Stil større krav til universitetsuddannelserne

Af Charlotte Rønhof
Underdirektør i Dansk Industri

Bølgerne går for tiden ganske højt i debatten om dimensionering på de videregående uddannelser. De fleste er dog i dag enige i, at man ikke bør uddanne til arbejdsløshed.

Baggrunden for dimensioneringen er, at universiteterne og andre videregående uddannelser i årevis har uddannet unge inden for uddannelser, hvor de og andre godt vidste, at det ville blive svært for dimittenderne at få relevant beskæftigelse efterfølgende. Alle advarselslamper lyste rødt, og alligevel fortsatte man ufortrødent.

Regeringen fortjener derfor også stor ros for at tage det ansvar på sig, som andre har forsømt. Havde det været kønnere, hvis universiteterne selv havde rettet skuden op? Bestemt. Har processen omkring udmelding af modellen været køn? Nej, det er synd at sige.

Enighed om ny model
Efter lange tovtrækkerier er regeringen og Danske Universiteter heldigvis nået til enighed om et fælles grundlag for dimensioneringen på universitetsuddannelserne. Den nye model giver universiteterne en række frihedsgrader til at fordele uddannelsespladserne, så enkelte uddannelser ikke bliver uhensigtsmæssigt hårdt ramt. Men med de frihedsgrader følger også et stort ansvar for at sikre den rigtige fordeling.

Der skal for eksempel findes en god løsning på udfordringen for sprogfagene. De små sprogfag udgør en særlig problemstilling. De er håbløse målt på beskæftigelse, kritisk masse, og hvad vi ellers kan finde på at bedømme på, men vi bliver en fattigere nation uden dem.

Fremtiden bringer nok også en øget efterspørgsel efter sprog og kulturforståelser. Så på de små sprog har vi brug for en mere håndholdt dimensionering. Her kunne det være en fordel, at humaniora bød ind med konstruktive forslag til gangbare løsninger. Eksempelvis en plan for, hvor mange steder i landet, vi bør udbyde forskellige sprog?

Den nye model bringer forhåbentlig også gode løsninger for det naturvidenskabelige område, hvor der ellers var udsigt til, at den høje ledighed i uddannelsen i turisme kunne give os færre af de geologer, som både den private og offentlige sektor har udsigt til mangel på.

Med dimensionering får vi bedre sammenhæng mellem uddannelse og beskæftigelse. Men hvad med talentplejen?

Kvaliteten skal forbedres
Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher startede her i Altinget debatten om behovet for talentpleje og elitesatsninger på danske universiteter. Forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen skrev i sit indlæg kort: ”Jeg er enig”. Og jeg melder mig også under elitefanerne.

Med udsigt til, at hver tredje ung får en universitetsuddannelse, er behovet indlysende. En universitetsuddannelse er ikke længere en universitetsuddannelse. Vi kommer til at ligne resten af verden, hvor det ikke er så interessant, om du er master, men fra hvilket universitet du er master.

De dygtigste danske unge vil i endnu højere grad valfarte til verdens eliteuniversiteter, og skal vi holde på nogle af dem – og også tiltrække nogle af de dygtigste fra udlandet - så skal vi tilbyde flere eliteuddannelser. Vi har allerede enkelte eliteuddannelser, som også er flittig søgte, men vi bør udbyde endnu flere. Danmark havde under den tidligere regering en særlig satsning på eliteuddannelser. De penge er desværre sparet væk.

Fremsynede universiteter har på trods af det manglende tilskud valgt at opretholde deres eliteuddannelser, men det siger sig selv, at det er dyrt og kan ske på bekostning af de ordinære uddannelser. Politisk bør man derfor enes om at satse særligt på de dygtigste. Sæt penge af til flere talentsatsninger – og både på erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. Vi bliver nødt til at være ærlige om, at Danmark har hårdt brug for talent. Så se det som en investering i fremtiden, og drop illusionen om, at alle studerende er lige dygtige og lige flittige.

Stil krav om karaktersnit
En satsning på talenterne bør dog ikke være en sovepude i forhold til at sikre, at alle studerende får den bedst mulige uddannelse. Det nytter ikke med studerende, som får sporadisk vejledning, som bruger under 30 timer om ugen på deres uddannelse, og som ikke får faglige udfordringer og sparring. Det skal være slut.

I forhold til at højne kvaliteten er det også et oplagt fokuspunkt, hvordan de bedst egnede studerende optages. Københavns Universitet vil for eksempel kun optage studerende, der har et gennemsnit på mindst 6 fra gymnasiet. Det er en indlysende god idé. Faktisk kan man undre sig over, at universiteterne modtager studerende med lavere karakterer. Der må vel stilles høje akademiske krav, når der optages på en boglig tung uddannelse.

Optagelsessamtaler må ikke blive hovedvejen
I modsætning hertil har mange talt om, at der i fremtiden i højere grad skal bruges optagelsessamtaler. Optagelsessamtaler er gode i forhold til en fælles forventningsafstemning om studiet, men det skal ikke være muligt bare at ”snakke” sig ind på universitetet. Og karakteren for tre års indsats i gymnasiet er faktisk rigtig god til at forudsige, hvilke studerende, der klarer sig godt på universitetet. Jo højere karakter fra gymnasiet, jo bedre klarer de studerende sig.

Med et stærkt politisk ønske om at fremme kvalitet i uddannelser, en økonomisk satsning på talentplejen og krav om, at uddannelse skal føre til beskæftigelse, vil den danske uddannelsespolitik tage et tiltrængt tigerspring.

debat@altinget.dk