DEA: Kortere kandidatuddannelser risikerer at svække de studerendes jobmuligheder

Kandidatudvalgets seneste udmelding er, at de forkortede uddannelser nu skal udgøre knap hver fjerde studieplads i kandidatlandskabet – og ikke kun hver tiende, som var den oprindelige plan.

For forligspartierne bag kandidatreformen var der især to formål med omlægningen af en tredjedel af de toårige kandidatuddannelser.

For det første skulle det skabe en tættere kobling til arbejdsmarkedet.

For det andet skulle det skabe større valgfrihed for de studerende, der ønsker en erhvervsrettet kandidatuddannelse, som alternativ til – hvad der er blevet kaldt – en mere klassisk vej mod ph.d. og stillinger som forsker og underviser.

Begge formål peger i samme retning: Overgangen mellem studie og arbejdsmarked skal være hurtigere og nemmere. Både for dimittendernes skyld, men også for samfundsøkonomiens.

Problemet er bare, at vi med forkortningen af op mod hver fjerde af kandidatuddannelserne gambler med det, vi faktisk ved, er centralt for, hvor hurtigt studerende kommer i beskæftigelse.

Studiejob understøtter hurtigere beskæftigelse

Udover at blive kortere, bliver de nye kandidatuddannelser præsenteret som mere studieintensive med flere undervisningstimer, mere vejledning og styrket feedback.

Det lyder umiddelbart positivt, men netop den øgede studieintensitet kombineret med afkortningen kan betyde, at der ikke er tid til at tage et praktikforløb, og færre vil kunne overskue et studiejob ved siden af uddannelsen.

Det er et problem, fordi flere undersøgelser viser, at kandidatstuderende, der har studiejob, kommer hurtigere i arbejde, når de er færdige med deres uddannelse.

Danmarks Evalueringsinstitut har derudover dokumenteret, at praktik har samme fordel for studerende på samfundsvidenskab og humaniora, og det er akkurat på disse fagområder, at omlægningen til kortere kandidatuddannelser ser ud til at blive mest omsiggribende.

Selvom faktorer som uddannelsessted, fagområde og karakterer også kan have indflydelse på beskæftigelsesudsigterne, så kommer studerende med flere timers studiejob også hurtigere i beskæftigelse, når disse faktorer tages i betragtning.

{{toplink}}

Dette bekræfter arbejdsgivere desuden i en analyse fra Djøf, hvor erhvervserfaring fra studiejob fremhæves blandt de vigtigste parametre, når de ansætter akademiske medarbejdere med få års erfaring.

Kortere kandidatuddannelser kan øge den sociale ulighed

Udover at de studerende på den kortere kandidatuddannelse får sværere ved at finde tid til at aktivere den teoretiske viden i praksis – så er der også en risiko for, at studerende fra hjem med kortere uddannelser især vil ende på de kortere kandidatuddannelser med en potentiel svagere arbejdsmarkedskobling.

I Sverige har de både et- og toårige kandidatuddannelser, og en analyse fra DEA viser, at svenske studerende fra hjem med kortere uddannelse oftere ender på de korteste forløb.

Hvis det samme sker i Danmark, risikerer vi, at studerende med svagere social baggrund, som typisk har lavere karakterer, samles på de kortere uddannelser. Og det kan øge den sociale ulighed på universiteterne.

Ledigheden blandt dimittender fra de toårige kandidatuddannelser er på det laveste niveau siden før finanskrisen.

Det indikerer, at arbejdsgiverne vurderer uddannelserne som særdeles arbejdsmarkedsrelevante.

Så når den foreløbige melding fra kandidatudvalget er, at man vil forkorte en væsentlig del af kandidatuddannelserne, er det vigtigt at sikre, at de studerende ikke stilles dårligere i forhold til beskæftigelsesmulighederne.

Når målet med reformen er at styrke overgangen fra studie til arbejdsmarked, virker det dog paradoksalt, at kortere kandidatuddannelser skal udgøre størstedelen af de omlagte uddannelser.

Der er et alternativ i de erhvervsrettede kandidatuddannelser, men her må politikerne være klar til at justere reformøkonomien, hvis det skal være en realistisk mulighed for universiteter, aftagere og studerende.

{{toplink}}

debat@altinget.dk