Forbrugerne har vundet spillet om ernæringsmærket

DEBAT: Det var ikke detailhandlen, men forbrugerne, der vandt slutspillet om ernæringsmærket, skriver Lone Rasmussen fra Dansk Erhverv.

Af Lone Rasmussen
forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv

Altingets analyse af spillet om ernæringsmærket gør i dag erhvervslivet og Dansk Erhverv til vindere i sagen og det danske SPIS-mærke til den store taber. Dansk Erhverv takker for æren - men analysen fortsætter i det politisk-taktiske spor, der alt for lange har domineret denne sag. Hvis man i stedet tager udgangspunkt i sagen var hele formålet med ernæringsmærket at give forbrugerne en nem adgang til at finde det ernæringsmæssigt bedste valg, når de handler. Havde sagen fortsat som hidtil, var forbrugerne aldrig kommet til at se nogle mærker.

Derfor er der kun én vinder i denne sag og det er forbrugerne, som nu har udsigt til at se nogle mærker, når de handler i butikkerne.

Arbejdet med SPIS-mærket er bestemt heller ikke spildt. Kriterierne for SPIS-mest mærket er udmærkede og vil være det danske bidrag til forhandlingerne om fælles nordiske kriterier.

Det er ikke mindst kravet om negativ mærkning, der har blokeret for, at sagen har kunnet flytte sig. Fortalerne for negativ mærkning mangler at forklare, hvorfor negativ mærkning skulle være bedre forbrugeroplysning end positiv. Vender vi blikket mod miljøområdet er der tale om positiv mærkning - og det er de fleste tilfredse med. Når vi gerne vil handle miljørigtigt kan vi vælge de produkter, der er mærket med det nordiske svanemærke eller EU's miljøblomst. Vi ved, at varer uden miljømærker sandsynligvis ikke lever op til kriterierne, også selv om de ikke er mærket negativt.

Det samme gælder fødevareområdet. De varer, der ikke har et positivt mærke ved forbrugerne ikke lever op til kriterierne. Men der er ikke tale om "usunde" fødevarer, som Altingets analyse skriver. Der er f.eks. tale om primadonnaost, græsk youghurt eller andepaté. Derfor har erhvervet fra starten været imod negativ mærkning.

Hvis der overhovedet er tale om nogen tabere i denne sag er det dem, der hævder at negative mærker skulle være bedre forbrugeroplysning end positiv. Ellers er  der kun vindere, ikke mindst forbrugerne,  fordi der nu efter flere år er udsigt til, at der sker noget.

Forrige artikel Ingen kostændringer uden flere penge Ingen kostændringer uden flere penge Næste artikel Vi undrer os Vi undrer os