Forskningsråd: Med stærkere fonde er staten ikke længere ene om at sætte retningen for dansk forskning

Der er meget godt at sige om de private fonde i Danmark, men der er også en række udfordringer. I vores optik handler udfordringerne om, at fondenes øgede indflydelse forrykker centrale balancer i det danske forsknings- og innovationssystem. Det kræver tilpasning.

Lad os starte med at slå fast, at de private fonde giver en global konkurrencefordel for dansk forskning og innovation. Det skyldes fondenes store donationer, men også deres forvaltning.

Fondene har som sektor udviklet legitime udmøntningsprocesser. Det giver hård, men fair konkurrence om midlerne.

Der er også kommet fokus på at udmønte midlerne med blik for samfundets behov. Klima, miljø, børn og unge samt fremadstormende teknologier prioriteres i stigende grad. Det er ikke kun sundhedsvidenskab, der tilgodeses.

Fondene påtager sig opgaver, som ikke kan løftes af det offentlige system. Det gælder i forhold til hurtig eksekvering, når der skal indkøbes supercomputere. På samme måde spiller fondene en vigtig rolle i forhold til udvikling af et kapitalmarked for videnstunge start-ups.

Dertil kommer, at fondsejerskabet giver de bagvedliggende virksomheder mulighed for at tænke langsigtet med udgangspunkt i Danmark. Det har været en styrke for virksomhederne og for den danske vidensproduktion.

Endelig har de største fonde indgået en aftale med universiteterne om at bidrage til finansiering af afledte projektomkostninger. Det er alt sammen godt. Rigtig godt.

Staten har ikke længere eneret

Men, for der er et væsentligt men, de mange ekstra midler flytter på centrale balancer i det danske system. Det kræver, at alle spillere justerer deres positioner.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) er sat i verden for at rådgive Folketinget og ministre, så lad os starte med, hvordan staten bør rebalancere sin rolle.

I forsknings- og innovationspolitikken er der en central balance mellem at sikre en solid og bred vidensbase og iværksætte strategiske initiativer på områder, hvor der er særlige behov eller potentialer.

Staten har traditionelt sikret balancen gennem et finansieringsmix af basismidler og konkurrenceudsatte midler, der udmøntes af en række separate råd, fonde og programmer. Denne balance flytter sig hastigt i disse år, idet fondene spiller en større rolle i forhold til strategiske satsninger.

Et eksempel er fra regeringens grønne forskningsstrategi, hvor en af de ambitiøse missioner vedrører Fangst og lagring eller anvendelse af CO2 (CCUS).

Sideløbende finansierer Novo Nordisk Fonden CORC – et center, der arbejder med en lignende og overlappende mission. Tilsvarende eksempler kan findes inden for Power-to-X, kvanteområdet og landbrugsforskning.

Statens strategiske satsninger skal i højere grad koordineres i dialog og samarbejde med de største fonde. Staten er ikke længere alene om at sætte retningen for dansk forskning.

{{toplink}}

Økonomisk autonomi sikrer den langsigtede vidensbase

Som en konsekvens af fondenes strategiske satsninger bliver staten også nødt til at styrke videnbasen og systemets robusthed. DFiR har i en tidligere analyse slået fast, at man bør styrke universiteternes økonomiske robusthed.

Det gælder formentlig også andre offentlige vidensproducenter. I rådet har vi peget på at øge basismidlerne samt give institutioner ejerskab over deres bygninger.

Det er en model, der kendes fra enkelte universiteter og fra andre typer af uddannelsesinstitutioner. Et sådant ejerskab skal understøtte en større økonomisk autonomi på institutionerne.

Det er ikke politiske kioskbaskere at justere på disse tekniske balancer og slet ikke lige så spændende som at lancere strategier og satsninger inden for rumteknologi, kunstig intelligens eller hvad der i øvrigt måtte have offentlighedens interesse.

Det er imidlertid nødvendigt med øget politisk interesse for fundamentet under vidensinstitutionerne. Det er fundamentet, der sikrer gode ansættelsespolitikker, talentudvikling og de første forsøg inden for områder, som endnu ikke er på fondenes eller politikernes dagsorden.

Fondene bør også styrke deres blik for fundamentet. Der er behov for at udvikle virkemidler, der kan styrke den langsigtede vidensbase og institutionernes økonomiske robusthed.

En tilgang kunne være bevillinger i stil med eksternt finansierede professorater, som kan styrke institutionernes langsigtede og brede vidensbase, samtidig med at der gives en strategisk retning.  

Endelig bør også universiteterne justere deres tilgang. Det kan blive nødvendigt at begrænse forskeres adgang til at søge midler, der slet ikke passer ind i et instituts forskningsstrategi.

Det vil for nogen opleves som en begrænsning af forskningsfriheden, men det vil være nødvendigt for at sikre, at institutionerne udvikler sig bæredygtigt. Vores institutioner skal ikke være meget større, men derimod meget bedre.

debat@altinget.dk