Udbudsbureaukrati kan stikke kæp i hjulet på grøn omstilling

Af Per Kølster
Formand for Økologisk Landsforening

Danmark vedtog verdens første økologi-lov i 1987 og har siden ført en succesfuld og ofte også ambitiøs økologipolitik. Vi er det land i verden, hvor andelen af økologi i borgernes indkøbskurve er størst, og mange lande kigger vores vej i en tid, hvor hele verden søger inspiration til bæredygtige løsninger.

Privatforbruget af økologiske fødevarer har været og er fortsat et flagskib i udviklingen, men det har fået et følgeskib, foodservice-sektoren. I de senere år har vi set en accelererende udvikling, hvor ikke kun vores private måltider, men også en større og større del af vores fælles måltider i kantiner, vuggestuer, børnehaver, skoler m.m. også bliver mere og mere økologisk. Takket være regeringens målsætning om 60 procents økologi i offentlige måltider i 2020 og en massiv rådgivnings- og undervisningsindsats, er den offentlige bespisning på vej på omgangshøjde med den private storkøkkensektor, når det kommer til økologi.

Succesen handler om at skabe forandringen inden for eksisterende driftsbudgetter med omhyggelighed og solid faglig indsigt i at udnytte ordentlige råvarer i sæson, ændre kostmønstre og skabe en ny madkultur, hvor det grønne og sunde vægter langt over det animalske og dyre. Dermed er forandringerne ikke alene en styrkelse af landbrugets forvaltning af vores fælles jord, men også en mulighed for, at den enkelte kan få en bedre kost, og at et samfund ganske gradvist bevæger sig i retning af en madkultur, som samtidig er klimavenlig og ernæringsmæssig ikke alene forsvarlig, men direkte fremmende for den enkeltes sundhed.

Underminerer udviklingen
Det er store ord, men ikke fedt flæsk. Og af således gode grunde er der ikke alene bevilget statslige midler til omfattende omlægningsprojekter i den offentlige sektors køkkener, men også til at skabe en forståelse i indkøbsleddet for, hvordan de offentlige udbud kan fremme og ikke hæmme denne omlægning. I denne dagsorden er der lagt vægt på at sikre, at økologien samtidig kan blive lokal i videst muligt omfang for at styrke omlægningen og få mest mulig klima, miljø, natur og sundhedsværdi for den offentlige investering i de økologiske råvarer.

Men på grund af centraliseringen af kravene til de offentlige udbud (EU) og andre statslige enheders krav om store indkøbsaftaler, så står hele den hidtidige og kommende investering i den økologiske omlægning overfor en reel trussel. Nemlig at den lokale forankring af samspillet mellem økologiske producenter og køkkener ikke passer ind i det centraliserede aftalesystem. Et helt politisk indsatsområde undermineres. En af årsagerne hertil er, at ingen lokal og mindre aktør kan byde ind på stordriftsaftalerne, det er der kun ganske få leverandører, der er klædt på til. Det betyder eksempelvis, at den drikkevandsbeskyttelse, en kommune kunne få ved, at en vis andel af fødevareindkøbet blev foretaget hos lokale landmænd, der dyrker jorden økologisk og uden sprøjtegift, bliver umuliggjort.

Tænk tværgående
Det er en af de helt store fødevarepolitiske problemstillinger at få de gode visioner og ambitioner til at harmonere med de mange forskellige lag af bureaukrati, der omgiver fødevaresektoren. Lykkes det ikke, så risikerer vi, at et ellers særdeles velfungerende og perspektivrigt offentligt indsatsområde går i stå.

Med andre ord er det bydende nødvendigt, at politikerne tager nye briller på og lægger regnearket til side for en stund og tænker tværgående i forhold til politiske handlinger og forvaltningsområder. Der er ingen garanti for, at det enøjede ønske om besparelser via store, fælles indkøbsaftaler reelt er god samfundsøkonomi, når det handler om fødevarer. Det er nødvendigt at regne og tænke mere helhedsorienteret, hvor utraditionelle parametre inddrages i regnestykket. Overlad det til de lokale enheder - private institutioner såvel som kommunale - at finde de veje, der sikrer såvel en sund økonomi som de integrerede hensyn, der bedst forvaltes lokalt. Ansvarligheden er udpræget, når motivationen er der. Det er en overvældende erfaring fra de sidste mere end 20 års arbejde i køkkenerne: Der er fuld forståelse for at skabe balancen mellem at holde hus med borgernes penge og samtidig sikre borgernes interesse i rent grundvand, en levende natur og et spændende lokalmiljø med et kreativt fremsynet økologisk landbrugserhverv.

Udviklingen i den offentlige omlægning har hidtil krævet politisk mod, opfindsomhed og helhedstænkning. Dette behov er ikke blevet mindre, hvis der ikke skal sættes en kæp i hjulet på en udvikling, som nyder støtte i meget brede dele af befolkningen.

debat@altinget.dk