AC-kritik er en blindgyde

Tænketanken DEA's forslag om, at langt flere universitetsbachelorer skal ud på arbejdsmarkedet er baseret på et tvivlsomt grundlag, skriver Erik Jylling, formand for AC, her på Altinget.

Han kalder vores forslag for varm angloficeret luft, fordi vi ønsker at gøre bachelorgraden til en "degree of opportunity" i stedet for en "degree of failure". Jeg vil ikke gå ind i en debat om smarte engelske vendinger, men vil gerne tilbagevise et par af AC's kritikpunkter.

DEA's undersøgelse
AC kritiserer, at vi i en ny undersøgelse, som viser, at danske virksomheder, en række forhold taget i betragtning, ikke er afvisende over for bachelorer, har spurgt til, "ikke hvad de (virksomhederne) gør, men kun hvad de kunne tænkes at gøre". AC henviser til deres egen undersøgelse fra 2010, som viser, at virksomhederne foretrækker kandidater frem for bachelorer.

Ja, selvfølgelig gør de det, for et bachelorarbejdsmarked eksisterer ikke i dag. Virksomhederne kender ikke til andet end kandidater og søger aldrig andet. Mange aner dårligt nok, hvad en bachelor er, for universiteterne "markedsfører" dem ikke. Sådan er vilkårene i Danmark så længe, der er kandidater nok.

For DEA er et arbejdsmarked fyldt med bachelorer ikke noget, der skal gennemføres efter sommerferien. Forslaget har en lang udviklingshorisont, der bl.a. skal ses i lyset af, at vi af demografiske og vækstmæssige årsager skal have flere unge til at tage en akademisk uddannelse. Derfor spurgte vi selvfølgelig virksomhederne ud fra en række forhold, som ikke eksisterer i dag. Sådan er det.

Sverige som forbillede
Det andet store kritikpunkt fra AC's formand er, at vi nævner Sverige som et forbillede i forhold til brugen af bachelorer på arbejdsmarkedet. I Sverige får 55 pct. af studerende med en sproglig bachelor ansættelse på baggrund af deres bacheloruddannelse. For studerende med en teknisk bacheloruddannelse er tallet 82 pct. og for en økonomisk bachelorgrad, drejer det sig om 81 pct.

Erik Jylling påpeger, at vi har slået tal for de svenske universiteter sammen med tal fra de svenske högskoler. Hvis man således også slår de danske professionshøjskolerne sammen med danske universiteter, ville resultatet være, at 51 pct. går ud på arbejdsmarkedet med en bachelorgrad i hånden (mod syv pct. i dag), argumenterer han.

Högskole-systemet og de danske professionsuddannelser kan dog ikke umiddelbart sammenlignes, som Jylling gør. Der er flere markante forskelle. Den vigtigste i denne sammenhæng er, at i Sverige er en högskole- og en universitetsbachelor begge tre-årige og lige adgangsgivende til en kandidatuddannelse. I Danmark er en professionsuddannelse fire-årige og ikke direkte adgangsgivende til universiteternes kandidatuddannelser.

Erik Jyllings forsøg på at pumpe bachelortallet op i Danmark er i bedste fald vildledende og et forsøg på at tale uden om virkeligheden. Den er, at man i Sverige har bygget sit samfund på kortere uddannelser, end vi har i Danmark, uden at tabe i konkurrencedygtighed hverken inden for forskningen eller i en vækstsammenhæng.

Smartere, ikke kortere uddannelse
I DEA melder vi os dog ikke i heppekoret for kortere uddannelse, selv om AC gerne vil have det til at se sådan ud. Vi ser ikke vores bachelorforslag som et spareforslag rettet mod universiteterne, men som et forsøg på dels at give de studerende et reelt valg mellem tre og fem år, som Bologna-reformen lagde op til. Et valg, der ville give flere unge en mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og prøve sig selv af for senere at vende tilbage til universitetet med langt mere erfaring i posen. Et valg, der måske endda kunne tænkes at have en positiv effekt på det frafald på ca. 30 pct., som bacheloruddannelserne stabilt har ligget på de seneste ti år.

Dels ser vi i DEA et bachelorarbejdsmarked som en løsning på nogle af de uddannelsesudfordringer, vi står over for i de kommende år:

Flere bachelorer på arbejdsmarkedet vil kunne afhjælpe noget af den mangel på højtuddannet arbejdskraft, vi kommer til at stå over for ved enden af det her årti. Det vil kunne bringe flere akademikere ud i små og mellemstore virksomheder, hvor de er med til at øge produktivitet og innovation. Og vekselvirkningen mellem studier og praktik vil - måske - kunne gøre en universitetsuddannelse mere attraktiv for drenge og generelt øge den sociale mobilitet, som også oprindeligt var en af bagtankerne med Bologna-processen, der er grundlaget for den danske bachelor+kandidat+ph.d.-model.

Flere bachelorer på arbejdsmarkedet handler altså om smartere uddannelse. Det er vigtigt for os at slå fast, at flere bachelorer på arbejdsmarkedet skal ses som et afgørende element i diskussionen om livslang læring. Skal vi have flere bachelorer ud på arbejdsmarkedet, er vi også nødt til at have et system, der giver dem mulighed for at komme tilbage og tage resten af deres uddannelse senere i livet. Flere bachelorer på arbejdsmarkedet skal give flere og dygtigere kandidater i det lange løb.

Er de studerende kvalificerede?
Der er mange ubekendte, når det gælder et bachelorarbejdsmarked i Danmark. Vil virksomhederne have dem, når det kommer til stykket? Er universiteterne interesserede i at afskibe dem og dermed miste indtægter? Er de studerende overhovedet fagligt parate til arbejdsmarkedet?

Vi ved, at flere i universitetsverdenen i øjeblikket overvejer disse spørgsmål, og at et enkelt universitet aktivt og seriøst arbejder med modeller for bacheloruddannelser, der kan kvalificere til et fremtidigt dansk arbejdsmarked. Og vi ved, at man i udlandet, f.eks. Holland, eksperimenterer på livet løs med sine bacheloruddannelser for at skabe netop den fleksibilitet og mobilitet, som globaliseringen betinger af vores samfund.

DEA's gæt er, at der kommer mere fokus på området i de kommende år. Så selv om vi grundlæggende er enige med Erik Jylling i, at mindre uddannelse ikke er vejen frem, mener vi, at AC i dette tilfælde er på vej ind i en blindgyde.

debat@altinget.dk