Spiser vi det, vi fortjener?

Debat: Det er de frie markedskræfter, der bestemmer fødevareudvalget, men forbrugeren skal kunne vælge på et oplyst grundlag, mener Lars Barfoed.

Af Lars Barfoed (K),
familie- og forbrugerminister

Fødevarekvalitet er en svært definerbar størrelse. Alle kan blive enige om, at de vil have fødevarer af god kvalitet, men hvordan den gode kvalitet defineres, varierer fra forbruger til forbruger. Mange forbrugere lader sig friste af fem kyllinger for 100 kroner eller slagtilbud af tvivlsom kvalitet. Årsagerne kan være manglende viden og information, men for mange forbrugere er prisen det altafgørende parameter.

Forbrugere vil kombinere discount med høj kvalitet
Men parallelt med discountbølgen ser vi, at forbrugerne samtidig i stigende grad efterspørger kvalitetsprodukter. Nogle taler om en lokaliserings-tendens, hvor forbrugerne vil have fødevarer med en speciel historie, eller forbinder kvalitet med at fødevarerne kommer fra en bestemt gård eller region. Der er fremtidsforskere, som i krystalkuglen synes at kunne se, at forbruget fremover bliver mere polariseret, og mange forbrugere vil kombinere discount med produkter af høj kvalitet. Jeg synes, det er en interessant tendens, som vi fra regeringens side gerne vil understøtte.

Vi skal sikre kvalitet og sikkerhed
Regeringens mål på det fødevarepolitiske område er at fremme danskernes sundhed via ernæringsrigtig kost samt at sikre forbrugerne sikkerhed - og ikke mindst kvalitet på fødevareområdet. Vi arbejder målrettet for at fremme tilgængeligheden af viden om sund livsstil og at fremme tilgængeligheden af sunde fødevarer, så forbrugerne har mulighed for at træffe det sunde valg hver dag. Det er væsentligt, at forbrugerne har mulighed for at tilegne sig letforståelige informationer om, hvor, hvordan og af hvem varerne er produceret. Forbrugerne skal samtidig kunne forvente og stole på, at fødevaren lever op til den kvalitet, som fremgår af varens mærkning og indpakning. Samtidig skal vi understøtte ny viden om sundhed, kvalitet og sikkerhed samt udviklingen af nye produkter gennem forskning på fødevare- og veterinærområdet.

Jeg vil ikke gøre mig til smagsdommer, men jeg vil forsøge at skabe rammerne for en positiv udvikling i kvaliteten og markedsføringen af fødevarerne.

Forbrugerne skal have mulighed for at vælge discountprodukter, men jeg håber, at vi i stigende grad får mulighed for også at vælge gode råvarer og lækre smagsoplevelser. I sidste ende er det de frie markedskræfter, der bestemmer udvalget på supermarkedets hylder. Det er forbrugerne, der selv skal bestemme indkøbskurvens indhold. Men det skal ske på et oplyst grundlag.

Forrige artikel Landbrugsraadet kritiserer universitetsreform Næste artikel Fødevarestyrelsen: Økologer tager fejl