Fra akkreditering til kvalitetsudvikling

DEBAT: Akkreditering tager udgangspunkt i standarder, der intet siger om en uddannelses kvalitet, skriver Roskilde Universitets prorektor Hanne Leth Andersen i et opfølgende debatindlæg.

Af Hanne Leth Andersen
Prorektor, Roskilde Universitet 

Det er glædeligt, at medierne debatterer kvaliteten i de danske uddannelser. Det er fornuftigt, at politikerne har skabt et system, som sætter uddannelseskvalitet på dagsordenen.

Akkreditering har fyldt meget på de danske universiteter de sidste 5 år og skabt både debat, refleksion - og omfattende administration. Men ikke nødvendigvis kvalitet. Kvalitet handler ikke om kontrol, dokumentation og redegørelse, og sådanne krav skaber ikke bedre uddannelser, lige så lidt som de skaber kortere ventelister til operationer eller bedre psykiatri.

Om tillid
Akkreditering tager udgangspunkt i, at produkter og personer skal kunne varedeklareres. Det handler om at skabe tillid til uddannelsesprodukter på tværs af grænser. Men uddannelser er ikke produkter, og tillid skabes ikke ved hjælp af deklarationer.

Derfor handler den seneste europæiske debat om kvalitetssikring i uddannelserne da også netop om tillid og fleksibilitet, og den handler om de ikke-intenderede effekter af standardisering.

Dårlige fag kan stryge igennem
Akkreditering tager netop udgangspunkt i standarder på tværs af fag og områder, sådan at alting kan måles og sammenlignes. Derfor er metoden blind for det, som mennesker kan se med det blotte øje.

Fag med dårlig stemning, dårlige læringsmiljøer, men med de rette papirer og de rette svar kan gå glat igennem, mens uddannelser med stærke sider og kreative løsninger, der blot tilfældigvis falder uden for kriterierne, risikerer en betinget akkreditering, til de lærer at følge instruksen.

Svar til kommentarer 
Som et svar til Jesper Højberg og Mette Bock (læs kommentarfeltet i debatindlægget i linket ovenfor til højre, red.) kan jeg bekræfte, at RUC vil et nytænkende og fleksibelt kvalitetssystem, og at det er klart, at det eksisterende akkrediteringssystem skal ændres, hvis det skal bruges til at udvikle universitetsuddannelserne og ikke til at standardisere og trække tænder ud - i flere betydninger.

Det er ikke, fordi vi er verdensmestre i alt på RUC, og det er rigtigt, at de betingede akkrediteringer medfører selvrefleksion på de berørte fag og uddannelser, som ikke alle er perfekte.

Velkendt debat
Den kritiske debat om fagenes styrker og svagheder, grænser, profil og kerne er velkendt i academia, også uden akkreditering. Selvrefleksion og faglige stridigheder hører med til at skabe ny udvikling, bud på udviklingsmuligheder og plads for skæve vinkler: vejen til innovation.

Derfor er RUC's kvalitetssystem fleksibelt, decentralt orienteret, respektfuldt over for fagområdernes evalueringsmetoder og dialogkulturer, og det tager udgangspunkt i praksis.
Derfor arbejder vi med at dele viden om god praksis og skabe optimale rum for fællesskaber mellem studerende og undervisere omkring projektarbejdsformen, hvad enten miljøerne er tætte og laboratorieorienterede, eller prægede af forelæsninger med workshops. Studienævnene har ansvaret for kvaliteten, men de skal have opbakning fra administration, institutleder og rektorat.

Husk, hvad det handler om 
Når vi vælger den decentrale, fleksible og ansvarliggørende løsning, så skyldes det en forskningsbaseret indsigt i den danske uddannelses- og arbejdsmarkedskultur, som har bragt os langt: mindre autoritet og magtdistance, respekt for den enkelte, samarbejde, debatkultur, dialog og ligeværdighed. Danskernes succes i udlandet hidtil handler om personlig dømmekraft, ansvarsfølelse og høj faglighed.

Kvalitet i universitetsuddannelser handler om kontakt mellem forskere og studerende, om dialog, engagement, internationalt samarbejde, praksisrelationer og plads til udvikling. Akkreditering handler om at måle gennemførsel, dumpeprocenter og at tjekke, at eksamen handler om de fastlagte mål.

Alle uddannelser skal reflektere over sig selv. Men husk: Kvalitetsarbejde handler ikke om at fortælle, hvor fantastisk det går på verdensklasseuniversitetet!

Forrige artikel Om snak og tale på Christiansborg Næste artikel Uddannelse er vejen til unge i job Uddannelse er vejen til unge i job