Franciska Rosenkilde om grøn trepart: Vi står med bukserne nede, når en fødevarekrise rigtig sætter ind

Krigen i Ukraine var et wake up call. Vi havde i Vesten været alt for naive og gjort os dybt afhængige af russisk gas.

Vi havde flettet vores økonomier og infrastrukturer sammen på en måde, så vi stadig i dag er dybt afhængige og finansierer den russiske krigsmaskine med milliarder.

I bagklogskabens klare lys er der mange ting, man kunne ønske, vi i Danmark og Europa havde gjort anderledes. Vi skulle have reageret på de advarselslamper, der lyste rødt derude.

Den efterfølgende geopolitiske situation med tøvende opbakning fra USA har understreget behovet for, at vi i langt højere grad bliver i stand til, at kunne klare os selv i fremtiden.

Imens blinker en anden advarselslampe om fremtidens fødevaresikkerhed. En lampe som vi kan nå at reagere på, inden vi igen får en kæmpe overraskelse. Et klart faresignal er de stigende fødevarepriser.

I august slog vi i Danmark rekord i fødevarepriser. Mange faktorer spiller ind – ekstremt vejr, konflikter og rentestigninger. Konsekvensen er en mere sårbar fødevareforsyning, hvor det bliver dyrere for os danskere, at få mad på tallerkenen.

Fødevarekrisen er nu 

Ifølge FN befinder vi os i en global fødevarekrise. Og problemet forsvinder ikke af sig selv.

FN forudser, at der i 2050 er behov for 60 procent mere mad på verdensplan, end vi har i dag, fordi vi bliver flere mennesker.

Samtidig vokser smagen for kød på verdensplan. Og vi skal bruge meget mere plads til at dyrke fødevarer i 2050, når verdensbefolkningen runder ti milliarder, der vil spise store mængder kød.

{{toplink}}

Treparten gør krisen lokal

Her kommer treparten ind i billedet.

Trepartens udspil er blevet markedsført som historisk, og har også potentiale for at blive den største omlægning af arealer i Danmark i 100 år.

Men konsekvenserne af treparten ser i lyset af fødevarekrisen ud til at blive historisk fatale.

Vi fastlåser danske landmænd i en fødevareproduktion, der hovedsageligt er til for at eksportere svin til udlandet, og som ikke sikrer, at vi kan forsyne os selv med fødevarer.

Vi kommer til at stå med bukserne nede, når en fødevarekrise rigtig sætter ind, fordi vi har bundet os op på en ensidig animalsk produktion.

Det er især trepartens udspil til en CO2-afgift for landbruget, som vil sætte en kæp i hjulet på omlægningen af den animalske produktion. Afgiften er bredt blevet kritiseret for at være for at være alt for lidt og for sent.

De forlænger verden med brædder og holder hånden under svineindustrien.

Verdensmestre i eksport

I Danmark er vi verdensmestre i det globale fødevaresystem.

Vi eksporterer knap 90 procent af vores landbrugsprodukter. Vi er det mest kødproducerende land i verden, målt per indbygger. Med grise der ligger fastspændt i fabrikshaller og aldrig ser dagens lys, burhøns der stables, og kyllinger hvis brystben brækkes, når de skal lægge store brunch-æg.

Vi importerer soja til svinefoder fra Sydamerika, der svarer til et skovafrydningsareal på størrelse med Sjælland, Falster og Langeland hvert år.

Samtidig er vi ude af stand til at forsyne os selv med mad.

{{toplink}}

Vi importerer 70 procent af de grøntsager og frugter vi spiser, i stedet for at dyrke det på danske marker. Vores import er ti gange så høj som gennemsnittet i EU.

Vi har indrettet vores samfund på præmisserne fra et forældet landbrugsstøttesystem, og det skader især vores lokale madforsyning, vores miljø og vores klima.

I en verden, hvor man ikke værdisætter naturressourcer og sunde fødevarer, har vi formået at lave en fødevareproduktion, der underminerer sig selv.

Et opgør med husdyrproduktionen

Hvis vi skal have en robust, sikker og bæredygtig fødevareforsyning i fremtiden, så kræver det et opgør med de grundlæggende strukturer i vores landbrug.

Vi skal gøre treparten historisk ved at sætte en ny intention for det danske landbrug. En intention om at producere nok og sunde fødevarer til os i fremtiden.

Det, vi har brug for, er de landbrugsformer, der producerer til os lokalt – i stedet for til kødspisere globalt.

Landbrug, der opbygger jorden, mens de dyrker den, der sætter dyr på græs for dyrevelfærd og naturpleje, der skaber en divers produktion til gavn for biodiversiteten.

Og så skal vi have mad på vores tallerken, der primært er plantebaseret, og hvor kød er et festmåltid.

Her kan de økologiske og regenerative jordbrug, vi allerede har i dag, vise vejen.

Det er den udvikling, vi politisk bør understøtte, og præcis derfor treparten er som et plaster på et åbent benbrud, for nok ønsker treparten mere skov og natur i Danmark, men den tager ikke det grundlæggende opgør med vores landbrugsproduktionsform, som er altafgørende for en bæredygtig fremtid.

debat@altinget.dk