Kortene på bordet om kødklister

Af Benny Engelbrecht
Forbrugerordfører for Socialdemokraterne

Man skulle tro det var så simpelt: Danskerne synes, kødklister er klamt, og derfor skal det ikke tillades i danske kødprodukter, men nej, sagen er langt mere kompleks. Den handler om følelser, kommunikation og kan sågar få indflydelse på fremtidige procedurer i Folketingets behandling af komitesager fra EU.

En meget stor del af den danske befolkning har i de forgangne uger rynket på næsen ved tanken om sammensat kød, fremstillet med hjælp fra enzymet thrombin - eller som det er blevet kendt i den brede offentlighed: kødklister.

Debatten om enzymet thrombin kan strengt taget koges ned til et ord: "ulækkert". Jeg og andre politikere er blevet skudt i skoene, at vores kritik af thrombin har været unuanceret og alene har handlet om mavefornemmelser. Derfor er det nu på tide, at jeg lægger kortene på bordet, for min modstand mod thrombin har langt dybere årsager end blot en kvalmende tanke.

Samtidig må jeg også bekende en sandhed, nemlig at jeg bevidst har tilladt mig at spille på den afsky, tanken om kødklister har vakt hos danskerne. For uden den folkelige modstand ville det aldrig have kunnet lykkes, på ganske få dage, at få skabt et flertal uden om regeringen i en forholdsvis kompleks europæisk komitesag.

Naturligt enzym
Lad os først slå fast, at enzymet thrombin forekommer helt naturligt i alle levende væseners blod. Enzymet er et vigtigt led i blodets koaguleringsproces - det er enkelt fortalt thrombin, der aktiverer blodplasmaproteinet fibrinogen, så der dannes fibrin, der får blodet til at størkne. Det sker for eksempel, hvis jeg skærer mig under morgenbarberingen, efter kort tids blødning koagulerer blodet, og der dannes en sårskorpe.

Når thrombin kan anvendes som tilsætningsstof i fødevarer, skyldes det, at den sammenbindende egenskab kan styres sådan, at man kan sammensætte mindre stykker af fersk kød til større stykker. Processen minder altså om det, der sker, når man laver blodpølse - men i modsætning til det thrombinbehandlede kød udgiver blodpølsen sig ikke for at være fersk kød. Spørger man en slagter med lidt livserfaring, vil man også få en fortælling om, hvordan man tidligere hældte lidt blod i den fedtfattige oksefars for at få den til at hænge bedre sammen.

Unuanceret debat
Altovervejende har jeg talt og skrevet med danskere, der finder tanken om sammensat kød - eller sammenklistret kød, om du vil - for ubehageligt eller direkte afskyvækkende. Der er dog flere, især i fødevareindustrien, der har påpeget, at debatten har været meget unuanceret. Det er jeg egentlig enig med dem i, men det skyldes primært, at de saglige argumenter mod en godkendelse ganske enkelt er druknet i mere følelsesbetonede udsagn.

Mange har set den instruktionsvideo, den hollandske producent har lagt på deres hjemmeside. Den viser meget uappetitligt, hvordan noget, der ligner kødfars, kommer ud som én lang pølse i den anden ende af maskinen - en pølse, der ubesværet kan skæres ud til fine runde bøffer.

Sporbarhed på kød
Jeg synes også, det er en ulækker tanke, at skulle sætte tænderne i den slags imiterede produkter, men det har faktisk ikke været selve enzymets sikkerhed, jeg har anfægtet, men derimod slutproduktet, det sammensatte kød. Lad mig forklare nærmere:

Et grundlæggende princip, når man taler fødevaresikkerhed i sammenhæng med fersk kød, er sporbarhed. Man skal kunne gå tilbage fra slutproduktet i køledisken til besætningen og det enkelte dyr, hvis man skal spore infektioner som eksempelvis salmonella i fersk kød. Sidste år havde vi et meget kompliceret tilfælde af netop salmonella i svin, som det tog de danske fødevaremyndigheder meget lang tid at spore.

I EU har sporbarhedsprincippet været bærende siden sagen om BSE (Bovin Spongiform Encephalopati) - også kaldet kogalskab. Kort fortalt er problemet med et fersk produkt fremstillet af sammensat kød, at det kan indeholde dele - og dermed smittestoffer - fra et utal af dyr, fra forskellige besætninger, fra forskellige lande, og sågar fra forskellige dyrearter.

Muligt sikkerhedsproblem
Den dag en smitte opstår, kan sammensat kød blive et enormt problem, fordi det ikke er muligt at spore kilden. Det faktum, at den europæiske fødevaremyndighed EFSA slet ikke har inddraget sporbarheden i sin risikovurdering, understreger blot, at en godkendelse fra den side ikke i sig selv er ensbetydende med, at alle risikoaspekter er overvejet.

Jeg anerkender gerne, at spørgsmålet om sporbarhed ikke har fyldt meget i den offentlige debat i Danmark. Jeg vil gerne kunne klappe mig selv på skulderen og sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at fremføre dette argument i de danske medier, men der er egentlig ikke noget at klappe over. For argumentet om den manglende sporbarhed er faldet på meget tør jord hos de danske medier - og jeg forstår det egentlig godt. Man sælger nu engang ikke så mange aviser på en overskrift, der hedder: "Politiker bekymret over manglende sporbarhed" - næh, jeg må erkende, at dér sælger overskriften: "Nej til kødklister" en hel del mere.

Jeg ikke lægge skjul på, at jeg også finder, at der er et element af vildledning i spørgsmålet om sammensat kød. Det sammensatte kød er nemlig endnu et industrielt produkt, der udgiver sig for at være noget, det ikke er. Derfor mener jeg, det er helt relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om det er et nødvendigt produkt for forbrugerne, eller bare en smart måde for industrien at omsætte restprodukter til noget, der har en lidt højere værdi, men min afgørende bekymring handler altså om grundlæggende fødevaresikkerhed.

Målet helliger midlet
Hermed skulle der være lagt lidt mere saglighed ind i debatten om thrombin, men jeg lovede også, at dette indlæg skulle være en bekendelse fra min side. For jeg kan lige så godt erkende, at jeg har udnyttet det ubehag, rigtig mange danskere har fået ved tanken om "kødklister" helt bevidst, men jeg mener, at den ekstraordinære situation gjorde, at målet helligede midlet.

Godkendelsen af thrombin har været meget længe undervejs. Det blev faktisk behandlet videnskabeligt af EFSA allerede i foråret 2005. Alligevel var det først tirsdag den 2. februar, at godkendelsen kom til politisk behandling i Danmark. Og det vel at mærke blot 6 dage før sagen skulle til afstemning i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH).

Den ultrakorte behandlingstid gjorde også, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis bremserne skulle slås i. Derfor var jeg ikke utilfreds med, at Radioavisen onsdag den 3. februar bragte følgende citat fra min side: "Det er en ganske forfærdelig idé at komme thrombin i danske fødevarer. Det vil åbne op for, at man kan klippe-klistre med kød."

Ved samme lejlighed valgte en vaks journalist at give nyheden overskriften: "Regeringen vil tillade kødklister". Dermed var et nyt ord opfundet i det danske sprog og en snebold, der skulle ende med at blive til en lavine, var begyndt at rulle.

Kortene skal på bordet
Lad mig sige det, som det er: Var historien ikke blevet tegnet så skarpt i medierne, og havde tanken om kødklister ikke vakt så stor en afsky i den danske befolkning, så havde godkendelsen sandsynligvis passeret uantastet igennem. Derfor passede det mig glimrende, at debatten var meget unuanceret i de hektiske to dage - torsdag og fredag - indtil Folketinget pålagde regeringen at stemme imod thrombin i SCoFCAH mandag dan 8. februar. Havde vi ikke haft 6 dage, men 6 måneder, havde jeg valgt en anden fremgangsmåde.

Jeg mener, det er rimeligt at lægge kortene på bordet, for i den ideelle verden skulle det ikke være nødvendigt at bruge (nogle vil sikkert sige misbruge) den offentlige debat på den måde. Jeg erkender med andre ord gerne, at jeg ikke holdt mig strengt til saglig kritik. Jeg vil ikke kalde det at lyve, men snarere at benytte en fortielse til at fremme en højere sag. Jeg husker, hvordan pigerne i min folkeskole engang i seksualundervisning fik det råd af vores kvindelige lærerinde, at hvis de stod overfor en voldtægtsmand, skulle de ikke slå alarm ved at råbe "voldtægt", men i stedet råbe "brand", fordi det får flere til at reagere. Jeg håber, at den brede offentlighed vil tilgive, at jeg har brugt den samme taktik i denne sammenhæng.

Sagen om thrombin er ikke slut, selvom SCoFCAH har stemt. Nu er det nemlig Europa-Parlamentets tur til at behandle sagen politisk, og de har heldigvis lidt bedre tid til sagen end Folketinget.

Men jeg må også erkende, at vi ikke kan nøjes med en dårlig mavefornemmelse - her skal de tunge argumenter på bordet: Sporbarheden, som jeg tidligere omtalte, risikoen for sammenblanding af svin og okse (og de etiske og religiøse aspekter, det kan medføre) og ikke mindst kravene til mærkning, der er alt for tynde.

Der er brug for en dybere debat om sammensat kød. Derfor er jeg i gang med at forberede en høring, der skal belyse alle problematiske aspekter ved thrombinbehandlet kød. En høring, som jeg håber, vil give yderligere argumenter til de medlemmer af Europa-Parlamentet, der endnu har muligheden for at stoppe thrombin, inden det godkendes til brug i den europæiske fødevareindustri.

Fokus på sagsbehandling
Hvis du nu sidder tilbage og tænker: Hvordan kan en sag, der første gang blev behandlet i EFSA i 2005, få så kort en behandling i det danske Folketing, så kan jeg godt forstå dig. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at sagen vil betyde, at vi må genoverveje, om vi generelt har den rette tid til at behandle de europæiske komitesager i Danmark. For det værste var sådan set ikke, at vi 179 MF'er blot havde få dage til at behandle sagen. Nej, det værste er sådan set, at tilladelsen havde været i en offentlig høring, som det sig nu hør og bør i sådanne sager. Men den høring havde en svarfrist på blot 24 timer! Af samme årsag var det også nogle meget korte, og ikke mindst meget få, høringssvar, der nåede at komme ind.

Rent formelt har procedurer og svarfrister i sagen været overholdt. Dog kan man sætte spørgsmålstegn ved, om den ansvarlige minister - fødevareministeren - har levet op til sit ansvar. Det er nemlig ministerens ansvar at fremlægge sager, der vurderes at kræve politisk stillingtagen i god tid for Folketinget - og det må man erkende, at ministeren ikke har levet op til i denne situation.

Derfor tror jeg, at thrombin-sagen også vil få betydning for, hvordan komitésager i fremtiden håndteres, og forhåbentlig vil vi se ministre, der er mere aktive i deres inddragelse af Folketingets partier i processen.

debat@altinget.dk