Unge djøf'ere: Kvalitetsudspil ligner en spareøvelse

Af Tue Anders Johansson
Formand for Djøf Studerende

Det er spændende tider for de studerende. Senest har Kvalitetsudvalgets første delrapport båret ved til bålet og sat gang i den uddannelsespolitiske debat ved at lægge op til en markant reformering af vores uddannelsessystem.

Forslaget om at afskaffe retskravet og kun give en tredjedel direkte adgang til en kandidatuddannelse bringer sindene i kog hos både studerende, flere arbejdsgivere og uddannelsesfolk. Spørgsmålet er: Har vores samfund virkelig brug for mindre uddannelse? Og svaret er nej.

Retskrav som middel til høj kvalitet
Det kan være svært at se, hvordan man sikrer kvalitet i uddannelse ved at tvinge to-tredjedele af de studerende ud på arbejdsmarkedet efter deres bachelor.

Man skal ganske vist ikke forveksle kvantitet med kvalitet, men det er dog oplagt, at man får mere kvalificerede færdiguddannede ved at fastholde universitetsuddannelsernes fokus på kandidatuddannelserne, frem for at tvinge knap 60.000 bachelorer ud fra de højere uddannelsesinstitutioner til en tårnhøj dimittendledighed.

Retskravet er derfor et middel og ikke et mål i sig selv. Målet er høj kvalitet i vores uddannelser, men afskaffer vi retskravet, og dermed sikringen af mere frem for mindre uddannelse til vores studerende, er der en meget stor risiko for, at vi vil sende folk på arbejdsmarkedet uden den fornødne kvalitetsuddannelse, der følger af fem år på en højere læreanstalt.

Husk på, at vi ikke har en uddannelseskrise
Der er derfor en kende forvirrende at se Kvalitetsudvalget erklære, at vi fortsat skal have 25 procent af en ungdomsårgang igennem en længere videregående uddannelse, når det er mere end oplagt, at forslaget i realiteten vil medføre, at vi kommer til at uddanne færre kandidater i Danmark.

Det er afgørende at forstå, at vi ikke har en uddannelseskrise i Danmark, vi har en jobkrise.

Det betyder, at der sådan set er god fornuft i at overveje, hvor mange der skal uddannes og i et vist omfang til hvilke jobs. Imidlertid er det farligt at spå, især om fremtiden (for løst at citere Storm P.), og på et arbejdsmarked, der slet ikke er ude af krisen endnu, er det om muligt endnu mere risikofyldt at operere med den form for fremskrivninger som dem, Kvalitetsudvalget baserer sig på.

Udvalget lægger også op til en revision af taxameterordningen. Det er bestemt en god idé at se på taxameterets niveauer og mønstre. Ordningens uforholdsmæssighed er hidtil blevet undskyldt med tynde argumenter
, såsom ’Det er historisk begrundet’, og ’Sådan har det jo været længe!’. Nuvel, men forhåbentligt ikke meget længere.

Et nøje eftersyn af taxameterressourcerne bør komme på tale, når Kvalitetsudvalget skal diskutere det fremtidige system for finansiering. Der er nemlig ingen, der har en rigtig god forklaring på, hvorfor vi studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser skal have så meget mindre undervisning, vejledning og adgang til underviserne, end vores medstuderende på de naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige uddannelser nyder godt af.

Kvalitet fremfor besparelser
Der er fint, at kvaliteten er god på disse uddannelser, for selvfølgelig skal vi have dygtige ingeniører, læger og biologer, men hvorfor skal vi ikke også have rigtig dygtige sociologer, jurister og erhvervsøkonomer?

Det spørgsmål er vanskeligt at komme udenom, når flere samfundsfaglige kandidatstudier i gennemsnit har seks timers undervisning ugentligt. Sølle seks timer til at udvikle fagligheden i samspil med en underviser - overfor de 31 timer, hvor en studerende så kan sidde på læsesalen og se begreberne danse på papiret.

Hvis Kvalitetsudvalget skal leve op til sit navn, må man fortsat sikre den brede adgang til en femårig uddannelse. Samtidig bør man omgøre de meningsløse mønstre, som taxameterordningen indtil nu har været præget af.

Kvalitet får vi nemlig kun, hvis universiteterne får midlerne til at sikre denne. Jeg håber, at regeringens seneste initiativer på uddannelsesområdet kommer af et oprigtigt ønske om at øge uddannelseskvaliteten i Danmark.

Men man kan dog frygte, at vi har med en spareøvelse at gøre, når man læser Kvalitetsudvalgets første delrapport. Jeg krydser fingre for, at den frygt bliver gjort til skamme, og at Kvalitetsudvalgets videre arbejde vil afspejle, at man ikke kan spare sig til høj uddannelseskvalitet, og at der nu mere end nogensinde er et behov for at investere, så samfundet kan få den højtuddannede arbejdskraft, som vi alle har behov for.

debat@altinget.dk