Spor af økologi i drikkevandet

DEBAT: Økologi er et redskab til at beskytte grundvandet mod pesticider, skriver Sven Hermansen, rådgivningschef i Økologisk Landsforening, som mener, at regeringens økologiske vision mangler initiativer til at sikre natur-, miljø-, og grundvandsressourcer.

Af Sven Hermansen
Rådgivningschef, Økologisk Landsforening

Regeringens økologiske vision indeholder ikke umiddelbart initiativer, der direkte bruger udvikling af økologien til at sikre natur-, miljø-, og grundvandsressourcer. Generelt vil et øget økologisk areal forbedre de fleste miljøparametre, men på kritiske områder som natur og rent grundvand, er der behov for at indsatsen er langt mere præcis.

Et eksempel på en sådan målrettet indsats er netop sat i søen: Landets 98 borgmestre har modtaget et brev som et led i en kampagne for at få mere økologi ud i den offentlige bespisning. Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening har formuleret initiativet med en klar fælles målsætning om at hjælpe kommunerne til en stærkere økologisk profil. Det er uddannelse, viden og visioner, der skal være motoren i en proces, der udover borgmestrene bl.a. inddrager køkkenledere, personale og indkøbere.

Inddragelse af kommunerne
Den form for øget efterspørgsel er en væsentlig drivkraft for at kunne nå målene om en større andel økologisk dyrkede arealer. Når kommunerne bliver omdrejningspunktet for udvikling af økologisk offentlig bespisning, er det helt oplagt at inddrage primærproduktionen i næste step.

Det gøres i første omgang, ved at 12 motiverede kommuner bliver inviteret til et arbejde med at udvikle økologien på de arealer, som kommunen ejer og forvalter. Eller på de arealer hvor kommunen er forpligtiget i forhold til natur- og miljøbeskyttelseslovene.

Sammenhængen mellem de to dele er, at en aktiv kommune kan lave en markant grøn profil med reelt indhold. Et indhold der rækker fra mark til madudbringning. Et indhold, der bidrager til at forbedre miljøet og naturen i kommunen og beskytter grundvandet.

Det er alt sammen sat i værk, fordi økologisk drift og økologiske varer indeholder de kvaliteter, der kan gøre det nødvendige muligt.

Fravær af pesticider
Drikkevandsboringer lukkes på grund af fund af pesticider. F.eks. et af verdens mest udbredte pesticider, Roundup, der i dag lovligt anvendes på marker, i private haver og offentlige anlæg. Glyphosat, aktivstoffet i ukrudtsmidlet Roundup, er fundet i grundvandet og har nu lukket 11 boringer. Reaktionen fra Miljøministeriet er, at analyser for glyphosat sammen med yderligere 8 produkter, fra nu af bliver en del af vandværkernes obligatoriske analysepakke. Alene af den grund må det forventes, at antallet af boringer, der lukkes på grund af fund af pesticidrester, vil stige markant i 2011. Kontrol er ikke et redskab til at beskytte grundvandet mod pesticider - det er økologien derimod.

Økologi er fravær af pesticider. Økologi er en lang række andre ting derudover, men fravalg af pesticider har altid været den store hurdle, når konventionelle landmænd går ind i overvejelser om omlægning til økologi. Efter et par sæsoner som økolog er det som rådgiver altid interessant at høre landmandens svar på, hvordan det så er at være økologisk landmand. "Rart ikke at skulle ud med marksprøjten i de fine morgener i maj og juni" er en typisk første indskydelse.

Kommunernes columbusæg
Fravær af pesticider er kvalitet i landmandslivet. Men det er også den bedste sikkerhed for fravær af pesticider i produkterne og dermed også i grundvandet. De mange hektar landbrugsjord, der ligger ovenpå vores nuværende og kommende indvindingsområder kan kun beskyttes imod nedvaskning af pesticider, ved at udelade brugen.

Det er i alles interesse, at vi fortsat kan drikke vand fra hanen. Samtidig er det en meget dårlig forretning at lukke en boring på grund af pesticider for så at skulle etablere en ny for at holde forsyningen intakt. Den fælles interesse kan komme til udtryk i kommunernes forvaltning af vandindvindingsområderne. Vandværkerne ved, hvilke områder deres drikkevand skal dannes under i de næste 50-100 år. Selv med den lange tidshorisont er det nu, arealerne bedst sikres ved at lave dyrkningsaftaler indeholdende krav om økologisk eller som minimum sprøjtefri dyrkning af disse arealer.

Det nuværende økologiske areal skåner allerede 270 mio. kubikmeter grundvand pr. år for mødet med pesticider. Økologien kan bruges som effektivt redskab til også at skåne resten. At kommunerne på den måde kan lave en robust og logisk sammenhæng mellem arealforvaltning til sikring af rent vand og økologisk offentlig bespisning er i virkeligheden et columbusæg. Det bedste af to verdener.

Forrige artikel Besøg et dansk landbrug, Schaldemose Næste artikel Velkommen til fedtafgiften Velkommen til fedtafgiften