse dage er forskerne dybt afhængige af eksterne midler, og for at få dem skal der leveres synlige resultater i form af publikationer, der helst skal komme med regelmæssige mellemrum. Der er ikke plads til 'publikationshuller' på cv'et.

Som det er nu, kan høj risikotagning føre til mangel på umiddelbare resultater, der gør, at det bliver meget svært at tiltrække eksterne bevillinger efter få år.

Problemet kan løses, hvis den enkelte forsker sikres en betydelig mængde via basisbevillingen.

Det er derfor ekstremt vigtigt, at basismidlerne faktisk når ud til den enkelte forsker og ikke ender i interne strategiske puljer.

3. Tid til nytænkning skabes i projekter med en lang tidshorisont
Det sidste forslag er, at offentlige og private fonde i langt højere grad satser på små og mellemstore projekter med længere tidshorisonter.

Der er brug for at anerkende og belønne forskning, som tager chancer og skaber nybrud, og ikke bare forskning, der inden for en kort tidshorisont kan omsættes til et kommercialiserbart produkt.

Det er vigtigt, da flere og flere midler, inklusiv en stor del af regeringens forskningsmidler til den grønne omstilling, kun støtter projekter med et direkte anvendelsessigte.

Det modarbejder idéen om risikovillig forskning, selvom der er talrige eksempler på grundforskning uden anvendelse, der senere har revolutioneret vores hverdag, eksempelvis grammatikken, kildekritikken, relativitetsteorien, kvantemekanikken, genteknologien og mange flere.

Det smukke ved forskning generelt, også dansk forskning, er, at værdien hverken kan måles eller vejes. Man må stole på, at forskernes nysgerrighed i længden bidrager med viden, der har værdi for samfundet.

Det er per definition umuligt at styre forskning mod vigtige opdagelser, selvom det selvfølgelig er muligt at styrke bestemte forskningsfelter og håbe på, at den styrke giver vigtige nybrud.

Derfor er høj risikovillighed i forskningsfinansieringen bydende nødvendigt.

Der skal satset højt, og der skal satses bredt for at opnå de indsigter, der både vil forandre verden, uddanne de næste generationer og skabe de teknologier, Danmark skal leve af om 40 år.

debat@altinget.dk