Camilla Gregersen om forskningsfrihed: Den hårde, politiske tone sætter sig som selvcensur

Nogle få politikere har det sidste år påstået, at faglige miljøer på universiteterne laver ’politik forklædt som videnskab’, og at det skulle være en trussel mod forskningsfriheden. Jeg kan ikke genkende, at der i de danske videnskabelige miljøer et problem med sammenblanding af forskning og politik.

Det har den forrige uddannelses- og forskningsminister også bekræftet i sit svar til Folketinget.

Dårlig forskning bliver luget ud
Jeg har tillid til det kvalitetssystem, som findes på universiteterne. Forskning testes igen og igen på konferencer, gennem artikelpublicering eller i interviews. Når problemer bliver opdaget, indberettes forskerne for uvidenskabelig praksis.

Forskningens kvalitet og lødighed skal afklares af forskningsmiljøet, og det sker i høj grad i dag. Det er jo blandt andet derfor, at forskningen hele tiden udvikler sig, bryder fordomme og forståelser og skaber ny viden.

Selvfølgelig er der eksempler på ringe forskningsartikler. Men der er også håndværkere, der ikke leverer kvalitet, ligesom der er praktiserende læger, som begår fejl. Men langt de fleste fejlskud bliver fanget i forskningsverdenens egen selvregulering, som kvalitetssikrer forskningen. Her bliver den dårlige forskning luget ud.

Det er basal videnskabsteori, at man skal afprøve sine teser og skyde på både egne samt indenlandske og udenlandske kollegers undersøger og resultater. Man skal konstant udfordre egne præmisser og kollegers antagelser, så der ikke kommer bias.

Med mere teoretiske termer kan man kalde det at objektivere sine interesser og forudindtagetheder - så ens forskningsresultater ikke farves af det.

Det sker i stor stil i de faglige miljøer. Netop fordi det finder sted allerede, er det så mærkeligt, når politikere tror, at de kan komme udefra og belære om det, som sker alle steder. 

Naturligt at have holdninger
Debatten har smagt lidt af, at det problematiseres, når forskere har en holdning inden for det område, de forsker i. Men det er altså helt naturligt at have en passion og holdninger inden for et område, når man som forsker investerer tid og dedikation i et felt i mange timer hver eneste uge.

Og heldigvis for det. Der ligger en vigtig drivkraft i nysgerrighed og engagement, som mange gange sikrer, at forskerne faktisk kommer i land med vigtig ny viden til samfundet.

Hvis man for eksempel er bekymret for klimakrisen og mener, at samfundet kunne gøre mere for at adressere udfordringerne, er det jo et helt legitimt standpunkt for både en borger og en forsker. Men det gør det jo ikke politisk at forske i klimaløsninger.

Når jeg taler med både vores naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige medlemmer, er de meget bevidste om, at de kan komme med nogle forslag og anbefaleringer til politikerne, men at det er politikerne, der er valgt og træffer de politiske beslutninger.

Jeg ser det ikke som illegitimt at stille sin indsigt til rådighed - tværtimod. Politikerne har jo retten til at være uenig.

Niels Bohr var aktivist
Under den kolde krig henvendte blandt andet Niels Bohr sig til statsledere og FN med et ønske om pacifisme og neutralitet, hvor forskning i atombombens ødelæggelseskraft blev brugt til at fremhæve deres budskaber. Gjorde Niels Bohrs ’aktivisme’, at han var en dårligere forsker? Næppe.

Det er godt, at man brænder for sit forskningsfelt. Men selvfølgelig skal man holde egne politiske holdninger adskilt fra forskningsmetoder og resultater.

Forskningen skal forholde sig til de debatter, der fylder i vores tid, og her har forskningen en vigtig rolle i at udvide vidensberedskabet og søge nye svar. Køn og integration er emner, som optager mange mennesker i dag.

Derfor er det godt, at forskere tør gå ind i disse emner. Vi har også brug for kønsforskning og forskning i ulighed, og det skal ikke lukkes ned.

Risiko for selvcensur
Jeg håber, at vi kommer forbi, at der står politikere på Folketingets talerstol og udskammer specifikke forskere. Vores samfund er afhængigt af, at vi har forskere, der tør være nysgerrige og stille spørgsmål ved den etablerede viden, og det værste, der kan ske er, at forskerne putter med deres viden. Så spilder vi investeringer i forskningsområderne.

Udskamning, chikane og trusler, der får forskere til at afholde sig fra at bidrage til samfundsdebatten, kan faktisk være en truslen mod forskningsfriheden. Ligesom forskningsfinansiering kan udgøre en trussel, hvilket politikerne kan afhjælpe ved større basisbevillinger.

Vi ved jo desværre fra vores medlemmer, at den hårde politiske tone sætter sig som selvcensur. Politikerne har et særligt ansvar for at sikre den gode tone, fordi de er meningsdannere og har en magtposition.

Det er naturligvis helt på sin plads, at borgere og politikere deltager i debatter om forskning. Man skal bare huske at holde øjet på bolden og faktisk debattere metoder, resultater og formidling ud fra forskningens principper.

debat@altinget.dk