Lederne undrer sig: Har udvalget overset de danske iværksættere?

DEBAT: Forenklingsudvalget lader til at have overset, at vi skal have bedre fat i iværksætterne for at løse den danske vækstudfordring på længere sigt, skriver Henrik Bach Mortensen fra Lederne.

Af Henrik Bach Mortensen
Direktør i Lederne

Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme, som regeringen har nedsat, skal roses for at anbefale en grundig oprydning i et system, der alt for længe har været uoverskueligt med alt for mange projekter og alt for mange aktører.

Udvalgets anbefalinger rummer en lang række positive elementer som blandt andet oprettelse af en ny bestyrelse, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og en stærk lokal forankring med et klart virksomhedsfokus og stærk virksomhedsrepræsentation i de fem nye erhvervshuse.

Udvalgets princip, om at offentligt finansierede erhvervsfremmeindsatser i videst muligt omfang skal overlades til private aktører, er også fornuftigt.

Rådgivningen af iværksættere bliver ganske enkelt bedre, når den varetages af personer med virksomhedsforståelse, for eksempel når det gælder rådgivning, sparring om forretningsmodel, marketingstrategi osv.  

Iværksættere overset
Men det er, som om udvalget midt i oprydningsarbejdet har overset, hvordan et nyt erhvervsfremmesystem skal bidrage til at sikre vækst og jobskabelse på den lange bane ved at skabe flere iværksættere i Danmark.

Det er barokt, når man tænker på, at manglen på succesfulde iværksættere er en del af den danske vækstudfordring.

Ganske vist er Danmark på overfladen et af verdens bedste iværksætterlande. Danmark ligger i topfem inden for OECD med hensyn til etablering af nye virksomheder. Men mange af de nye virksomheder, som bliver etableret, får aldrig for alvor luft under vingerne.

Kun knap tre virksomheder ud af tusind opfyldte fem år efter etablering kriterierne for at være vækst-iværksætter. Definitionen på en vækst-iværksætter er, at den skal have mindst ti ansatte inden for de første to leveår og derefter udvide medarbejderstaben med mindst ti procent om året i tre år.

Der er med andre ord brug for bedre støtte til iværksætterne i de første, vaklende år. Hvis bare tre procent – og ikke tre promille – af de nyetablerede virksomheder får held til at folde vingerne ud og blive vækst-iværksættervirksomheder, vil det kunne mærkes på vores velstand.

Brian Mikkelsen skal sikre iværksætterånd
Derfor skal der lyde en opfordring til erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen om at huske iværksætterne, når udvalgets anbefalinger skal omsættes til handling.

Det kan for eksempel ske ved, at iværksætterrådgivning bliver en fast opgave for de fem foreslåede erhvervshuse. Det er derfor helt afgørende, at sammensætningen af erhvervshusenes bestyrelser sikrer profiler med iværksætterbaggrund og -erfaring, der har forståelse og indsigt i de udfordringer, som iværksættere står over for. Vi skal sikre iværksætterblod i bestyrelserne.

Det vil ligge helt i tråd med regeringsgrundlaget om at prioritere iværksætterne højt. I regeringsgrundlaget hedder det, at en forenkling af erhvervsfremmesystemet også skal gøre systemet nemmere og mere overskueligt for iværksættere. Det grundlag håber vi, ministeren står fast på.

Forrige artikel Erhvervsfremme-forening i oprør: 13.000 virksomheder bliver hjemløse Erhvervsfremme-forening i oprør: 13.000 virksomheder bliver hjemløse Næste artikel Kronik: Er vi klar til Forskning 4.0 i fødevaresektoren? Kronik: Er vi klar til Forskning 4.0 i fødevaresektoren?