Med Velux Fonden på arbejde: Nordiske samarbejder opstod over middagsbordet med pil-selv-rejer

Velux Fonden er med hvert år, når skandinaviens fonde samles til nordisk fondskonference. Som fonde i nordiske velfærdssamfund har vi nemlig masser af snakke om. Også selv om det kneb med sprogforståelsen, skriver Henrik Tronier i Altingets serie, der tager med fondene på arbejde.

Onsdag 8. november 2023: Kastrup Lufthavn

Jeg står nu i gaten på vej mod Nordisk fondskonference 2023, som i år holdes i Kristiansand, på den yderste sydspids af Norge. Flyskammen gnaver lidt.

Et tog havde givet bedre samvittighed over for klimaet – og Velux Fondens rejsepolitik.

Jeg er den der lidt irriterende kollega, der benytter enhver lejlighed til at prædike klimavenlig askese, så beskyldningen for hykleri hænger over mit hoved. Men de to gode kolleger, jeg er afsted med, Gry Minor og Anders Smith, undlader nådigt at bore i det.

Vi er involveret i et samarbejde med en norsk fond, Stiftelsen Dam, om en af konferencens sessioner, eller 'sidespor', som de siger på norsk.

Fokus er ansøgningsprocesser og -behandlinger og review-processer med oplæg fra forskellige nordiske fonde om deres konkrete praksis og erfaringer som inspiration til mulige forbedringer.

Fonde i nordiske velfærdssamfund 

De nordiske fondskonferencer strækker sig over to dage. De holdes hvert år på skift i de nordiske lande og er åbne for alle de mange og forskellige nordiske filantropiske fondes medarbejdere.

Konferencerne arrangeres i et samarbejde mellem de fonde fra årets værtsland, som ønsker at påtage sig opgaven, i år fem norske fonde. Opgaven er ikke lille, ved jeg af egen erfaring fra de to gange, jeg selv har siddet i danske arrangørgrupper. Så jeg møder op med taknemmelighed for de norske arrangørers indsats.

Hvis de nordiske fondskonferencer skal være relevante og attraktive at rejse til for mange, tror jeg, at der er to vigtige hensyn: De skal være praksisnære, tæt på fondsmedarbejdernes dagligdag, opgaver og udfordringer, for at skabe rum for relevant erfaringsudveksling med konkret udbytte.

Og temaet skal være nordisk relevant, så det til den ene side ikke lige så godt kunne have været en international konference og til den anden side ikke ender som en national konference, der kun tiltrækker værtslandets fonde.

Det nordiske giver mening at samles om som fonde, synes jeg: Vi er forbundne gennem historie, kultur og sprog, men vigtigt i fondssammenhæng er det også, at de nordiske demokratiske velfærdssamfund og den store offentlige sektor sætter en særlig fælles ramme for de nordiske fonde og deres virke i forhold til stat og civilsamfund.

Det er også et væsentligt baggrundstæppe for årets hovedtema: Fondenes engagement i partnerskaber med omverdenen som en vej til at samskabe de nordiske samfunds fremtid.

Torsdag 9. november: Kristiansand

I en fyldt sal med fantastisk udsigt over Kristiansand, fjorden og fjeldene åbner konferencen med en original kunstnerisk performance, sammensmeltet af video, klassisk musik og moderne dans. Et genuint udtryk for smuk norsk melankoli.

Den dygtige norske moderator, Hilde Sanvik, som læserne måske kender fra P1-programmet 'Norsken, svensken og dansken', indførte os derefter i årets eksperimenterende og kulturaktivistiske nyskabelse: At droppe engelsk som konferencesprog til fordel for "skandinavisk".

{{toplink}}

Den efterfølgende evaluering af konferencen afslørede, at det blev oplevet positivt af mange, men af andre som problematisk, ikke mindst blandt de finske deltagere.

Og her er vi de skyldige: Særligt dansk gav dem – og andre – vanskeligheder. Konferencesprog er et dilemma for den nordiske bestræbelse. Næste konference er med Finland som værtsland. Mon det bliver på engelsk?

Replik til spørgsmålet om fondenes magt 

Efter formiddagens præsentationer i plenum af en række nordiske fondes erfaringer med partnerskaber er det blevet tid til de parallelle 'sidespor' og den session, vi er involveret i med Stiftelsen Dam som vært. Så er man spændt. Som et godt tegn var der flest tilmeldte her.

Fra Velux Fonden præsenterede min team-kollega Gry Minor idéerne og processerne i det 'Kernegruppeprogram', vi har haft siden 2007. Det støtter fri human- og samfundsvidenskabelig grundforskning på universiteterne gennem en særlig fast samarbejdsproces med alle de relevante universitetsinstitutter i Danmark.

I en intern proces udvælger hvert institut selv de projektforslag, der skal indsende ansøgninger til fonden og sendes videre i internationalt review til konkurrence om årets bevillingsramme.

Vi ønsker på den måde at styrke både det enkelte projekt og instituttets egne planer for forskning, uddannelse og karrierer i synergi – både projekt og institution som en vigtig ramme for forskningen.

Programmet er dermed også en replik til det vigtige spørgsmål om fondes (penge)magt i partnerskaber, der blev berørt om formiddagen: Vi har distribueret dele af udvælgelsesmagten i beslutningsprocessen ud til samarbejdspartnerne selv, institutterne.

Anders Smith præsenterede vores søsterfond Villum Fondens særlige Villum Experiment-program: Det støtter forskeres 'vilde' eksperimenterende nye ideer gennem en særlig 'dobbeltblind' review- proces, uden CV'er på ansøgere og med anonyme bedømmere.

Det skal sætte både ansøgerne, fonden og bedømmerne fri af den magt, som bias kan have i processerne, og åbne mulighed for forskernes frihed til at realisere forskningsideer uden for deres traditionelle forskningsspor.

{{toplink}}

Efter andre oplæg og paneldebat præsenterede Stiftelsen Dam til slut de spændende resultater fra grundige analyser og eksperimenter med deres egne behandlings- og reviewprocesser. Dem kan man finde i en rapport på deres hjemmeside. Den er værd at læse og lære af.

At dømme efter spørgsmål og efterfølgende kommentarer blev det en vellykket session, synes vi. Og vi var lettede.

Rejemadder og møde i Stockholm

Dagen blev afsluttet med den traditionelle festmiddag. Også her opviste de norske arrangører originalitet i nordisk kulturel smag: Menuen var – som eneste ret – et stort fad udsøgte pil-selv rejer midt på hvert bord til otte med en tilhørende stabel 'loff' – franskbrød.

Det var smagen og indtrykkene fra nordiske sommeraftener, og det bidrog til at gøre fællesskabet om bordene mere uformelt og afslappet. Jeg var begejstret.

Det kræver selvfølgelig, at man kan lide rejer, for det var retten, og at du kan pille dem hurtigt nok til at blive mæt! Den efterfølgende evaluering afslørede, at dette ikke var tilfældet hos alle, dog med positive tilbagemeldinger fra mange andre, ligesom med sprogvalget.

Middagen, pauserne og mødestederne efter og mellem sessionerne er vigtige. Her kan knyttes nye kontakter og vedligeholdes gamle.

En god samtale med direktøren i den svenske Riksbankens Jubileumsfond gav afsæt for videre møder: Ved siden af Kernegruppeprogrammet har vi i Velux Fonden et særligt program for projekter med tværsektorielt samarbejde mellem humanvidenskabelige forskere og praktikere, HUM-praxis hedder det.

Riksbankens Jubileumsfond har etableret et program, RJ Flexit, med et delvist beslægtet formål.

Vi blev hurtigt enige om at mødes og udveksle erfaringer. Så snart går turen med teamet til Stockholm – i tog, naturligvis.

Forrige artikel Rådet for Sikker Trafik: Både fond og organisation er nødt til at prioritere en exit-samtale Rådet for Sikker Trafik: Både fond og organisation er nødt til at prioritere en exit-samtale Næste artikel 2030-netværket: Verdensmålene har brug for en klar politisk handlingsplan 2030-netværket: Verdensmålene har brug for en klar politisk handlingsplan
Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Private fonde har lagt millioner af kroner i at få moderne kunstværker integreret i den nye metrolinje. Det kaldes banebrydende og spektakulært, og for fondene bag er det en helt bevidst prioritering at bruge store donationer til at sætte præg på det offentlige rum.