Nyt debatpanel diskuterer den frie forskning

DEBAT: I november tager et nyt debatpanel på Altinget : forskning fat i diskussionen om den frie forskning i Danmark og dens fremtid. Se de seks nye debattører her.

Af Mads Bang og Nikolaj L. Simonsen

I kølvandet på evalueringer af både Danmarks Grundforskningsfond og Det Frie Forskningsråd er der nu lagt op til, at politikerne skal tage nogle langsigtede beslutninger om Det Frie Forskningsråds rolle i forskningslandskabet. Altinget : forskning vil sætte fokus på emnet i en debatrække i løbet af november.

Evalueringen af Det Frie Forskningsråd afviser kategorisk en fusion af rådet med Grundforskningsfonden. Men er det den bedste løsning blot at justere rådets rammer i stedet for at ændre grundlæggende på strukturen i rådet? Er rådets forskning fri nok? Evalueringen peger på, at rådet eventuelt kan løses yderligere fra ministeriet og dermed opnå en skarpere selvstændig profil.

Altinget : forskning har samlet en række politikere og fagpersoner til at diskutere disse spørgsmål.

Liselotte Højgaard, formand for Danmarks Grundforskningsfond. Til daglig er Liselotte Højgaard klinikchef i Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin & PET på Rigshospitalet og er desuden professor i medicoteknik ved Københavns Universitet.



Finn R. Larsen, formand for fagforbundet Akademikerne. Akademikerne er partipolitisk uafhængig og repræsenterede pr. 1. januar 2014 over 320.000 medlemmer med en lang videregående uddannelse. Finn R. Larsen er uddannet  teknikumingeniør og har været formand siden 1. januar 2014.

Charlotte Rønhof, underdirektør og forskningspolitisk chef i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri, hvor hun har været ansat de seneste 14 år. Charlotte er uddannet cand.lact. fra Københavns Universitet i 1989.

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti. Jens Henrik Thulesen Dahl blev for første gang valgt til Folketinget ved valget i 2011, hvor han var kandidat i Assenskredsen. Jens Henrik Thulesen Dahl er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og er i øvrigt bror til partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Peter Munk Christiansen, formand for Det Frie Forskningsråd. Peter Munk Christiansen er ph.d. i statskundskab og har blandt andet undervist på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har siden januar 2014 været formand for Det Frie Forskningsråd. Det Frie Forskningsråds opgave er at give forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, regeringen og Folketinget og fordele ca. 1,2 mia. kr. til forskerinitierede projekter alene baseret på videnskabelig kvalitet.

Jeppe Bruus, Socialdemokraternes ordfører for forskning, uddannelse og videregående uddannelse. Jeppe Bruus er uddannet Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet fra 1999-2007 og har siddet i Folketinget siden 1. Januar 2014, hvor han afløste Sophie Hæstorp Andersen.

Forrige artikel Fri forskning – gode skudsmål og dårlig politisk bismag Fri forskning – gode skudsmål og dårlig politisk bismag Næste artikel Stil større krav til universitetsuddannelserne Stil større krav til universitetsuddannelserne