Landbrug & Fødevarer: Vi har betragtet dyr som sansende væsner i mange år

DEBAT: Vi skal ikke ende i en situation, hvor udvikling resulterer i afvikling, som vi har set i en række lande. Danske landmænd har allerede vist, at indtægter kan kombineres med et fortsat stigende niveau af dyrevelfærd, skriver Per Olsen.

Af Per Olsen
Veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer

I Danmark har vi et højt niveau af dyrevelfærd, og i de seneste årtier er niveauet løftet markant.

I takt med strukturudviklingen er der etableret nye innovative stalde, hvor sundhed og dyrevelfærd går hånd i hånd med fødevaresikkerhed og miljøhensyn.

Vi har en række danske særregler, som går videre end EU-lovgivningen. Erhvervet investerer hvert år massivt i forskning og rådgivning.

I tæt samarbejde med både organisationer og universiteter i ind- og udland skabes og formidles ny viden, der skal sikre og forbedre dyrenes sundhed og velfærd. Det er initiativer, der gør en mærkbar forskel for danske husdyr.

Lokalbedøvelse for pattegrise
Vi gør det godt i dag, og vi arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre. Derfor fokuserer vi dagligt på at finde bæredygtige initiativer og holdbare løsninger, som kan give endnu bedre dyrevelfærd.

På en lang række områder har erhvervet på eget initiativ valgt at gå længere end den danske lovgivning.

Danske griseproducenter har – som nogle af de første i verden – indført et branchekrav om lokalbedøvelse af pattegrisene før kastration.

I såvel den almindelige som i den økologisk griseproduktion kastreres størstedelen af hangrisene i dag. Hvis hangrise ikke kastreres, øges risikoen for såkaldt ’ornelugt’ i kødet.

Kravet om lokalbedøvelse trådte i kraft med virkning fra 1. jan 2019, og det betyder, at alle pattegrise nu lokalbedøves forud for kastration.

Dyr er sansende væsner
Landbrug & Fødevarer, Kvæg og Dansk Jersey har vedtaget en ambitiøs målsætning om et stop for aflivning af tyrekalve fra udgangen af 2021.

Det handler i høj grad om at bruge kønssorteret sæd og at skabe robuste kalve, som giver bedre kød og en mere klimaeffektiv produktion. Siden 2013 er kurven over antallet af aflivede jerseykalve knækket ganske markant, og målsætningen er, at det skal være helt slut med at aflive tyrekalve med udgangen af 2021.

Det er et enigt folketing, der står bag den nye dyrevelfærdslov. Det er et stærkt signal og et symbol på, at et samarbejdende forhold mellem landbrug og politikere er vejen frem. Dyrevelfærd er landmandens ansvar, men det er afgørende, at reguleringen hviler på et fagligt grundlag og sikrer stabile rammevilkår for en stærk og innovativ husdyrproduktion.

Vi ser frem til, at den nye dyrevelsfærdslov gør det muligt at få en mere dynamisk regulering, som hurtigere kan tilpasses ny viden eller praksis på staldgangen.

Der har været meget debat om, at loven nu beskriver dyr som sansende væsener. Der er ikke noget nyt i at dyr, er sansende væsener. Det har vi fra landbrugets side vidst og arbejdet ud fra i mange år.

God samvittighed
I Danmark skal udviklingen i erhvervet fortsat sikre et varigt indtægtsgrundlag til vores velfærdssamfund.

Vi skal ikke ende i samme situation, hvor udvikling resulterer i afvikling, som vi har set i en række lande, herunder Sverige og England. Danske landmænd har allerede vist, at det kan kombineres med et fortsat stigende niveau af dyrevelfærd.

Uanset om du køber kød og mejeriprodukter fra traditionel husdyrproduktion, økologisk- eller frilandsproduktion kan alle med god samvittighed planlægge dansk flæskesteg eller hakkebøffer til aftensmad.

Og hvis forbrugerne vil være med, kan vi gøre endnu mere. Det, forbrugerne vælger at spise i morgen, er vi klar til at lægge i køledisken i overmorgen.

Fælles indsats er vejen frem
Statens dyrevelfærdsmærke - et grønt hjerte, hvori der står ’Bedre Dyrevelfærd’ - er allerede velkendt, og det er nu udbredt til både grisekød, kyllingekød, mejeriprodukter og okse- og kalvekød.

Det er unikt på verdensplan, at det er lykkedes at samle mange aktører lige fra dyreværnsorganisationer, producenter og til detailleddet i et fælles dyrevelfærdsmærke. Lande udenfor Danmark ser med misundelse på os.

Men det er nu, at indsatsen skal stå sin prøve. Forbrugernes efterspørgsel skal være med til at løfte dyrevelfærden endnu mere i fremtidens husdyrproduktion.

Kun ved hjælp af en fælles indsats, kan vi løfte det i forvejen høje niveau for dyrevelfærd i Danmark.

Forrige artikel Enhedslisten: Der er ingen glade grise med krølle på halen i de store industristalde Enhedslisten: Der er ingen glade grise med krølle på halen i de store industristalde Næste artikel Svineproducenter til EL: Drop udskamningen og kom på besøg i vores stalde Svineproducenter til EL: Drop udskamningen og kom på besøg i vores stalde