Danske forskningstalenter plejes bedst nationalt

Af Peter Munk Christiansen
Professor og bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd

DI's forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, kvitterer i Altinget d. 6. november for den flotte uafhængige og internationale evaluering af Det Frie Forskningsråd ved at spørge, om det egentlig er rådets opgave at gøre en særlig indsats for danske forskningstalenter. Hun advarer tillige mod, at rådet er ved at påtage sig en politisk rolle.

Er Det Frie Forskningsråd nødvendigt?
Charlotte Rønhof stiller sig tvivlende overfor, om det nu er Det Frie Forskningsråds rolle at støtte og styrke danske forskningstalenter. Det er en relevant debat. Hendes argument er, at talentudvikling involverer en ledelsesbeføjelse, som Det Frie Forskningsråd ikke har. Derfor må opgaven være universiteternes.

Man kan med det argument også sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skal have et frit forskningsråd: Kunne universiteterne i grunden ikke lige så godt dele Det Frie Forskningsråds penge ud? Universiteterne har ledelsesretten, og de har naturligvis et godt kendskab til deres forskere. Vi kunne desuden spare omkostningerne til rådets medlemmer og dets administration, og rådets mange dygtige forskere kunne gøre desto større gavn derhjemme.

Hvis man skal være god til at løbe 100 meter løb, er det en god ide at træne med de bedste. I den forstand har forskning meget til fælles med sport. I sport skal man træne med de bedste. I videnskab skal man konkurrere med de bedste. Man prøver at publicere i de bedste tidsskrifter, hvor der er størst konkurrence om at publicere.

Det er sværere, men man nyder så til gengæld desto større anerkendelse, når det lykkes. Det er sjovere – og sværere – at blive verdensmester end Danmarksmester, det er sjovere at blive Danmarksmester end jysk mester, og det er sjovere – og sværere – at blive jysk mester end Aalborgmester. 

Mindre konkurrence giver færre midler 
Lad mig illustrere, hvad der vil ske, hvis vi flytter Det Frie Forskningsråds forskertalentprogram Sapere Aude til universiteterne. Programmet koster ca. 220 mio. kr. årligt. De vil så blive fordelt efter en nøgle til universiteterne. Aalborg Universitet vil få omkring 16 mio. kr. Dem skal universitetet så fordele på Sapere Aude programmets tre niveauer.

Der er næsten penge til en – skriver og siger en – bevilling på hvert niveau, og dem må Aalborg Universitet så finde ud af bevilge. Man behøver hverken meget kendskab til sport eller universiteter for at kunne tænke sig til, at konkurrencen om midlerne nok bliver større, når konkurrencen foregår på nationalt niveau, sammenlignet med at den foregår i Aalborg.

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor DI foretrækker at flytte forskningsmidler hen, hvor konkurrencen om dem bliver mindre. Modtagere af Det Frie Forskningsråds Sapere Aude bevillinger har som bevillingsforudsætning, at de efterfølgende skal søge nogle af European Research Councils mange milliarder.

Hvem tror Charlotte Rønhof har bedst chance for at vinde disse midler: Forskere, der har konkurreret med og vundet over andre på Aalborg Universitet, eller forskere, der har konkurreret med og vundet over ansøgere fra alle danske universiteter?

Ingen politiske isbjerge
Det Frie Forskningsråd har noteret sig, at DI ikke bryder sig om YDUN. Det er et helt ok – og efterhånden yderst velkendt – synspunkt. Men at sige, at DFF spiller en politisk rolle, fordi vi ”støder på politiske isbjerge”, er ikke rigtigt. Det er ganske vist DFF, der foreslog YDUN, men det var et helt overvældende flertal blandt Folketingets partier (kun Liberal Alliance stod udenfor), der bevilgede pengene til YDUN.

Havde Folketinget ikke bevilget pengene, var programmet ikke blevet realiseret. Mere er der sådan set ikke at sige om politiske isbjerge. DFF holdt sig i denne - som i alle andre sager - inden for det politiske mandat, som udstikkes af Folketinget – naturligvis.

debat@altinget.dk