Økologi som motor for miljø og beskæftigelse

DEBAT: Hvis dansk landbrug skal overleve krisen, så kræver det en omlægning til 100 procent økologi. Per Clausen fasttømrer her Enhedslistens holdning til et fremtidigt, bæredygtigt landbrug.

Af Per Clausen                                                                                              Fødevareordfører for Enhedslisten 

Dagligt hører vi om danske landmænd, som er håbløst forgældede og ikke kan skaffe finansiering til de moderniseringer, som udviklingen stiller krav om. Således forventer man, at halvdelen af danske svineproducenter må lukke i løbet af de næste 10 år. Denne krise kræver en omfattende omlægning af dansk landbrug, hvis vi fremadrettet skal bevare en fødevareproduktion i Danmark.

Derfor foreslår Enhedslisten, at den offentlige støtte til landbrugsområdet koncentreres omkring støtte til omlægning til økologi. En sådan indsats skal fremme omlægningen til økologi, styrke den økologiske produktion, fremme lokal økologisk produktion af økologiske fødevarer og øge efterspørgslen efter økologiske fødevarer.

Det er Enhedslistens vision, at det danske landbrug skal overgå til 100 % økologi. Dette er ambitiøst, men absolut ikke umuligt. Danmark er allerede førende på flere områder inden for økologi. Vi er det folkefærd i verden, der spiser flest økologiske fødevarer, og salget af økologiske fødevarer i Danmark er blevet fordoblet på fem år. Desværre følger den danske produktion ikke med, så en stor del af forbruget må dækkes gennem importerede varer.

Vi skal i fremtiden have en landbrugsproduktion i Danmark, der sikrer rent grundvand, overfladevand af høj kvalitet - og en rig natur. Samtidig skal landbruget sikre arbejdspladser, liv på landet, dyrevelfærd - og ikke mindst være med til at løse klimakrisen.

På den måde kan landbruget igen blive en motor for udvikling og beskæftigelse i landdistrikterne. Det skal ske ved en massiv satsning på økologisk landbrug, på udvikling af fødevarespecialiteter, på forarbejdning af produkterne på gården og i lokalområdet og på afsætning af fødevarer til nærområdet.

Overordnet kan Enhedslistens strategi skitseres ved følgende initiativer:

1. Fremme omlægning til økologisk produktion
2. Styrke økologisk landbrugsproduktion
3. Fremme af lokal produktion af økologiske kvalitetsfødevarer                            
4. Styrke markedet for danske økologiske fødevarer                                          
5. Global økologi  

Forrige artikel Industrien tager ansvar og er rigtig godt på vej Næste artikel Højt omkostningsniveau giver højere priser