Hækkerup bestormet af klimaspørgsmål

IDÉKATALOG: Venstre kræver, at fødevareminister Karen Hækkerup (S) forholder sig til 25 konkrete forslag fra regeringens virkemiddelkatalog over klimatiltag, der blev fremlagt som en del af klimaplanen.

"Kan ministeren afvise, at regeringen vil gennemføre forslaget fra regeringens klimaplan om at tage 35.000 ha lavbundsjorde ud af drift?"

Dette, og 25 andre lignende §20-spørgsmål, kræver Venstre, at fødevareminister Karen Hækkerup (S) svarer på.

Spørgsmålene drejer sig om de idéer til CO2-reducerende virkemidler, der er en del af den klimaplan, klimaminister Martin Lidegaard (R) fremlagde i sidste uge. 

Afsenderen er Venstres klima- og energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, og han vil vide hvilke af værktøjerne, regeringen agter at gennemføre.

"Regeringens udspil har skabt meget stor usikkerhed hos både virksomheder og private. Vi har brug for at finde ud af, om der er hold i den usikkerhed," siger Lars Chr. Lilleholt.

Forslag skaber usikkerhed
Klimaplanen skal sørge for, at Danmark når i mål med sin ambition om 40 procents CO2-reduktion i 2020. Sammen med klimaplanen har regeringen fremlagt 78 forslag i et såkaldt virkemiddelkatalog, der kan nedbringe Danmarks CO2-udslip.

Regeringen understreger, at det her er en værktøjskasse med både gode og dårlige idéer, der skal kigges nøje igennem. Regner du selv med, at regeringen nu og her kan svare på, hvilke tiltag den vil gennemføre?

"Jeg spørger, som jeg gør, for at finde ud af, om regeringen mener de her tiltag alvorligt. Og når jeg stiller et spørgsmål, regner jeg med at få svar.

Er dine spørgsmål ikke bare politisk drilleri?

"Nej. Når regeringen siger, at det er en værktøjskasse, som man kan tage værktøj op af og anvende, er det fordi, der ligger nogle forslag, som regeringen på et tidspunkt risikerer at gennemføre. Hvis regeringen overvejer det, er det kun rimeligt, at befolkningen får viden om, hvad forslagene konkret indebærer."

Venstre har stillet spørgsmål til alle 78 punkter i regeringens virkemiddelkatalog.

Læs om de enkelte forslag til landbruget her

Forrige artikel Arla sender mobile pakkerier til Afrika Næste artikel SF: Klimatiltag skal med i vandplanerne SF: Klimatiltag skal med i vandplanerne