Debat: Universitetets rammer giver få muligheder for risikovillig forskning

Af medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab
Forfattere er angivet i dokumentationsboksen

Danmarks Frie Forskningsfond har i samarbejde med DEA udgivet en rapport, der belyser den nuværende mangel på risikovillighed i dansk forskningsfinansiering, en alvorlig og underbelyst problemstilling for et forskningsbaseret samfund som Danmark.

Denne rapport er derfor et lys i mørket, og den bidrager til at understøtte et fokuspunkt, som vi i Det Unge Akademi har arbejdet med i en årrække, nemlig hvordan forskere i Danmark kan understøttes til at lave langsigtede og risikofyldte forskningssatsninger.

Satsninger, der kan føre til store videnskabelige nybrud.

Det er dokumenteret, senest i denne nye rapport om risikovillig forskningsfinansiering, at det netop er denne type af satsninger, der med størst sandsynlighed leder til både forståelsesmæssige og teknologiske landvindinger, til gavn for hele samfundet.

Det klassiske eksempel er de mange grundvidenskabelige landvindinger, der nu er teknologier, som vi bruger dagligt i form af vores smartphones.

Der er brug for langsigtede højrisiko forskning
Som yngre forskere i Danmark ser vi et problem i den måde, det danske forskningslandskab har udviklet sig på de seneste år.

Men først det positive: De private fonde og til dels Det Europæiske Forskningsråd har åbnet mulighed for, at de helt unge forskningstalenter kan få mulighed for i en femårig periode at etablere et nyt forskningsfelt.

Disse bevillinger har meget frie rammer, og det er muligt at tage visse risici med disse bevillinger.

Desværre er de ydre rammer på universiteterne ikke fordrende for risikovillighed, da de unge talenter har behov for at vise hurtige resultater for at åbne for fastansættelse og ligeledes for at sikre den næste bevilling.

Da der er tale om private fonde, kommer det kun de forskningsfelter til gode, som disse prioriterer, og ikke nødvendigvis alle de områder, der er vigtige for det danske samfund.

Kun inden for få områder er der mulighed for at fortsætte med disse betydelige bevillinger i femårige perioder ud over talent-perioden, og dermed har de fleste etablerede forskere ikke mulighed for at tænke langsigtet og tage større risici i deres forskning.

Midler uddeles for korte perioder
Den eneste formaliserede ramme, der i dag tillader nogen mulighed for risikovillige forskning, er de store forskningscentre.

Men det er de meget få, der får de helt store bevillinger til at etablere forskningscentre, og for størsteparten af danske forskere er virkeligheden en helt anden.

Rapporten påpeger, at de fleste danske forskere er bundet i et system, der belønner risikominimering og inkrementel udvikling inden for projekter, der maksimalt må strække sig over to til tre år.

Dette skyldes, at næsten alt offentlig forskningsfinansiering sker ved hjælp af konkurrenceudsatte midler, der uddeles i korte projekter med tydelige krav til, at man dokumenterer det forventede udbytte.

Samlet fører det til en lav grad af risikovillighed i forskningen, og det ser vi som et stort problem. Rapporten peger også på, at langsigtede investeringer giver større gennemslagskraft og øger produktiviteten.

Tid til de store gennembrud
Vi ser flere mulige løsninger på denne problemstilling, eksempelvis den Schweiziske model, som er yderst effektiv.

I denne administrerer universiteterne en stor del af forskningsmidlerne, og giver her de ansatte forskere midler til at styre og lave forskningsprogrammer, der kan være lige så lange som deres karriere.

Dog er det ikke opløftende, at interne puljer i stigende grad bliver brugt på de danske universiteter til at støtte forskning inden for områder med stor mulighed for ekstern finansiering.

En anden mulighed er, at de konkurrenceudsatte midler uddeles over længere perioder. Det kunne måske være forskeren, der beslutter, om bevillingen mest effektivt bruges over en toårig eller en seksårig periode.

Som det er nu, hvor ikke kun forskningsmidlerne, men også universiteternes rammebevillinger er bundet op på konkurrenceudsatte forskningsmidler, er alle forskere tvunget til at skaffe så mange midler som muligt. Uanset om det er hensigtsmæssigt eller ej i forhold til den forskning, forskeren ønsker at bedrive.

Derved ender den enkelte forsker for eksempel med at gå fra at have tre korte projekter på samme tid, til at være uden forskningsmidler i en længere periode. Så det er nok ikke kun en mangel på risikovillighed i forskningsfinansieringssystemet, der skal adresseres.

Måske er det tid til større ændringer i systemet
Det kan være tid til at overveje, hvordan de offentlige forskningsmidler bruges mest effektivt. Tid til at fjerne sig fra et system, hvor universitetsdrift og forskningsbevillinger er tæt knyttet sammen.

I det nuværende forskningsfinansieringssystem er der indlejret en fordelingsmekanisme for en betydelig del af de midler, der skal tilgå universiteternes almindelige drift. Derfor kæmper den enkelte forsker på sit universitets vegne om midler i et stort nulsumsspil.

Dels for at sikre sin egen forskning og dels for at sikre universitets drift gennem et livsvigtigt overhead på de konkurrenceudsatte offentlige forskningsmidler.

Den nye rapport belyser både kvalitets og produktivitetsproblemet i den nuværende model, og vi oplever, at der er et stort ressourcespild i selve ansøgningsprocessen.

Derfor mener vi, at det er tid til at stille spørgsmål til, om det nuværende system for forskningsfinansiering begynder at være for uhensigtsmæssigt?

 

debat@altinget.dk