Dignity i modsvar: Drop forfaldsfortællingen om civilsamfundets "kedelige magtkritik"

Kommunikationsrådgiver Eva Svavars har et spændende indspark i Altingets nye debatserie om mulig selvcensur i det danske civilsamfund.

Svavars mener, at danske NGO’er er blevet kedelige og forudsigelige i deres fortalerarbejde, og at dette afspejler en voksende selvcensur og frygt for politiske og økonomiske konsekvenser.

Lad mig sige det med det samme: Det billede kan jeg ikke genkende.

Jeg oplever faktisk mange danske NGO’er, der engagerer sig helhjertet og professionelt i fortaler- og oplysningsarbejde til gavn for deres sag og målgruppe. På vidt forskellige måder og med vidt forskellige redskaber. 

Politik er ikke noget, vi leger

Svavars skriver, at debatindlæg fra civilsamfundsorganisationer i dag ofte er ”ordentlige, velargumenterede og datafunderede”. Det er vist ikke ment som et kompliment, men jeg mener faktisk, at det er hædersmærke.

Politik er ikke noget, vi leger. Det er dyb alvor. Og vi skylder de udsatte målgrupper og presserende dagsordener, vi arbejder med, at vores politiske indspil er professionelle, vidensbaserede og relevante. Det handler om at skabe mest mulig positiv forandring for de mennesker, som vi er sat i verden for at hjælpe. Lokalt, nationalt og internationalt.

I Dignity har vi i de seneste år skrevet enormt mange debatindlæg og kronikker om forskellige flygtninge-, rets-, sundheds- og udenrigspolitiske spørgsmål. Mange udtrykker en tydelig kritik af magthaverne.

Men for mig er det også afgørende, at vores bidrag – for det første – altid bygger på forskningsbaseret viden og/eller praktiske erfaringer fra arbejdet med traumatiserede flygtninge og – for det andet – leverer konkrete forslag til, hvad beslutningstagere kan gøre anderledes og bedre. Hvis det er kedeligt, så vil jeg gerne være kedelig. 

På nogle, men bestemt ikke alle, områder er vi faktisk lykkedes med at bidrage til konkrete politiske forandringer i de senere år. Og det bør altid være vores målestok: Hvordan bidrager vi bedst til at forbedre vilkårene for vores sag og målgruppe? Metoderne bør bestemmes af formålet.

For os er målestokken derfor aldrig, hvordan vi bedst iscenesætter os selv eller skaber mest larm omkring vores organisation. Og det gælder måske ikke mindst i en tid, hvor den offentlige samtale ofte er fuld af støj, polarisering og fake news. Sådan tror jeg egentlig, at langt de fleste civilsamfundsorganisationer har det i dag.

Selvfølgelig er det skønt med velskrevne indspil og kreative kampagner. Helt bestemt. Lad os dyrke det. Men det er altså ikke nogen dårligdom, at danske civilsamfundsorganisationer også kan bedrive professionel, vidensbaseret og målrettet fortalerarbejde. Tværtimod.

{{toplink}}

Bevillingsbaseret selvcensur er ikke et problem

Så er der spørgsmålet om selvcensur.

Jeg arbejder hver dag med menneskerettighedsforkæmpere rundt om i verden, herunder også i en del autoritære stater og diktaturer. Her er censur, selvcensur og intimidering fra statsmagten en brutal hverdagsvirkelighed. Dokumentation og kritik af menneskerettighedsovergreb kan være livsfarlig. 

Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke for ngo'er i Danmark. Slet, slet ikke. 

Der kan sagtens være kritik og uenigheder i det offentlige rum. Jeg kan – ligesom mange andre i NGO-sektoren – også få modspil og spørgsmål fra politikere og meningsdannere på sociale medier, men det er jo en del af gamet i en demokratisk virkelighed. NGO’er er ikke hævet over kritik.

Jeg mener heller ikke, at der er et stort problem med ”bevillingsbaseret selvcensur”, som en direktørkollega formulerede det forleden. Faktisk har jeg efter mange år i det danske civilsamfund aldrig oplevet bevillingsgivere – hverken offentlige myndigheder eller filantroper – der forsøgte at begrænse civilsamfundsorganisationers mere politiske arbejde som en del af samarbejdet om bevillinger.

Jeg har faktisk hyppigt oplevet det modsatte: Nemlig at bevillingsgivere forventer – og ligefrem omfavner – at bevillingsmodtagerne, parallelt med deres vigtige serviceydende arbejde, naturligvis også bidrager til den offentlige og politiske debat. 

Jeg kan selvsagt ikke udelukke, at andre organisationer har andre og dårligere erfaringer. Men i Dignity's mere end fyrreårige historie har vi formentlig aldrig været mere aktive i den offentlige debat og de demokratiske processer end i de seneste par år – og vi har aldrig modtaget flere bevillinger. 

Så lad os droppe forfaldshistorien, ranke ryggen i civilsamfundet og fortsat engagere os passioneret og vidensbaseret i den demokratiske samtale – til gavn for sagen.

debat@altinget.dk