Fødevarekontrollen skal fungere

DEBAT: Problemerne i fødevarekontrollen skal fjernes, skriver René Christensen.

Af René Christensen (DF)
Formand for Folketingets Fødevareudvalg

Fødevarekontrollen har igennem de senere år været præget af en del uheldige sager. Nu, hvor der så småt varmes op til nye forhandlinger på fødevareområdet, er der al mulig grund til at sørge for, at kontrollen med vores fødevarer en gang for alle strammes op - og de problemer, der har været, skaffes af vejen.

Helst så vi vel alle, at virksomhederne var medspillere i forhold til fødevarekontrollen. Det har desværre vist sig, at der har været omfattende og bevidst snyd på en del virksomheder. Derfor bliver vi nødt til at give mere frihed og råderum til Fødevarestyrelsen, så de bedre kan monitorere virksomhederne. Vi skal give plads til fagligheden og den "næse", som jeg forventer, Fødevarestyrelsen har.

Større element af helhedskontrol
Styrelsens kontrol skal skærpes over for virksomheder og forretningsdrivende, som ikke har rent mel i posen - og erhvervsdrivende, der på den anden side løser opgaverne til ug, skal slippe lidt billigere.

Jeg så gerne, at det blev implementeret i den nye aftale, at der skulle være et større element af helhedskontrol i de enkelte butikker.

Kontrollen med oprindelseslandene på alle varer, såsom frugt og grønt bør intensiveres. Borgerne skal vide, hvor varerne stammer fra, for derved at kunne vælge ud fra egne præferencer, når det gælder fødevaresikkerhed, miljørigtighed, tillid osv.

Kontrol med anprisninger
Der er også behov for en øget kontrol med anprisningen af vare. Det nytter ikke noget, at varer giver sig ud for at have en gavnlig effekt, som der ikke er dokumentation for.

Vi har desværre også set nogle sager, hvor virksomhederne tilsyneladende har snydt på vægten, ved f.eks. at putte billigere kødtyper som f.eks. hakket svinekød i hakket oksekød, muligvis for ad den vej at øge avancen. Det er klart, at forbrugerne skal have tillid til, at det kød, de køber, rent faktisk er, hvad det giver sig ud for at være. Såfremt forbrugeren kan acceptere 2 eller 5 procent blandingskød, så er det fint, men forbrugeren skal vide hvad der er i pakkerne.

For mig at se handler det om, at fokus rettes mod problemområderne.

Virksomheder må betale regningen
Tiden er ikke inde til, at vi bruger flere skattekroner på fødevarekontrollen, så hvis der skal tilføres flere midler for at få den gode kontrol, må virksomhederne deltage økonomisk. 

Derved kan vi få en mere målrettet og bedre kontrol, til glæde for forbrugerne, men også til glæde for virksomhederne.

Hvis vi fortsat skal have en smiley-ordning, så skal borgerne også kunne stole på, at smiley-mærkningen er retvisende for de faktiske forhold på virksomheden, og det kræver naturligvis en ordentlig fødevarekontrol.

Forrige artikel Den nye madordning Den nye madordning Næste artikel Kortene på bordet om kødklister Kortene på bordet om kødklister