Klimaaftalen fra COP28 er langtfra perfekt, men det betyder faktisk noget, at den nævner fossile brændstoffer

Der er aldrig nogen, der har beskyldt Exxon Mobil for at være frontløber i klimakampen. Alligevel kræver det sin topchef at stå til klimakonferencen i Dubai og argumentere for, at vedvarende energi hidtil har fyldt for meget i klimaforhandlingerne. Ingen kan klandre Exxons administrative direktør, Darren Wood, for at putte med budskaberne.

Så selv om man i et optimistisk øjeblik kunne tolke det faktum, at et hidtil uset antal lobbyister - 2.400 - fra den fossile industri havde taget turen til COP28, som et tegn på, at sektoren begynder at mærke jorden brænde under sig, ja, så fik man en brat opvågnen, da COP-formandskabet i mandags fremlagde sit første udkast til sluttekst.

Olie og gas blev end ikke nævnt. Vel stod der, at verden kunne gå efter en tredobling af vedvarende energi, og at man kunne fordoble energieffektiviteten globalt, ligesom man could bruge mindre kul. Ja, man kan jo så meget, men altså ikke et ord om fossile brændstoffer, og ingen tidsfrister, ingen deadlines, ja, i det hele taget ikke et ord om, hvornår hvem skal gøre hvad.

Darren Wood og oliegiganterne i OPEC må i deres stille sind have tænkt, at rejsen til Dubai ikke havde været forgæves.

Men heldigvis var der også andre kræfter til stede, og de fik styrket den endelige tekst. Som alle FN-tekster er slutteksten et kompromis og langt fra perfekt. Men omstillingen væk fra fossile brændstoffer kom dog ind, og det fremgår, at landene skal tage fat i dette årti. Ikke stærkt nok - men dog et fremskridt.

Det er ikke mærkeligt, hvis mennesker, der ikke bruger deres liv på FN-konferencer, undrer sig over, at der skulle hele 28 COP'er til, før verden kunne enes om at nævne fossile brændstoffer ved navn. Og man kan ikke fortænke folk i at spørge, om det virkelig kan betyde noget, om der i den vedtagne tekst står "phase down" eller "phase out", eller om der står "could" eller noget mere forpligtende.

{{toplink}}

Men ord betyder noget - og i denne sammenhæng er det lidt mere end bare ord. For ja, det er uendelig bøvlet og besværligt at kæmpe ord og begreber ind i et FN-dokument. Til gengæld viser historien, at når først et ord eller en retning er kommet ind i et FN-dokument, så er det næsten umuligt at få ud igen.

Langsomt opfanges signalet, og lande, kommuner, virksomheder, investorer og så videre begynder at indrette sig efter det. Det er det, FN kan. FN kan ikke tvinge parterne til at handle og implementere, men FN kan sætte en retning. Og erfaringen viser, at ord faktisk fører til handling. Først langsomt - alt for langsomt - men så accelereres der. Flere og flere forstår, at udfordringen ikke går væk.

Man kan kun håbe, at signalet fra Dubai på samme måde nu omsættes til omstilling. 

I de selvsamme dage, hvor armlægningen om ord intensiveredes i Dubai, sad jeg til bestyrelsesmøder i et par danske virksomheder, der rent faktisk er optaget af at levere løsninger.

Danfoss leverer masser af energieffektive løsninger til blandt andet elektrificeringen og er eksempelvis nu i gang med at omstille til cirkulær økonomi, hvorfor produktdesignet nytænkes. I Kirkbi er LEGO-familien stærkt engageret i at investere i nye klimaløsninger, i vedvarende energi og i alternativer til plastik.

Også politisk bød ugen på skridt fremad, da der blev opnået bred enighed om nye vilkår for at fremme opstilling af vedvarende energi, og en alliance af vestjyske kommuner meldte sig klar til at løfte endnu mere af den fælles opgave med vedvarende energi, hvis visse betingelser blev opfyldt.

Mange gode kræfter arbejder seriøst med at omsætte mål til handling. Virksomheder leverer løsninger. Forskere skaber fundamentet for innovation. Investorer tager risikoen og investerer fremtidsrettet frem for i bakspejlet, og mennesker begynder så småt at ændre vaner og adfærd.

Og løbende kommer der nye problemfelter - nye ord - ind i den globale diskussion. I Dubai var det udfasning af fossile brændstoffer, der blev zoomet ind på. 

Men forhåbentlig lagde den hjemlige landbrugssektor mærke til, at også diskussionen om fødevareproduktion fyldte mere på denne COP end nogensinde tidligere. En stor koalition krævede, at næste års COP sætter globale mål for og tidsfrister på “en grundlæggende transformation af den globale fødevareproduktion til gavn for mennesker, natur og klima”.

Kravet blev fremsat samtidig med, at rapporten fra det hjemlige Svarer-udvalg igen-igen blev udsat. Måske dansk landbrug skulle lære af Exxons eksempel. På et tidspunkt slipper man ikke længere godt fra at forhale.

Virkeligheden melder sig, og mennesker - kunderne, forbrugerne, borgerne - begynder at se og mærke, at business as usual koster og har konsekvenser. Og pludselig klemmer ord om udfasning af fossile brændstoffer sig ind i en FN-tekst. Uagtet selv en Exxon-boss’ advarsler.

Når dansk landbrug at blive klar til næste COP?